Vi skal turde tale højt om krav, koncentration og kvalitet, hvis den faglige trivsel skal hæves

Indsatserne virker. 

Men samtidig er det svært at overse, at den faglige trivsel falder. Og det bør få os til at stoppe op og tænke os godt om.

For mens vi gymnasiefolk jo går rundt og tror på, at vi møder eleverne med spændende faglige udfordringer, nye horisonter, intellektuelle aha-oplevelser og mulighed for både indsigt og udsyn, så scorer eleverne gradvist lavere på spørgsmål om, hvorvidt undervisningen giver mening, om det er spændende at lære, og om de oplever faglig motivation.

Det bør ramme os lige dér, hvor det gør mest ondt: i vores faglige selvforståelse.

Derfor ligger Ane Qvortrups bog: "Faglig Trivsel" på mit skrivebord i disse dage. Ikke som pynt til den pædagogiske reol. Men fordi den faktisk forsøger at svare på noget vigtigt: Hvordan styrker vi elevernes faglige trivsel helt konkret?

Det er svært at overse, at den faglige trivsel falder. Og det bør få os til at stoppe op og tænke os godt om.

Nynne Afzelius

Og temaet dukker op mange steder. For nylig afholdt Social Learning en stor konference med netop faglig trivsel som omdrejningspunkt.

Og hvis man kender folkene bag Social Learning, så ved man også, at de som regel er ret præcist "on beat," når nye strømninger rammer ungdomsuddannelserne. Det her tema er på vej ind i centrum af debatten.

For selvfølgelig skal eleverne trives. Ingen lærer noget i konstant alarmberedskab. Men når trygheden er på plads, så kommer næste spørgsmål:

Hvordan føles det egentlig at lykkes fagligt?

For enhver, der selv er blevet undervist, ved det jo godt: Noget af det mest trivselsfremmende i verden er følelsen af mestring. At forstå noget, man ikke forstod i går. At kunne noget, man ikke kunne sidste uge. At opdage, at man faktisk godt kan.

Og for alt i verden: Det betyder ikke, at vi skal sætte kundskabens hylder så langt ned, at alle kan nå dem – også dem, der mentalt ligger og sover på gulvet.

Det er sundt at stå på tæer.

Men kun, når man forstår, hvorfor man gør det. Kun, hvis man ved, at man ikke skal stå på tæer non-stop – for det kan tæer ikke holde til. Og kun, hvis man selv tror på, at man faktisk kan nå det, man rækker efter.

På mit bord ved siden af 'Faglig trivsel' ligger det, jeg helt uden blusel kalder den bedste bog om didaktik, jeg har læst i mindst fem år. Nemlig Mathias Granums bog "Fra monsterelev til mønsterelev."

Hvis du ikke har læst den endnu: Gør det.

Mathias Granums pointe er, meget kort fortalt, at elever faktisk trives bedre i skoler med klare rammer, tydelige forventninger og undervisning med tempo, gentagelser og høj elevaktivitet.

Elever lærer mere, når undervisningen er tydelig. Når læreren tør styre rummet. Når der er retning, rytme og krav.

Nynne Afzelius

Det lyder næsten mistænkeligt usexet i en tid, hvor pædagogiske modeord ofte handler om alt muligt andet. Men ved du hvad?

Han har ret. Og det værste er næsten, at enhver erfaren underviser inderst inde godt ved det.

Elever lærer mere, når undervisningen er tydelig. Når læreren tør styre rummet. Når der er retning, rytme og krav. Når man ikke skal gætte sig til succeskriterierne som deltager i et pædagogisk escape room.

Qvortrup og Granum kommer fra to helt forskellige steder. Den ene fra forskning. Den anden fra praksis. Men de peger begge i samme retning:

Faglig trivsel betyder noget.

Glæden ved at mestre. Glæden ved at kunne. Glæden ved at lykkes.

Og jeg tror faktisk, det er præcis den samtale, vi som sektor trænger til at tage. For vi står med en række meget konkrete udfordringer. Eksempelvis:

Drenge, der sakker fagligt bagud, i en kultur, hvor "det kun er dumme drenge, der laver lektier." Den udfordring skal vi løse. Handler det om unfair bedømmelse af de stakkels drenge?

Eller handler det om, at vi som skoler ikke er gode nok til at få drengene til at lave noget? Og at hvis man ikke øver sig, så bliver man ikke særligt dygtig? Den udfordring skal vi møde med faglighed, klare rammer og høje forventninger.

AI-værktøjer, der med få klik kan producere opgaver over elevens eget faglige niveau. Og elever, som med fuld ret spørger: "Hvad er egentlig meningen med det hele?" På samme måde som matematikundervisningen blev rystet, da lommeregneren (for slet ikke at nævne CAS-værktøjer) holdt deres indtog.

Hvis faglig trivsel skal være mere end endnu et pædagogisk modeord, så kræver det også noget af os voksne. Det kræver, at vi tør tale højt om krav, koncentration og kvalitet igen.

Nynne Afzelius

På samme måde skal vi lande i en ny faglighed – hvor vi også tør kræve, at eleverne kan noget med papir og blyant, ikke fordi de skal arbejde sådan i fremtiden, men fordi de skal lære noget for fremtiden.

Faldende resultater i matematik, hvor vi på en gang ser, at den skriftlige eksamen i matematik på B-niveau på stx, er den eksamen, som allerflest elever dumper, og samtidig ser, at niveauet, eleverne har fra grundskolen, er lavere og lavere.

Når elever ikke har nogen anden regnealgoritme end at tælle? "Hvad er 6 x 4?" "Det er… 4 (tællende på fingrene, hviskende 5, 6 7) 8 (tællende på fingrene hviskende 9, 10, 11)… 12" og så videre. Så er der pludselig langt til 24 – og endnu længere til faglig stolthed og sikkerheden i at kunne.

Måske er svaret faglighed. Fordybelse. Mestring. Stolthed.

Men hvis faglig trivsel skal være mere end endnu et pædagogisk modeord, så kræver det også noget af os voksne. Det kræver, at vi tør tale højt om krav, koncentration og kvalitet igen.

Det kræver lærere, der tør styre rummet. Som tør gentage, træne og insistere. Som tror på, at elever faktisk vokser af at blive mødt med tydelighed og faglighed.

For måske er noget af det, der står i vejen for faglig trivsel, at vi i vores iver efter at være fleksible, forstående og inkluderende nogle gange er kommet til at gøre undervisningen lidt utydelig.

Lidt for mange valg. Lidt for få rammer. Lidt for meget proces. Lidt for lidt progression.

Og misforstå mig ikke: Relationer betyder virkelig meget. Selvfølgelig gør de det. Men relationer kan ikke stå alene. Den gode lærer er ikke bare tryg og rar. Den gode lærer vil også noget med dig.

Hvis faglig trivsel skal være mere end endnu et pædagogisk modeord, så kræver det også noget af os voksne. Det kræver, at vi tør tale højt om krav, koncentration og kvalitet igen.

Nynne Afzelius

Måske skal vi derfor genopdage noget, som egentlig burde være indlysende:

At elever ofte trives bedre, når rammerne er tydelige. Når de ved, hvad der forventes. Når de mærker progression. Når de oplever, at det faktisk betyder noget, om de gør sig umage.

At faglig trivsel ikke handler om at sænke barren, men om at holde den højt – og give eleverne redskaber til at komme over.

Til september inviterer vi på Køge htx Mathias Granum og lærere og ledere fra lokale folkeskoler til en fælles faglig dag. Ikke fordi vi har alle svarene. Men fordi spørgsmålet om faglig trivsel er for vigtigt til ikke at blive taget alvorligt.

Vi skal tale om undervisning, mestring, motivation og krav. Og om faglighed, der løfter eleverne fremad.