Aktører: Sæt uddannelsespolitik over institutionspolitik

Af Stina Vrang Elias, Stefan Hermann med flere (se dokumentationsboks)
Hhv. administrerende direktør i Tænketanken DEA og rektor på Københavns Professionshøjskole

Institutionskampen raser for tiden på disse sider.

For det blotte øje ligner det en kamp med Danske Gymnasier i det ene ringhjørne og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier i det andet. 

Der opfordres endda til lange kaffemøder og indtagelse af god vin med henblik på at finde fælles fodslag.

Sandheden er dog, at debatten rækker langt ud over spørgsmålet om, hvilke institutioner der skal have ret til at udbyde hvad. Den handler om, hvad vi vil med de unge – med afsæt i de unge, samfundets behov og vores idealer.

Det kan de to foreningers formænd næppe løse over et glas vin, uanset hvor mange flasker der måtte komme på bordet, og det tror vi heller ikke, de gør sig nogen forestillinger om. 

Vi har i dag ikke et nogenlunde smidigt og sammenhængende system, der møder de unge, hvor de er, og har tilstrækkelig øje for samfundets behov. Det kalder på en grundlæggende debat og samtale om, hvad ungdomsuddannelserne skal stile mod og levere.

Stina Vrang Elias og Stefan Hermann med flere

Der er derimod et udpræget behov for at skrue ned for institutionspolitikken og op for uddannelsespolitikken, eller i det mindste lade uddannelsespolitikken have forrang for institutionspolitikken.

Lyt til ønsket om en kommission
Derfor var det også befriende at læse fredagens indlæg fra Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, hvori foreningen opfordrer til et bredere arbejde med at forme fremtidens ungdomsuddannelser. 

Deres juleønske til politikerne er, at det sker gennem en regeringsnedsat ungdomsuddannelseskommission. Det er vi helt enige i.

Den nuværende debat udspringer af et ønske fra Danske Gymnasier om at samle alle de gymnasiale uddannelser i et stærkt enhedsgymnasium. 

Det ligner ved første øjekast blot den sidste i rækken af ideer, der sætter institutionspolitikken over uddannelsespolitikken.

Det skorter således ikke på forslag og tiltag, der handler mere om institutioner end om kvalitetsuddannelse, som for eksempel udbud af erhvervsuddannelsers grundforløb på almene gymnasier, kapacitetsstyring på gymnasieområdet, sammensætning af fusionsbestyrelser, barrierer for C-fag på erhvervsskolerne og nyt henvisningstaxameter, for blot at nævne nogle. 

Alt sammen foreslået eller gennemført med de bedste intentioner og som svar på helt reelle problemstillinger, men grundlæggende styret af institutionslogik, her-og-nu-løsninger og ikke med en langsigtet bæredygtighed eller helhed for øje.

Systemet er ikke sammenhængende
Ved siden af alt dette har Dansk Metal i den forgangne uge foreslået, at vi går mere drastisk til værks og dimensionerer gymnasierne som vejen til at få flere unge over i erhvervsuddannelserne.

De mange ideer lægger sig oven på den perlerække af store reformer, der er gennemført de senere år – folkeskolereform, erhvervsuddannelsesreform, etablering af den forberedende grunduddannelse, gymnasiereform og aktuelt et (muligvis skrinlagt) arbejde med at kulegrave 10. klasse. 

De fleste af reformerne er formet på det enkelte uddannelsesområdes præmisser uden nævneværdig skelen til sammenhængen med de øvrige uddannelser.

Og det er måske den dybere forklaring på de mange institutionsrettede tiltag: at reformerne ikke i tilstrækkelig grad er tænkt sammen. Nemt er det på ingen måde. Så var det jo sket. 

Vi har i dag ikke et nogenlunde smidigt og sammenhængende system, der møder de unge, hvor de er, og har tilstrækkelig øje for samfundets behov. Det kalder på en grundlæggende debat og samtale om, hvad ungdomsuddannelserne skal stile mod og levere.