Aktører: Umuliggøres ungdommens lykke af samfundsforandringerne?

DEBAT: Mulighederne synes uendelige for unge i dagens Danmark. Men globale kriser, nationale krav om hurtig uddannelse og forandringer i arbejdsmarkedet er blandt andet med til at skabe et pres og give flere unge følelsen af utilstrækkelighed, mener tre debattører fra CeFU og DSF.

Af Johan Hedegaard Jørgensen, Noemi Katznelson og Niels Ulrik Sørensen
Hhv. formand, Danske Studerendes Fællesråd, forskningsleder, Center for Ungdomsforskning (CeFU) og souschef og forskningsleder, CeFU

Mange danske unge vokser op og har et ungdomsliv, som størstedelen af verdens unge kun kan misunde dem.

Samtidig ser vi også et stigende antal unge, for hvem presset og følelsen af utilstrækkelighed er blevet en uvelkommen følgesvend. Unge, som er tilbøjelige til at selv at påtage sig ansvaret for strukturelle og kulturelle vilkår, der ligger langt uden for deres handlerum.

Et ansvar, som ligger hos forældrene, i institutionerne og hos politikerne. Men hvem griber egentlig ansvaret?

Høje forventninger til unge
“Voksensamfundet” har i årevis tegnet et billede af ungdomslivet som præget af en uendelig mulighedshorisont. Et billede, hvor individualisering, globalisering, ny teknologi og så videre har sprængt alle grænser og åbnet verden for ungdommen: de digitale indfødte, curlingbørnene, Generation Me og så videre, der blot skulle række armene ud, og fluks ville alverdens muligheder regne ned over dem, lige til at gribe.

Selvom ikke alle betegnelserne giver et lige positivt billede af nutidens unge, har de det til fælles, at de maler kolossale forventninger frem til det liv, som unge har mulighed for at leve.

Det skorter således ikke på forventninger til ungdomslivet i dagens Danmark, og unge har i vid udstrækning taget forventningerne til sig: en uddannelse med gode karrieremuligheder, et studierelevant fritidsjob, en dejlig lejlighed, en spændende fritid, en stor vennekreds og en god krop opleves i stigende grad som et krav for at lykkes som ung.

Spørgsmålet er, om vi har fået malet forventningerne til nutidens ungdomsliv og dets uendelige mulighedshorisont så langt op i et hjørne, at det liv, unge har muligheden for at leve – og rent faktisk lever – uvægerligt må skuffe.

Her tænker vi ikke bare på de unge, der befinder sig på kanten af samfundet – langt fra skønmalerierne af ungdomslivet – men også på de unge, der vokser op under mere ’almindelige’ og gennemsnitlige middelklassevilkår og i bredeste forstand lever et mere ’almindeligt’ ungdomsliv.

Konsekvenserne begynder nu at tegne sig. Pressede unge, der mistrives, trækker stadig flere overskrifter: for høje idealer, for perfektionistiske, for skrøbelige, for selvoptagede, lyder nogle af forklaringerne i offentligheden, for ingen har da haft flere muligheder end nutidens unge.

At ungdomslivet for nogle unge byder på flere muligheder end tidligere, er givetvis rigtigt. Men alligevel: Det er tid til et realitetstjek. Det er tid til, at vi kigger nærmere på de rammer, vi som samfund sætter op for ungdommen, og gør os nogle overvejelser over, hvad de betyder for det ungdomsliv, ungdommen rent faktisk har mulighed for at leve.

For det er måske netop i gabet mellem den måde, vi taler med de unge om deres muligheder på, og så de strukturelle og materielle vilkår, der gør sig gældende i ungdomslivet, at årsagerne til en del af mistrivslen blandt unge skal findes.

En usikkerhed bliver internaliseret
Unge i dag er vokset op i en samtid med en række internationale begivenheder og kriser, der unægteligt influerer de unges forståelse af egne muligheder og handlerum. Det er begivenheder som flygtninge- og klimakrise; global politisk og økonomisk uforudsigelighed, radikalisering og terror samt andet, der tilsammen blot udgør et udpluk af en række formative hændelser, der har været definerende for unges liv i dag, og som synes at slå igennem i ungdomslivet som en understrøm af usikkerhed og bekymring for fremtiden.

Lad os indkredse dette gennem at tegne et portræt af et ungt menneskes liv frem til dennes dimissionsdag på en lang videregående uddannelse. Et ungt menneske, der på mange måder lever på samfundets solside. Et ungt menneske, der – om nogen – burde kunne gribe de mange muligheder, som vores billeder af ungdomslivet er propfulde af. Gennem portrættet vil vi skitsere en lang række nationale, men også internationale begivenheder, der har skabt et udgangspunkt for, hvordan unge i dag oplever sig selv og deres livsmuligheder i verden. Et udgangspunkt, som peger i andre retninger og nuancerer disse billeder.

Forestil dig en ung, dansk dimittend fra en lang videregående uddannelse. Hun har netop afleveret speciale og er de gennemsnitlige 28,6 år gammel.

Da hun var 17 år gammel og cirka midtvejs i sin ungdomsuddannelse, indtraf finanskrisen. Den værste økonomiske krise i 80 år. Arbejdsløsheden eksploderede og ramte særligt unge hårdt. Blandt de 16- til 24-årige steg arbejdsløsheden med 125 procent, og 65.000 unge mistede deres job, viser tal fra Danmarks Statistik og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I 2009 så hun på, da klimatopmødet i København fandt sted og mundede ud i en skuffende og ikkebindende aftale. Lige siden har hun oplevet klimaforskere, der er blevet stadigt mere sikre på, at mennesker er skyld i klimaforandringerne, og hun har sammen med sine klassekammerater været vidne til et politisk system, der mest af alt har været i diskussion med sig selv, om hvorvidt klimakrisen skulle tages alvorligt, samtidigt med at evidensen for alvoren blev stadigt større. En klimakrise, som hendes generation er den sidste generation i verdenshistorien, der kan nå at gøre noget ved.

I 2015 oplevede hun starten på den største flygtningekrise siden 2. verdenskrig. I slutningen af 2016 anslog man, at der var 22,5 millioner flygtninge verden over, mens yderligere 42,5 millioner mennesker var internt fordrevne, jævnfør FN's tal.

Og mens det politiske Europa famlede med at finde løsninger på de meget forskellige og komplekse sammenhænge bag flygtningekrisen, så hun mod stort set al ekspertviden, Storbritannien forlade EU og i november samme år Donald Trump blive valgt til verdens mest magtfulde position.

Disse politiske begivenheder er blot et udpluk af en lang række formative hændelser i en ellers hurtigt foranderlig og stadigt mere kompleks og globaliseret verden, hvor unges plads i samfundet og mulighed for at gøre sig gældende fremstår uklar og svær at overskue, og hvor selv beslutningstagere ikke formår at løse udfordringerne, men i stedet ser ud til at sende dem videre til næste generation.

Men hvordan løser den enkelte den økonomiske krise, klimakrisen eller flygtningekrisen?

Unges DNA er social mobilitet
Men samtidigt med at vores unge dimittend har været påvirket af store internationale begivenheder, spiller også mere konkrete og nationale forhold ind. Gennem årtier har det været en del af vores samfunds DNA, at udviklingen generationerne imellem har været drevet af social mobilitet. Altså at de generationer af unge, der kommer til, kan og bør drive det videre end deres forældre.

De unge har nærmest indåndet denne samfundsmæssige logik og målsætning og er på mange måder kodet til at skulle forløse dette. Samtidigt fanges de i en tid, hvor det generelt højere uddannelsesniveau gør det stadig sværere og mere udfordrende for stadig flere unge at lykkes med dette.

De unge er således spændt ud i et samfundsmæssigt paradoks mellem en installeret forventning om at skulle uddanne sig højere, bedre og opnå bedre livsvilkår end deres forældre, samtidigt med at vilkårene for dette synes at bliver ringere.

Det er derfor ikke overraskende, når blot lige over halvdelen (55 procent) af ungdommen forventer at blive rigere end deres forældre. Det er ej heller overraskende, når blot en tredjedel forventer at blive gladere end deres forældre. Kun seks ud af ti danske unge mener, at deres fremtid tegner lovende, og på vores lands vegne mener kun en ud af fire, at der er grund til optimisme.

Materielle og strukturelle vilkår er forandret
Helt konkret byder udviklingen i Danmark imidlertid på en række konkrete muligheder, men også i særlig grad udfordringer, når unge skal forløse dette DNA. Det gælder udfordringer i relation til uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Men også i unges økonomiske vilkår.

Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at nettoformuen for personer under 40 år er faldet med 73.000 kroner i perioden fra 1997 til 2013, mens den voksede med 200.000 kroner for personer over 60 i samme periode.

De unge i 20’erne og 30’erne er i gennemsnit fattigere end tidligere, men selvom de unge er mere uddannede end tidligere, og af den årsag kan se frem til en højere indkomst senere i livet, så har de 30-34-årige en lavere indkomst end generationen før dem, viser tal bragt i Dagbladet Information. Ydermere var ledigheden i 2017 år dobbelt så stor blandt 25-29 årige som i resten af samfundet.

Men nu er vores dimittend jo privilegeret, da hun har læst en lang videregående uddannelse, og hun er derfor forskånet for de værste slagsider af den stigende ulighed, som rammer særligt hendes venner uden uddannelse meget hårdt. Hun kommer formentlig til at leve længere, sundere og rigere end sine venner med ingen eller kortere uddannelser.

De fattigste 40 procent af hendes medborgere havde en decideret indkomstnedgang fra 2008-2013, viser tal fra Verdensbanken. Og hvis man betragter uligheden i formuer, frem for uligheden i indkomst, sidder den rigeste procent af danskerne på en større del af velstanden end de 90 procent fattigste danskere tilsammen.

Forandringer på arbejdsmarkedet
På sine egne vegne er mulighederne på arbejdsmarkedet mange, men hun frygter også for et arbejdsmarked, hvor hver femte magister er ufrivilligt ansat på en midlertidig kontrakt, og hvor hendes LO-kollegaer ønsker sig flere timer.

Arbejdsmarkedet undergår massive forandringer, og i takt med at der her skabes muligheder og åbninger for nye former for arbejde og arbejdsliv, bringer forandringerne også usikkerheder med sig. Helt konkret blandt andet i form af en høj dimittendarbejdsløshed, på trods af at den generelle ledighed er historisk lav. I 2015 gik 13 procent af alle nyuddannede ledige i seks måneder eller mere ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Det var dog værst for hendes venner med korte videregående uddannelser rettet mod erhvervslivet, hvor det ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets nyeste tal cirka var en tredjedel af de kortuddannede, der stod uden job efter et halvt år.

De ændrede materielle vilkår kommer også til udtryk på boligmarkedet, hvor vores dimittend både under og efter sine studier har forringede muligheder for at få adgang til en bolig.

Det skyldes, at der er færre billige udlejningsboliger i de store byer, færre almene boliger og ringere vilkår for at låne penge til en ejerbolig med de nye regler for boliglån, der rammer særligt unge førstegangskøbere hårdt.

Hun har oplevet sit universitet og alle andre uddannelser blive skåret med to procent om året, en fremdriftsreform, der giver hende mindre rum til fordybelse og faglig udfordring til fordel for hastighed. En hastighed, som har presset hende, men særligt også de af hendes medstuderende, der har haft de ringeste vilkår for at gennemføre, blandt andet de studerende med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

I 2016 så hun indførelsen af uddannelsesloftet, der fjernede hendes muligheder for at læse videre på en anden uddannelse, hvis hun enten havde valgt forkert eller ønskede at uddanne sig mere.

På det tidspunkt blev der fremført, hvad der politisk blev betragtet som legitime grunde til at gennemføre disse reformer, men hun oplever dem ikke som en udvidelse af sine muligheder – tværtimod.

Utilstrækkelighed bliver en følgesvend
Kigger vi ud over uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, vil den forandring, der mest markant sætter sit præg på ungdomslivet, være knyttet til digitaliseringen og de sociale medier. Og her synes den generelle individualisering, præstationskulturen i uddannelsessystemet og en mere bred perfektionskultur at blive forlænget gennem de sociale medier.

Og selvom der knyttes og vedligeholdes mange vigtige bånd og laves meget godt relationsarbejde på de sociale medier, er der samtidig et udbredt fokus på at iscenesætte sig selv og fremstå helt rigtig, så man ikke falder igennem som en afviger eller en taber. Der er heller ikke nogen indbygget modsætning mellem det at have masser af relationer på de sociale medier og det at føles sig ensom og uden kontakt til andre unge, der virkelig kender og forstår en.

En del unge taler således om, at de har svært ved vise sig selv, som de virkelig er, i de relationer, de indgår i, og at de længes efter en tættere kontakt til andre unge, hvor de i højere grad kan være sig selv.

Man kan i en vis forstand sige, at imponerende mange unge lykkes med at forløse de muligheder, som vores samfund i sammenligning med andre steder i verden tilbyder unge. Men samtidig ser vi et stigende antal unge, hvor pres og følelsen af utilstrækkelighed er blevet en uvelkommen følgesvend.

Unge, der har fået fortællingen om individualisering og et ungdomsliv med en uendelig mulighedshorisont ind med modermælken, og som derfor er tilbøjelige til at overse de udfordringer og begrænsninger, som de strukturelle og materielle vilkår byder på.

For disse unge fungerer den uendelige mulighedshorisont som et normativt ideal, de måler sig selv og deres eget ungdomsliv ud fra, og konsekvensen er en oplevelse af aldrig helt at være gode nok og kunne slå til.

Samtidig lurer de globale kriser – den politiske krise, klimakrisen og flygtningekrisen.

Kriser, der har det til fælles, at de grundet deres globalitet er svære at placere ansvar for og samtidig ikke kan overskues eller løses af ét enkelt menneske. De skal løses af det politiske system, der i flere sammenhænge er udfordret.

En opsang om at bygge bro
Dette er ikke en klagesang for de unge, men nærmere en opsang om, at det ikke skal være den enkelte unge alene, men derimod de fællesskaber, de indgår i, der skal bygge bro hen over det spænd, der er skabt mellem forventninger og idealer på den ene side og vilkår og realiteter i ungdomslivet på den anden.

Og her kalder udviklingen på, at vi må tydeliggøre og understøtte vores fællesskaber på alle niveauer og stille skarpt på de handlemuligheder, disse rummer.

Samtidig er det naturligvis vigtigt, at det ikke kun er de unge, der skal kæmpe for at få det til at lykkes. De skal selvsagt vokse op med forventningen om, at de tager ansvar og bidrager til det samfundsmæssige fællesskab. Og det er i sig selv en central del af medicinen mod den stigende individualisering.

Men de bør også vokse op blandt forældre, institutioner, virksomheder og politikere, der tager deres del af ansvaret for de vilkår, som er blevet skabt i blandt andet uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og på de sociale medier.

Forrige artikel FGU-leder: FGU er udfordret på at skabe de rette fysiske rammer FGU-leder: FGU er udfordret på at skabe de rette fysiske rammer Næste artikel DPU-leder: Ahlers' fejl-kampagne må ikke føre til accept af fejl DPU-leder: Ahlers' fejl-kampagne må ikke føre til accept af fejl
  • Anmeld

    Lars

    Forældrene må tage sig meget mere sammen....

    Man bliver lidt træt at af læse alle disse velmenende indlæg om at nu må fællesskabet, samfundet, politikerne osv. tage sig sammen og gøre endnu mere for at hjælpe den stakkels moderne ungdom gennem livets udfordringer. Som I selv skriver, lever dansk ungdom en tilværelse, som alle andre unge i verden burde misunde dem. Aldrig i verdenshistorien er en ungdomsgeneration blevet båret så meget på hænder og fødder gennem deres opvækst af samfundet, som den danske ungdomsgeneration vi står med i dag.

    Jeg synes simpelthen det tangerer det uansvarlige og udgør en ansvarsfraskrivelse af rang, når debattører som jer forlanger mere af samfundet til støtte for de unge.

    Nej, problemet ligger hos forældregenerationen til disse unge. Vi kan ikke blive ved med at skubbe ansvaret over på samfundet. Samfundet gør rigeligt. Det er forældrene der må tage sig sammen og tage meget mere aktiv del i deres egne børne opvækst, opdragelse og uddannelse og sikre dem de redskaber, der er nødvendige, for at de unge kan klare sig på egne ben som voksne.

    Det er fx en helt urimelig ansvarsfraskrivelse fra forældres side, når de ikke magter at få deres egne børn ud af sengen om morgenen og sendt i skole, men overlader det til særligt uddannet personale fra skole eller kommune at tage ud og ringe på og vække den unge og få ham/hun sendt i skole til tiden. Det er et grotesk eksempel på, hvor langt ud vi er kommet i vores krav til, hvad der er samfundets opgave. Og alligevel efterlyser I endnu mere af samfundet!

    Det er jo skruen uden ende og bliver vi ved i den retning, ender vi i et samfund, som med rette kunne bruge den fredede titel på Beskæftigelsesministeriets gamle bygning over for Holmes Kirke: "Overformynderiet" som sin overskrift.

    Skal samfundet endelig gøre mere, burde det være at kræve et "forældrekørekort", som adgangsbillet til at få børn. Det kunne bl.a. omfatte et krav om, at vise sine egne børn den nødvendige opmærksomhed omkring spisetider. Jeg var rystet over at se klip i TV fra en børnefamilie, hvor det åbenbart er helt normalt, at begge forældre tjekker deres mobiltelefoner løbende under aftensmåltidet med børnene.

    Det er skræmmende, at forældre med det bevidsthedsniveau vi har i dag, kan få sig selv til at være sammen med deres børn på den måde. Men det viser desværre bare, at det er forældrene der i dag udgør den største risiko for, at deres egne børn føler sig utilstrækkelige, uelskede, uinteressante m.v.. Derfor er det ikke noget, vi som samfund skal påtage os ansvaret for. Vi har allerede gjort alt, hvad der med rimelighed kan forlanges af et moderne velfærdssamfund.

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Rigtigt

    Du har fuldstændigt ret i dine betragtninger Lars. En væsentlig årsag til mange af de miserer du oplister er det faktum at forældre fortsat "ejer" deres børn. Det burde vendes om til, at børnene ejer forældrene, i det omfang disse evner at tage sig af børnene. Hvis ikke, skal forældrene kunne fyres og erstattes af nogle bedre efter børnenes eget valg.

  • Anmeld

    Lars

    Helt enig

    Hej Anthony

    Tak for din opbakning til mine synspunkter!

    Som opfølgning på din pointe om, at ansvaret burde vendes om, kan jeg supplere med, at i det TV-klip jeg henviser til, så man børn i måske 3.-4. klasse skrive et opråb til deres egne forældre om, at der er behov for regler i hjemmet for brug af bl.a. mobiltelefoner under de fælles måltider!

    Jamen, det er da helt absurd, at vi er nået derud, at selv børn i den alder er nået til den erkendelse, at deres egne forældre opfører sig så uansvarligt, at der er behov for at børnene påtager sig rollen som opdrager og sætter regler for deres forældre gennem fælles tiltag i skolen!

    Der er i øvrigt masser af andre eksempler på, at samfundets ansvar for børns opdragelse er gået helt over gevind. For nogle år siden kunne man således læse, at visse skoler var begyndt at servere havregryn med mælk til børnene, når de kom i skole om morgenen! Det havde nemlig vist sig, at mange børn ikke får morgenmad i familien, inden de går hjemmefra! Konsekvensen var ikke overraskende, at de ikke magtede at følge med i timerne, faldt i søvn eller mistede koncentrationsevnen mens undervisningen stod på. Med morgensmadstiltaget på skolen kunne disse børn nu følge meget bedre med, deres fravær blev reduceret, og de fik bedre resultater.

    I sig selv en solstrålehistorie, men men men.... Det kan da ikke være rigtigt, at det skal være skolernes opgave at sørge for, at børnene er ordentlig forberedt til undervisningen. Det er selvfølgelig forældrenes ansvar, at deres egne børn kommer i seng og står op i ordentlig tid og får spist sund og nærende morgenmad, inden de går i skole, så de kan følge med i undervisningen.

    Der er tydeligvis et eller andet her, der er gået helt galt i "kontrakten" mellem forældrene og samfundet. Mange forældre mener åbenbart, at mere og mere at deres eget helt fundamentale ansvar som forældre skal skubbes over på samfundet og dermed komme til at ligge fællesskabet til last.

    Hvordan vi er nået dertil er mig en gåde. Men det lader til at være et faktum, og desværre spiller mange velmenende mennesker med på den melodi, som fx forfatterne bag det debatindlæg, jeg tog udgangspunkt i.

    Jeg mener, at vi som samfund i stedet bør sige fra over dette absurde skred i ansvarsfordelingen. Hvis vi fortsætter ud af den vej, bliver det en helt uoverkommelig opgave og omkostning for samfundet fremover at sikre samfundets borgere de helt elementære færdigheder, som skal til for at begå sig i livet. Og det kan selvsagt få store konsekvenser for, hvordan de vil klare sig som voksne, og hvilke udgifter de dermed vil komme til at påføre samfundet.

    Derfor skal vi fra samfundets side i stedet stille langt større krav til forældrene om at påtage sig deres helt centrale og helt nødvendige opgave og ansvar i livet - opdragelsen af deres egne børn!

    Og det er på ingen måde urimeligt: Det er forældrene, der har valgt at få børn. Så må de også være parat til at tage konsekvensen og påtage sig det store ansvar og de store udgifter, der er forbundet med det. Som det gamle visdomsord siger: Har man sagt A, må man også sige B!

    Det ansvar og de udgifter skal ikke skubbes over på landets skatteydere generelt. Hvis vi gør det, ender det med, at vi som samfund simpelthen ikke kan skaffe ressourcer nok til at hjælpe de mennesker, som virkelig har behov for hjælp. Det vil også lægge yderligere pres i retning af flere besparelser på hele vores velfærdssamfund med de enorme udgifter, vi har til institutioner, undervisning og uddannelse, sundhed, ældrepleje m.m.m.

    Så det er et meget vigtigt område det her, som kan få store konsekvenser for os alle sammen, hvis ikke der er nogle voksne mennesker til stede, der siger fra!