Debat

Anni Matthiesen: Uden arbejdskraft – ingen udvikling

DEBAT: Manglen på kvalificeret faglært arbejdskraft er et stort problem, og det vokser sig kun større i fremtiden. Vi må gøre op med idéen om, at Danmark kun har brug for boglige, akademiske færdigheder, skriver Anni Matthiesen (V).

Mangel på kvalificeret arbejdskraft betyder, at virksomheder kan se sig nødsaget til at begrænse deres produktion, eller at de må flytte til udlandet, hvor den rette arbejdskraft findes, skriver Anni Matthiesen (V).
Mangel på kvalificeret arbejdskraft betyder, at virksomheder kan se sig nødsaget til at begrænse deres produktion, eller at de må flytte til udlandet, hvor den rette arbejdskraft findes, skriver Anni Matthiesen (V).Foto: Colourbox.dk
Julie Arnfred Bojesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anni Matthiesen (V)
Børne- og undervisningsordfører

Vi har hørt det igen og igen. En af Danmarks største økonomiske udfordringer er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Virksomhedsejere siger det. Tillidsrepræsentanter siger det. Økonomer siger det. Og jeg siger det altså også: Manglen på faglært arbejdskraft ER et stort problem for Danmark. Et problem, som ser ud til kun at vokse sig større i fremtiden.

Det er derfor, vi politikere hele tiden taler om, hvordan vi kan få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Vores regering har igangsat det ene initiativ efter det andet, som skal gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Og vi sidder netop nu og arbejder for at sætte endnu flere initiativer i gang. Det er en af vores absolut største opgaver.

Vi må kæmpe for vækst og job i Danmark
Men hvorfor er det, det er så vigtigt? Hvad er det for konsekvenser, det vil have, hvis vi fra politisk side ikke gør noget?

Fakta
Deltag i debatten
Send dit indlæg til [email protected]

Jo, mangel på kvalificeret arbejdskraft betyder, at virksomheder kan se sig nødsaget til at begrænse deres produktion. Eller at de må flytte til udlandet, hvor den rette arbejdskraft findes. Uden den rette arbejdskraft kan vi nemlig ikke producere det samme. Forestil dig en elektrikervirksomhed uden elektrikere. Et bilværksted uden mekanikere. Eller et murerfirma uden murer? Det duer bare ikke.

Så hvis vi vil undgå tab af arbejdspladser og vækst i Danmark, så må vi ind i kampen.

Vi vil gøre op med uddannelsessnobberiet. Vi vil gøre op med idéen om, at Danmark kun har brug for boglige, akademiske færdigheder.

Anni Matthiesen (V)
Børne- og undervisningsordfører

Adskillige brancher har meldt om begyndende mangel på arbejdskraft. Ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer mangler 37 procent af virksomhederne i agroindustrien og 22 procent af fødevarevirksomhederne arbejdskraft allerede her i 2017. Dansk Arbejdsgiverforening vurderer, at der vil mangle 60.000 faglærte i 2025.

Fremtiden kræver kvalifikationer
For få dage siden var den administrerende direktør for Dansk Erhverv, Jens Klarlov, og formanden for 3F, Per Christensen, begge ude og sige, at kvalificeret arbejdskraft er afgørende for at gøre det attraktivt at investere i Danmark. Det er ikke nok med lave kapitalskatter og et godt erhvervsklima.

Samtidig med at vi har mangel på danskere med en erhvervsuddannelse, så ser det også ud til, vi ikke kan blive ved med at regne med faglært arbejdskraft fra udlandet i samme stil som i dag. Blandt andet har Polens ambassadør for nylig udtalt, at de også mangler faglært arbejdskraft i Polen, og at de derfor vil forsøge at trække faglærte polakker tilbage til Polen. Det vil skabe endnu større mangel på kvalificeret arbejdskraft herhjemme.

Vi har brug for de rette hænder og hoveder, hvis fremtidens Danmark skal være konkurrencedygtigt.

Derfor har vi i Venstre fokus på at skaffe tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft. At flere unge skal tage en erhvervsuddannelse.

Vi tager ansvar
Vi har nemlig et ansvar. Vi har et ansvar for, at vores virksomheder ikke skal begrænse deres produktion – eller lukke helt ned – fordi de mangler kvalificeret arbejdskraft. Og det er ikke kun over for vores virksomheder og det velfærdssamfund, de bidrager til, at vi har et ansvar. Vi har i den grad også et ansvar for vores unge. Vi har et ansvar for, at de ikke uddanner sig til massiv ledighed. Vi har et ansvar for, at uddannelse skal føre til arbejde – og ikke ledighed.

Det ansvar tager vi i Venstre på os. Vi vil vende tendensen. Vi vil gøre op med uddannelsessnobberiet. Vi vil gøre op med idéen om, at Danmark kun har brug for boglige, akademiske færdigheder. Virkeligheden er, at Danmark har mindst lige så meget brug for praktiske og kreative færdigheder. Vi har brug for de rette hænder og hoveder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anni Matthiesen

MF (V), børne- og undervisningsordfører, handicap- og turismeordfører
HH (Esbjerg Handelsskole 1985), diplomuddannelse (Danmarks Forvaltningshøjskole 2003), Studentereksamen STX (Grindsted Gymnasium 1983)

0:000:00