Børns Vilkår: Den politiske kamp for mere magtanvendelse i skolen rammer de børn, der har det hårdest

Reelle problemer

Der synes at være en stigende polarisering i diskussionen om, hvad der skal til for, at lærere kan genoprette autoritet i klasseværelset. Den ene fløj, med undervisningsminister Mattias Tesfaye som den mest fremtrædende talsmand, udpeger de børn, der forstyrrer, som hensynsløse og uopdragne, og deres lærere og klassekammerater som ofre for den udadreagerende elevs opførsel. Der bliver talt om retssikkerhedsprincipper, strafarbejde og magtanvendelse.

Den anden fløj, hvor jeg hører til, mener omvendt, at også de børn, der forstyrrer, behøver hjælp og støtte. Vi løser kun problemerne gennem en bedre forståelse af årsagerne og ved at tilføre de rette ressourcer til skolen.

Alle er vi dog enige om, at problemerne med uro er reelle og skal håndteres. 

Der er brug for en massiv investering i folkeskolens mulighed for at hjælpe børn tidligt og med udgangspunkt i pædagogik, som virker.

Rasmus Kjeldahl
Direktør, Børns Vilkår

Det er ikke en nem opgave, hvordan man som lærer griber et barn, der oplever svigt derhjemme og derfor reagerer i skolen. Lærere står typisk alene med 27 andre elever, hvoraf flere har behov for at blive set og grebet af andre årsager.

Det kan synes som en noget nær umulig opgave, særligt med de ressourcer skolerne har til rådighed. Derfor er det på sin vis heller ikke underligt, når der bliver foreslået øgede beføjelser til at fjerne uroen med straf og magt. Det løser bare ikke problemet.

I stedet risikerer vi, at endnu flere børn mistrives i endnu sværere grad og får endnu højere fravær. Det gør kun skolerne og lærernes arbejde vanskeligere.

Der er brug for en massiv investering i folkeskolens mulighed for at hjælpe børn tidligt og med udgangspunkt i pædagogik, som virker. 

Den tanke synes at have spillet fallit på Christiansborg. I hvert fald foreslår den siddende regering – bakket op af dele af blå blok – øget brug af fysisk magt, afstraffelse og nye regler for bortvisning, som, de fleste troede, hørte fortiden til.

Der var en gang, vi accepterede, at urolige elever blev disciplineret med vold og magt. Meget er heldigvis sket siden da, og vi ved i dag, at børn altid reagerer på de rammer og forhold, de lever under. Det gælder også, når børn reagerer med vrede og udadreagerende adfærd.

Når vi er enige om, at dét er sandt, og når vi sort på hvidt kan se i vores data, hvordan netop børn udsat for svigt har sværere vilkår for at kunne trives i skolen, hvordan kan vi så samtidig gribe til bortvisning, fysisk magt og såkaldt skoletjeneste, når nogle af disse børn reagerer uhensigtsmæssigt? Den tilgang kan let føre til, at børnene svigtes igen.

En falliterklæring

Møder vi udadreagerende børn med samme hårdhed, som de møder verden med, så lærer vi dem ene og alene, at det er sådan, man opfører sig. Det er ikke en naiv påstand: Skeler man til skoler, der har haft held med at inkludere børn i undervisningen, som ellers har udfordret fællesskabet og været i risiko for højt skolefravær, så er det ikke en frygtbaseret udøvelse af lærerautoritet, der har virket. Tværtimod.

Moderaternes Rasmus Lund-Nielsen, der repræsenterede regeringen i Debatten for et par uger siden, anerkender selv, at det er en falliterklæring og et udtryk for symptombehandling, når man blandt andet foreslår røde bortvisningskort til elever, der har brug for hjælp til at være en positiv del af klassefællesskabet.

Det er næsten endnu mere pinefuldt, at de to føromtalte fløje tilsyneladende er enige om, at de her tiltag kun virker på den korte bane.

Det er dermed ikke udtryk for mangel på forståelse og viden, men snarere en direkte modvilje mod – på den mest hensigtsmæssige måde – at tilvejebringe de ressourcer, der kan hjælpe en gruppe af børn i skolen, der i mange tilfælde allerede er blevet svigtet så rigeligt derhjemme.