Carolina M. Maier: Nu er det nok med de rigide regler om fysisk afstand

Forhandlingerne om genåbning af Danmark er i gang, og for hver dag, der går, bliver jeg mere og mere bekymret for, hvad udmeldingerne bliver. Ikke mindst i forhold til vilkårene for vores børn, unge og ældre.

Jeg har selv en 15-årig 9. klasses-elev, og vi er tyndslidte. Både han og jeg. Han over den manglende sociale kontakt, den endimensionelle onlineundervisning og den irriterende mor, der hele tiden er over ham, for at holde ham til ilden og sikre, at han nu også bruger skoletiden på skole – og ikke alle mulige overspringshandlinger.

Jeg over den frygtelige rolle som høg over mit bytte, over den konstant nagende tvivl, om jeg er for skrap eller for slap, over at den her situation har skabt en stigende mislyd i min relation til min søn, som gør mig grædefærdig, fordi jeg bare gerne vi være en god mor – ikke en indpisker og udskælder.

I næste weekend skal jeg besøge min søster i Haderslev. I nærheden af, hvor hun bor, bor min gamle 'reservemor' på plejehjem. Hun er godt på vej mod de 92, stigende dement og kan næsten ikke høre.

Jeg håber af hele mit hjerte, at Haderslev Kommune, som i skrivende stund ikke tillader besøg på plejehjemmene, selv ikke efter den nye aftale, når at få faciliteterne i orden, så jeg kan besøge Grethe.

Og når jeg er der, vil jeg så gerne have lov til bare at give hendes arm et klem, så hun kan mærke mig og ikke må nøjes med at se mig gennem et plexiglas, mens jeg takker hende for alt det, som hun har gjort for mig i mit liv. Alle de gange, hvor hun har taget mig i sin favn og trøstet mig, når jeg har været ked af det. Måske er det sidste gang, jeg ser hende.

Staten har valgt en linje, som potentielt koster års indsatser i at forsøge at rette op på de psykiske skader, som omsorgssvigtede børn pådrager sig i løbet bare få måneder.

Carolina Magdalene Maier

Når jeg er bekymret for udfaldet af forhandlingerne, er det, fordi jeg er så bekymret for, hvad den fysiske afstand gør ved os som mennesker.

Om den pludselig bliver opfattet som det normale. Jeg er fortvivlende bange for, hvilke unikke livsøjeblikke vores unge mennesker fratages, som aldrig kan erstattes. Hvor stor fortrydelse og sorg de bagefter må bære rundt på.

Ikke mindst er jeg bekymret for de små børn. Det er velkendt, at et barns første 1.000 dage er de vigtigste i dets liv. Det er velkendt, at tidlig og ægte tilknytning er afgørende for et barns udvikling.

Hvordan kan vi med den viden forsvare, at små børn i vuggestuer og børnehaver får at vide, at de ikke må røre hinanden? Hvad gør det ved et barn, der er i gang med en socialiseringsproces, at han eller hun i potentielt mange måneder får at vide, at det er forkert at komme for tæt på de andre børn? Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende.

Jeg er bekymret for alle de børn og unge mennesker, som har forældre, der ikke kan tage ordentligt vare på dem, for eksempel børn af psykisk syge og misbrugere.

Hvem kommer dem til hjælp og undsætning i disse tider, hvor de er låst fast til hjemmet og ingen ser den eventuelle mistrivsel? Hvor lang tid tager det at hele det sår, der skabes, når et barn over længere tid ikke får sine basale omsorgsbehov opfyldt i hjemmet? En måned? Et år? Et liv?

Mit hjerte græder for de unge studenter, der om føje tid får huen på hovedet, hvis de ikke får lov at fejre deres studentereksamen på præcis samme måde, som det normalt gøres – med studenterkørsel til alle forældre, af hvilke det altid er mest synd for de sidste i rækken, for ingen spiser mere noget af al den dejlige mad, som de har brugt timer på at forberede, og ingen kan forstå den tågesnak, der kommer ud af munden på de unge mennesker. Alligevel er det – også for forældrene – et af de lykkeligste øjeblikke i livet.

Jeg kan ikke forstå, hvordan vi skal få vores ældre mennesker, særligt de, der er demente, til at forstå, at det ikke er, fordi vi ikke elsker dem, at vi ikke rører ved dem.

Jeg har en ven, der har det svært med ensomhed og i perioder er deprimeret. Hvilke konsekvenser har den langvarige isolation for alle de psykisk sårbare, der i forvejen synes, at livet nogle gange er forfærdeligt ensomt og indholdsløst? Han er en af dem, som jeg er begyndt at kramme igen. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at lade være.

Vores velfærdsstat har valgt en linje i denne krise, som stjæler uigenkaldelige perioder fra unge menneskers liv. Som fratager dem erindringsmætte øjeblikke af lykke. Øjeblikke, som vi normalt ser tilbage på med et smil i mundvigen og en tåre i øjet.

Staten har valgt en linje, som potentielt betyder, at små børn socialiseres til en omgangsform, som kan skade deres tilgang til andre mennesker livsvarigt.

Staten har valgt en linje, som potentielt koster års indsatser i at forsøge at rette op på de psykiske skader, som omsorgssvigtede børn pådrager sig i løbet bare få måneder.