Bliv abonnent
Annonce
Debat

Danmarks Lærerforening: Hvis bare pengene følger med, er Socialdemokratiets 'lilleskole' helt rigtig

Politikerne på Christiansborg nødt til at lave nogle hegnspæle om folkeskolens økonomi, der gør den bæredygtig og modstandsdygtig.
Her er den form for normering med 14 elever per lærer, som Socialdemokratiet har foreslået, et godt bud, skriver Gordon Ørskov Madsen.
Politikerne på Christiansborg nødt til at lave nogle hegnspæle om folkeskolens økonomi, der gør den bæredygtig og modstandsdygtig. Her er den form for normering med 14 elever per lærer, som Socialdemokratiet har foreslået, et godt bud, skriver Gordon Ørskov Madsen.Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
25. februar 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vores folkeskole fylder meget i debatten lige nu, og den står til at blive et centralt tema i den kommende folketingsvalgkamp.

For eksempel er Socialdemokratiet kommet med skoleudspillet om "lilleskolen" med fem milliarder kroner årligt til folkeskolen, klasseloft på 14 elever i indskolingen, 4.000 flere lærere og børnehaveklasseledere samt flere timer med to lærere i de ældste klasser

Det er entydigt positivt og helt nødvendigt, at politikerne på den måde stempler ind, for folkeskolen står for alvor over for nogle store udfordringer.

Med elever, der har stigende fravær og faldende faglighed. Med forældre, der i stigende grad vælger folkeskolen fra. Og med lærere, der forlader den – ikke fordi de har lyst, men fordi folkeskolen ikke giver dem mulighed for at være den lærer, de drømmer om at være.

Læs også

Klasseloftet modvirker lærermangel

Slagretningen i Socialdemokratiets forslag er helt rigtig – både for elevernes undervisningsmiljø og lærernes arbejdsmiljø.

Der er væsentlig større mulighed for at lykkes med læseundervisningen i de mindste klassetrin med 14 elever frem for 26.

Der vil være mere ro og en langt større chance for, at eleverne oplever at blive hørt – og at de lytter mere til hinanden. Det vil både være en gevinst i indskolingen og også i forhold til at forbedre elevernes faglige og sociale udvikling på mellemtrinnet og i udskolingen.

På det stærke fundament – maksimum 14 elever per lærer – skal vi naturligvis bygge fleksibiliteten ind. Der vil være undervisningsforløb, hvor man slår to klasser sammen og to lærere gennemfører undervisningen sammen. Men klasseloftet forhindrer, at man sparer den ene lærer væk.

Det vigtigste er, at investeringer i folkeskolen er markante, og det lader der til at være konsensus om både blandt skolens parter og hos de politiske partier.

Gordon Ørskov Madsen
Formand, Danmarks Lærerforening

Der er ingen tvivl om, at det er ambitiøse forslag som dette, der kan være med til at trække nogle af de 40.000 læreruddannede, der i dag arbejder uden for folkeskolen, tilbage.

En modstandsdygtig folkeskoleøkonomi

Der kan sagtens være andre løsninger til at forbedre folkeskolen. Derfor er det kun godt, hvis øvrige partier nu også kommer på banen med deres visioner for folkeskolen.

Det vigtigste er, at investeringer i folkeskolen er markante, og det lader der til at være konsensus om både blandt skolens parter og hos de politiske partier.

Det er helt nødvendigt, at vi har en bred og fælles erkendelse om dette.

Og så er det afgørende, at der kommer bindinger på investeringerne. Alt for ofte forsvinder midler, der ellers var målrettet skolerne. Vi har set det med den såkaldte lærermilliard, der blev aftalt med finansloven for 2020.

Læs også

Den førte kortvarigt til flere lærere i forhold til elevtallet, men pengene blev siden kanaliseret over i andre velfærdsområder, da lærermilliarden overgik til bloktilskuddet og bindingerne forsvandt.

Det sker, fordi man i kommunerne ofte står i en rigtig svær økonomisk situation i forhold til de mange opgaver, de skal løse.

Og det er politikerne på Christiansborg nødt til at forholde sig til, når de investerer i folkeskolen – at lave nogle hegnspæle om folkeskolens økonomi, der gør den bæredygtig og modstandsdygtig.

Her er den form for normering med 14 elever per lærer, som Socialdemokratiet har foreslået, et godt bud.

Vi skal udvikle undervisningen, styrke samarbejdet med forældrene og skabe tydeligere rammer for eleverne. Men vi kommer ikke derhen uden at betale for det.

Gordon Ørskov Madsen
Formand, Danmarks Lærerforening

Ingen løsninger uden investeringer

Der er mange veje til Rom. Og der skal mange forskellige tiltag til for at forbedre folkeskole.

Vi skal udvikle undervisningen og skabe større variation, styrke samarbejdet med forældrene, skabe tydeligere rammer for eleverne og meget mere. Men vi kommer ikke derhen uden at betale for det.

Vi skal selvfølgelig diskutere detaljerne og løsningerne, men det må ikke overskygge det vigtigste: Der skal investeres i folkeskolen. Vi har ikke råd til at lade være.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026