Uden dannelse er den grønne omstilling noget nær utopisk

Den grønne omstilling hænger uløseligt sammen med dannelse. Faglig viden om miljø er ikke nok til for alvor at sætte skub i den grønne omstilling. Det vigtigste er refleksioner, holdninger og ejerskab, skriver Hanne Pontoppidan.

På skolerne bliver der undervist i verdensmål og bæredygtighed. Men hvis den grønne omstilling skal op i næste gear, skal vi have dannelse med, skriver Hanne Pontoppidan.Foto: Uddannelsesforbundet

Hanne Pontoppidan

Formand, Uddannelsesforbundet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lige nu er der stærkt fokus på udfasning af diesel og benzin til vores køretøjer. Vi skal have elbiler, elknallerter og elbusser. Der bliver stillet et utal af ladestandere op, og automekanikerne skal have viden om elmotorer. Også gassen til opvarmning af huse skal ud og fjernvarmen ind. Vi skal have gravet i hundredvis af kilometer fjernvarmerør ned.

Det mangler vi håndværkere til, lyder det fra alle sider. Og ja, det er helt korrekt. Men dagsordenen for den grønne omstilling er bare meget større. Det er ikke enkeltbrancher eller segmenter, der kan og skal bære den. Det skal vi alle sammen – i alle brancher, i vores arbejde, gennem alle uddannelserne og som privatpersoner.

Min første pointe er, at det ikke er en dagsorden, som alle bare selv finder ind i og tager på sig. Vi er nødt til som samfund at arbejde bevidst med den på mange niveauer. Ikke mindst på uddannelsesområdet.

Og når vi taler om at uddanne til den grønne omstilling, bliver dannelsesbegrebet utroligt centralt: Den almene og faglige dannelse, hvor man får den nødvendige viden til at reflektere og en bevidsthed om, hvad ens egne handlinger betyder for miljø og bæredygtighed, og som kan overføres til ens eget liv, arbejde og branche.

Det kræver en mental kulturændring, hvis vi skal ændre noget grundlæggende i vores liv og arbejde.
Hanne Pontoppidan
Formand, Uddannelsesforbundet

Vi får ikke Danmark omstillet til et mere grønt og bæredygtigt samfund alene ved at øge vidensniveauet om miljøet. Viden er vigtig, ja, men det er refleksioner, holdninger og ejerskab, der er det vigtigste.

Det kræver en mental kulturændring, hvis vi skal ændre noget grundlæggende i vores liv og arbejde. Og det skal være alle borgere, der ønsker ændringerne og kan se meningen med en forandret livsførelse.

Min anden pointe er, at politikernes fokus på fjernvarme og ladestandere er alt for forsimplet. Og ved det konstante fokus på enkeltbrancher formidler de et billede til os alle om, at det er her, løsningen ligger.

Det skal op på en langt større klinge og involvere alle brancher.

Også de ansatte med merkantile uddannelser, der står for virksomhedernes indkøb og forsendelser, og som dermed sætter et markant aftryk på virksomhedernes grønne profil. Også kantinemedarbejderne, som vælger menu og mængder og giver den enkelte en bevidsthed om betydningen af maden – og måske også en oplevelse af, at grøn mad kan være andet end usaltede mungbønner. Og også medarbejderen, som får en bevidsthed om, at en lidt længere produktionstid ved maskinen kan give mindre skrot og dermed ressourcespild – for ikke at tale om den håndværker, der genbruger materialerester fra kunderne, og som dermed gør en stor forskel for virksomheden og i samfundet.

Jeg mener alle brancher.

Læs også

DFS: Behovet for kvalificeret arbejdskraft er massivt – alligevel er der færre elever på voksenuddannelser

Min tredje pointe er, at det også involverer alle uddannelser fra grundskole til ungdoms- og voksenuddannelserne. Politikerne har et stort ansvar for at sikre balancerne i uddannelsernes bekendtgørelser, og på eud og amu har arbejdsmarkedets parter et tilsvarende stort ansvar i forhold til uddannelsesordningerne.

Jeg vil her rejse flaget for, at uddannelsesbekendtgørelser og uddannelsesordninger revideres på en måde, så vi sikrer det tilstrækkelige fokus på bæredygtigheden i undervisningen og elevernes kompetencer. Men samtidig, at man i revisionen er meget opmærksomme på, at bæredygtigheden ikke bare bliver en ekstra opgave oveni de øvrige, når de reviderede uddannelser rammer skolerne og undervisningen, så der bliver ”overlæs” for lærere og elever.

Der skal være balance mellem tid og pensum. Og der skal afsættes tid, så eleverne får den nødvendige undervisningstid, og så lærerne får den nødvendige tid til at kunne løfte opgaven. Og endelig skal det sikres, at dannelsesaspektet får tilstrækkelig fylde.

Der skal afsættes tid, så eleverne får den nødvendige undervisningstid, og så lærerne får den nødvendige tid til at kunne løfte opgaven
Hanne Pontoppidan
Formand, Uddannelsesforbundet

Dernæst skal alle niveauer i organisationen – også bestyrelser og ledelse – arbejde med at implementere en bæredygtig strategi for uddannelserne. Det kræver et organisationsudviklingsprojekt, for der skal investeres i nye materialer, maskiner, ses på nye arbejdsgange og ikke mindst lærernes kompetenceudvikling.

Det er jo dem, der i sidste ende får ansvaret for at implementere den grønne omstilling i undervisningen. I efteruddannelsesindsatsen skal der derfor både være fokus på det faglige og det pædagogiske i at undervise i og med bæredygtige perspektiver.

Mit forslag er, at alle skoler via deres samarbejdsudvalg laver en handlingsplan for, hvordan man vil sikre en ansvarlig implementering af denne (ikke helt lille) omstilling i både egen tilrettelæggelse, undervisning og kompetenceudviklingsplan.

Det er høje og store krav. Men de er nødvendige, og vi har meget travlt.
Hanne Pontoppidan
Formand, Uddannelsesforbundet

Det er høje og store krav. Men de er nødvendige, og vi har meget travlt. Derfor har vi brug for, at posen igen bliver rystet i forhold til en overordnet national strategi, der både sætter mål, men også giver anvisninger på, hvordan vi får implementeret de bæredygtige og grønne omlægninger – på alle niveauer i uddannelsessektoren og for samfundet som helhed.

Det skal ske, så vi sikrer, at den grønne omstilling ikke får en social slagside. De kortest uddannede og grupper uden for arbejdsmarkedet skal også involveres og være med.

Vi kan godt. Vi er godt i gang flere steder, og heldigvis er mange gået i gang som privatpersoner. De fleste har fået styrket bevidstheden om værdien af genbrug af både mad, tøj og gamle møbler. Vi køber elbiler og affaldssorterer som aldrig før. Vi har nedbragt både energiforbrug og madspild – blandt andet også hjulpet på vej af de massivt stigende priser.

I løbet af få år har vi faktisk taget nogle syvmileskridt på denne dagsorden. Men vi skal tage langt flere og som nævnt få alle med til også at handle på den bæredygtige viden. I alle brancher, på alle uddannelsesinstitutioner, på alle uddannelser og i vores private og faglige liv.

Men det skal ske, fordi vi gerne vil, og fordi vi alle kan se nødvendigheden af det.

Politik har aldrig været vigtigere