DEA: Performancemidler kan skabe flere problemer end de løser

Af Maria Theresa Norn
Analysechef i Tænketanken DEA

Der er nok at tage fat på for den nye uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).

Ikke mindst i forhold til at sikre gode rammer for dansk forskning, fordi den spiller en afgørende rolle i udviklingen af nye talenter, innovation og vækst i Danmark.

Men, som beskrevet i en 'tilstandsrapport' fra DEA, viser fundamentet under det danske forskningssystem tegn på alvorlige revner. Der er identificeret en række K3’er, og dem skal vi analysere og debattere, hvis vi skal fastholde og fortsat styrke kvaliteten i dansk forskning.

Hvordan skal pengene fordeles?
Et af målene i regeringens egen forsknings- og innovationspolitiske strategi fra december 2017, 'Danmark – klar til fremtiden', er, at dansk forskningskvalitet skal være på højeste internationale niveau.

Det skal blandt andet sikres ved en såkaldt Nobelpagt. Ambitionen er god, men som vi påpegede i et tidligere indlæg, er Nobelpagten sandsynligvis ikke den bedste vej til at sikre kvalitet i hverken toppen eller bredden af dansk forskning.

Erfaringer viser, at det er svært at pege på gode indikatorer for kvalitet i forskningen, særligt på tværs af forskningsområder.

Maria Theresa Norn
Analysechef i Tænketanken DEA

Forskningskvaliteten skal ifølge regeringens strategi også sikres ved indførsel af en ny model for fordeling af basismidler til universiteterne, som via indikatorer belønner kvalitet. Et netop udpeget uafhængigt ekspertudvalg skal hjælpe med det forberedende arbejde bag denne nye model.

Det er vigtigt, at vi har en tidssvarende og transparent model for, hvordan vi fordeler basismidlerne mellem universiteterne.

Men Tænketanken DEA stiller spørgsmålstegn om, og i givet fald hvordan, en performancebaseret model for fordeling af basismidler kan bruges til at fremme kvalitet i forskningen.

Fem udfordringer for performancemidler
Erfaringer viser, at det er svært at pege på gode indikatorer for kvalitet i forskningen, særligt på tværs af forskningsområder.

Ulemperne ved nogle af de mest anvendte indikatorer, såsom antallet af videnskabelige publikationer, antallet af citationer og evnen til at tiltrække konkurrenceudsatte forskningsmidler, bliver stadig tydeligere.

Det er også uklart, om effekterne af performancebaserede allokeringsmodeller for basismidler står mål med de betydelige omkostninger forbundet med deres udvikling og implementering.

Forskning peger på, at selv om performancebaserede allokeringsmodeller kan bidrage til de ønskede effekter, er de også tilbøjelige til at have en række utilsigtede virkninger. Faktisk advarer førende udenlandske forskere klart imod at koble fordeling af forskningsmidler til vurderinger af forskningskvalitet og slår fem ting fast.

For det første, at performancebaserede finansieringsmodeller styrker incitamenter til konkurrence mellem universiteter; samtidig efterspørger både DEA og Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd styrkede incitamenter til samarbejde og koordinering i sektoren.

For det andet belønner performancebaserede modeller primært institutioners historiske performance. og dermed kan de forstærke den eksisterende elite.

For det tredje kan de føre til strategisk adfærd eller ’gaming’ i sektoren uden nødvendigvis at medføre forbedringer i dens performance.

For det fjerde må de forventes at forstærke allerede uhensigtsmæssige incitamenter til ’inflation’ i videnskabelige publikationer.

For det femte kan disse modeller føre til mere ensartet og inkrementel forskning på bekostning af diversitet og mere risikofyldt forskning.

Det her er dybt bekymrende, da det er den nyskabende forskning, som åbner for videnskabelige og teknologiske gennembrud, og fordi nybrudsforskningen, som beskrevet i DEAs førnævnte tilstandsrapport, i forvejen har trange kår i Danmark.

Som minimum bør vi huske at diskutere, i hvilken grad performancebaserede modeller for fordeling af basismidler kan anvendes til at fremme kvalitet i forskningen. Her kan ekspertudvalget bidrage med vigtig indsigt i forskellige målsætninger for performancebaserede modeller for fordeling af basismidler og i fordele og ulemper ved alternative tilgange til udviklingen af disse modeller.

Det vigtige spørgsmål
Derudover bør vi diskutere andre mulige veje til at fastholde og udbygge kvalitet i forskningen.

Heldigvis peger regeringens egen forsknings- og innovationspolitiske strategi på nogle af disse, ligesom der er inspiration at hente fra blandt andet DEA og Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd.

Det vigtige spørgsmål, som vi skal holde fast i, er, hvordan vi skaber ordentlige betingelser for den offentlige forskning. Det indebærer at skabe bedre vilkår for den nyskabende forskning, at styrke incitamenter for samarbejde universiteterne imellem og at skabe bedre rammer for både den etablerede og den yngre forsker.

Vi bør også tilstræbe brede politiske aftaler og mere langsigtede bevillinger på forskningsområdet, som skaber ro og plads til at fokusere på at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at de politiske skåltaler om at få dansk forskning i verdensklasse også bliver omsat til handling.