DPU-leder: Unge skal mødes med et passende forventningspres

DEBAT: Frem for at tage forventningspresset af børn og unge skal der arbejdes med at udvikle et passende højt pædagogisk pres. Høje forventninger fremmer – i de rette doser – trivsel og livsduelighed. Beskyttelse mod pres har den modsatte effekt, skriver Claus Holm

Af Claus Holm
Leder af Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet

Skoleelever og studerende får større udbytte af undervisningen, når deres lærere, undervisere og pædagoger møder dem med passende høje og individuelt udfordrende forventninger til deres indsats og udvikling. Det gælder bredt, og det gælder i forhold til elever med vanskelige udgangspunkter og lave forventninger til egne præstationer.

Den mekanisme er alment anerkendt inden for pædagogisk forskning. Optimistiske og passende høje forventninger kombineret med fokus på indsats frem for evner fører til øget læring. Og bid mærke i ordet ”passende”. Det dækker over, at man skruer ned for presset hos elever med urealistisk høje forventninger til sig selv, og op når forventningerne er for lave.

Den tænkning vil være gavnlig at overføre til debatten om stigende mistrivsel blandt børn og unge og ikke mindst til indsatsen for at komme mistrivslen til livs. Mistrivsel opstår blandt andet, når man bliver mødt – eller møder sig selv – med for højt eller for lavt forventningspres.

Helt grundlæggende vil det derfor give mening at flytte fokus fra trivsel til livsduelighed.

Livsduelighed frem for trivsel
Trivsel tager afsæt i et lykkebegreb, som kan være urealistisk at leve op til. Evigt lykkelige læreprocesser med konstant nydelse findes for eksempel ikke. Mere generelt vil et ideal om lykkelig trivsel næsten med sikkerhed føre til nederlag – på samme måde som tidens udbredte perfektionspres (selvpålagt eller fra samfund, familie og venner) kan føre til alt for voldsomme nederlagsfølelser, når det perfekte ikke opnås. Det bliver til perfektionsskam og mistrivsel.

Livsduelighed derimod har ikke som ideal, at man skal lykkes hele tiden. Det handler om at leve i det uperfekte. I en hverdagstilværelse med alt, hvad det rummer af uperfektion, modgang, sejre, nederlag og så videre. Livsduelighed tager afsæt i forestillingen om, at ethvert barn og ungt menneske rummer et potentiale, der kan udvikles, svagheder der kan overkommes, og styrker, der kan forbedres.

Og så er vi tilbage ved det med at fastholde et vist pres. At blive mødt af passende krav om – og tro på, at det er muligt – at overskride egne grænser og forbedre sig er en vigtig del af at opbygge livsduelighed.

Unge skal lære at håndtere forventningspresset
Spørgsmålet er dermed også, om vi skal møde børn og unge med en beskyttelses- eller en forbedringstankegang. Skal vi beskytte de unge mod pres, eller lære dem at håndtere og justere forventningspresset?

Mit bud er, at det vil gøre dem mindre ulykkelige og mere livsduelige, hvis vi møder dem med et passende forventningspres og lærer dem at håndtere det. Herunder også med ærlighed om, at nogle kan og skal præstere lidt mere, end de selv tror, mens andre skal skrue ned for presset.

Recepten er altså at møde dem med krav i individuelt passende doser, der får dem til at overskride egne grænser. Der er ret stor forskningsbaseret dækning for den tilgang, og det vil være et vigtigt input til det nye trivselskontor i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Men samtidig skal vi vide mere om problemet, før vi kan gå i kvalificeret løsnings-mode. Også selvom vi, siden der for godt to år siden blev slået lykkealarm, allerede er blevet klogere.

Blandt andet står det efterhånden ret klart, at mistrivslens omfang formentlig blev stærkt overdrevet.

Hurtige løsninger fører til forventningsdiskrimination
Man kan ikke tale om en hel generation af perfektionspressede børn og unge. Derfor skal vi passe på med at ”sygeliggøre” almindelige unge og tale et selvforstærkende problem op.

Vi ved, at flertallet af de unge har det godt, men et voksende mindretal af unge plages af helbredsproblemer, dårlig trivsel eller usund adfærd. Problemet er der, og det er voksende.

Vi ved også, at piger rammes hårdere end drenge – mistrivslen har kønsmæssig slagside.

Og så ved vi, at mistrivslen har en social slagside. Både dårlig sundhed og mistrivsel fylder mere blandt de lavere sociale grupper.

Problemet har mange udtryk, og det er af samme grund ikke sikkert, at hurtige løsninger som ”afskaf alt pres” er det rigtige. Det vil blot føre til ubegrundet forventningsdiskrimination af piger og socialt udsatte grupper.

Der er brug for en ny betænkning
Vi ved altså ikke nok om årsager, omfang og konkrete løsninger. Det skal der bruges kræfter og penge på.

Og så er tiden måske også moden til et mere langtrækkende politisk valg. For cirka 60 år siden, i 1958, fik vi den såkaldte Blå Betænkning, der gjorde det til skolens opgave at fremme mulighederne for, at børn kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.

Tiden er måske moden til en ny betænkning – den kunne være grøn – der gør social bæredygtighed og fremme af, at alle børn kan vokse op som livsduelige mennesker til en central del af skolens opgave.

Forrige artikel Velfærdsforsker: Vi ved ikke meget om, hvorfor unge mistrives Velfærdsforsker: Vi ved ikke meget om, hvorfor unge mistrives Næste artikel DA:  Der er mange gode grunde til at være optimistisk om AMU-systemet DA: Der er mange gode grunde til at være optimistisk om AMU-systemet