DPU-lektor: Flere læreruddannelser medfører ikke X-factor-tilstande

Opdigtet og falsk modsætning
Harder skriver fejlagtigt, at jeg mener, at "private kursusudbydere" skal konkurrere om at udbyde læreruddannelse. På dette frit opfundne grundlag kan han så gøre mig til talsmand for fri konkurrence på uddannelsesområdet og skabe sin egen position som fortaler for samarbejde snarere end konkurrence.

Denne modsætning er ikke blot opdigtet og falsk, men forekommer paradoksal, al den stund at Harder bruger den til at holde konkurrenter ude af den del af uddannelsesmarkedet, hans egen organisation har monopol på. I det hele taget klinger det hult, når Harder sætter den præmis for diskussionen af læreruddannelsen, at den skulle være hævet over konkurrence, samtidig med at den organisation, Harder er ansat i, bruger millioner af kroner på at markedsføre deres uddannelser. I 2014 brugte professionshøjskolerne ifølge Politiken 68 millioner kroner.

Det forekommer mærkeligt, at det ikke er de blinkende bannere og reklamefilm, som hans egen organisation producerer, der giver Harder associationer til X-factor og popularitetskonkurrencer, men mit forsøg på at skifte perspektiv fra læreruddannelsens umiddelbare egeninteresse til samfundets almene interesse i at få en situation på læreruddannelsesområdet, hvor studerende rekrutteres bredt, således at landets skoler får et så bredt udvalg af så gode lærere som muligt.

Som læsere af min kronik vil kunne konstatere ved selvsyn, er mit fokus ikke på konkurrencen mellem forskellige institutioner, men på det forhold, at forskellige institutioner kan noget forskelligt, og derfor vil kunne samarbejde om at skabe en mere faglig mangfoldig og specialiseret skole.

Universiteter og professionshøjskoler
Ud over brugen af falske og fordrejede modsætninger argumenterer Harder ved hjælp af selvmodsigende eksempler, som når han vil vise, hvor langt ude det er at ville løse læreruddannelsens problemer ved at oprette alternative veje til lærerjobbet. Man søger jo heller ikke at løse problemer, som opstår på universiteternes uddannelser, ved at flytte noget af dem over på professionshøjskolerne, argumenterer han.

Eksemplet er selvmodsigende, fordi det rent faktisk er muligt at studere en række uddannelser både på universitetet og professionshøjskolen. Vil man ikke læse en af universiteternes ingeniøruddannelser er det muligt at læse til diplomingeniør på professionshøjskolerne; på samme måde eksisterer der alternativer til universiteternes forvaltningsuddannelser på professionshøjskolerne, hvor man kan blive professionsbachelor i administration og i skat. Vil man uddanne sig til journalist, kan man både gøre det på universitetet og på Journalisthøjskolen.

Det er således usagligt at påstå, at flere læreruddannelser vil medføre en X-factor-lignende situation, når mange andre uddannelser fungerer ud fra denne præmis, og når læreruddannelser i lande, vi normalt sammenligner os med – som Canada, USA og Israel – også gør det. Logisk må det jo medføre, at Harder mener, at disse uddannelser og læreruddannelsen i disse andre lande befinder sig i en X-factor-lignende situation.

Uddannelsesalkymi
Men hvad er så Harders egen løsning?

"Vores studerende skal blive dygtigere til at benytte teoretisk viden til at forstå virkeligheden i skolen," skriver han og slår fast, at det handler om "at få teori og praksis til at smelte bedst muligt sammen".

Denne uddannelsesalkymistiske tanke – at udvikling handler om at smelte teori om til praksis – er igennem hele læreruddannelsens historie blevet brugt til at sætte nytænkning i stå.

I min kronik henviser jeg til, at forskere fra udlandet kritisk diskuterer, hvorvidt et øget fokus på praksis skulle give en bedre læreruddannelse, og understreger, at man bør passe på med at se forsøget på at integrere teori og praksis, som noget entydigt godt, da integration let kommer til at betyde, at både teori og praksis behandles mere overfladisk.

Denne type belæg og argumentation bider åbenbart ikke på Harder, hvis indlæg ender med et næsten rørende forsøg på at sætte modparten på plads: "Og så lader vi X-factor blive i fjernsynet, hvor det hører hjemme." Man mangler kun lige den velmenende, varme hånd på skulderen.

Kollektiv logik i frigear
Der er tale om et absurd stråmandsargument, der næsten er en Erasmus Montanus værdig. Denne kunne som bekendt bevise, at Lillemor er en sten, fordi Lillemor og en sten har det karaktertræk tilfælles, at de ikke kan flyve. Det er ud fra samme bevisførelse, at Harder beviser, at mit forslag vil gøre læreruddannelsen til en X-factor-konkurrence: Der er tre læreruddannelser i Bjerres forslag, og der er tre deltagere i X-factor-finalen, ergo vil Bjerre gøre læreruddannelsen til en X-factor-konkurrence.

Eksemplet udstiller, hvordan man kan sætte en debats kollektive logik i frigear. Det hjælper ingen, slet ikke den institution og sag, Harder kæmper for. Metakommunikationen bliver nemlig, at institutionen kerer sig mere om sine egne interesser end om manglen på den rette mængde kvalificerede ansøgere til landets lærerstillinger.

Der er en grænse for, hvor meget afstand mellem intellektuel og institutionel muskelmasse, der er plads til i toppen af vore uddannelser. Det er vigtigt, at vore dekaner og rektorer – ved siden af deres mere mondæne dagsordener – også sætter en dyd i at repræsentere de værdier og den tankeform, som resten af organisationen er sat i verden for at dyrke. Tør jeg minde om, at folkeskolen, og dermed også læreruddannelsen, er sat i verden for at dyrke åndsfrihed og demokrati.