Ekspert i unges trivsel forlader Herlufsholms bestyrelse

Noemi Katznelson forlader posten som eksternt bestyrelsesmedlem efter TV 2's afsløringer af en række krænkelser på skolen. "Udsendelsen gør det klart for mig, at det, jeg tidligere har fået øje på, kun er toppen af et større isbjerg," skriver hun i et indlæg på Altinget.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Andreas Wind

Herlufsholm Skole og Kostskole mister sit første medlem af bestyrelsen, efter at den omdiskuterede dokumentar 'Herlufsholms Hemmeligheder' blev bragt på TV 2. 

Jeg skal være ærlig og sige, at det er noget af det sværeste, jeg til dato har oplevet i mit efterhånden 25-årige arbejdsliv.

Noemi Katznelson
Professor og centerleder ved Aalborg Universitet

Det drejer sig om Noemi Katznelson, der til daglig er professor og centerleder ved Aalborg Universitet og har siddet som eksternt bestyrelsesmedlem for skolen siden 2019.

Det meddeler hun i et debatindlæg i Altinget

Læs også

"Der er elevfortællinger og oplevelser, som i omfang og karakter fuldstændig overstiger det, tidligere sager havde indikeret," skriver Katznelson om dokumentaren.

"Udsendelsen gør det klart for mig, at det, jeg tidligere har fået øje på, kun er toppen af et større isbjerg," skriver hun videre.

Blev hentet ind som ekspert i unges trivsel

Med sin baggrund som ungdomsforsker blev Noemi Katznelson i 2019 kontaktet af skolens bestyrelse, som søgte en ungdoms- og trivselskyndig på en af skolens to eksterne bestyrelsesposter. Hun har blandt andet redigeret bogen 'Den svære Ungdom' om unges mistrivsel. 

I indlægget fortæller hun, at en sag fra slutningen af 2021, hvor fire elever blev bortvist efter krænkelser af en anden elev, fik hende til at tage initiativ til en ekstern og uvildig pædagogisk undersøgelse af skolens kultur. Det bakkede resten af bestyrelsen op om.

Men TV 2-dokumentaren viser ifølge Noemi Katznelson, at der er brug for andre kræfter end hende til at rette op på kulturen på skolen:

"Jeg er ikke den rette til at være drivende i en institutionel forandringsproces af det omfang og af den karakter, som skolen står overfor," skriver hun.

I indlægget kommer hun også ind på den præfektordning, man har haft på Herlufsholm, og som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har kritiseret i kølvandet på dokumentaren.

Noemi Katznelson bakker fortsat op om den siddende bestyrelse:

"Jeg har tiltro til bestyrelsen og formanden, Torben von Lowzows, ønske om at skabe forandringer på skolen," skriver hun.

Rubrikken er justeret torsdag 12. maj klokken 16.02.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Noemi Katznelson

Professor, forskningsleder, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet KBH, bestyrelsesmedlem, VIA University College, Tietgenfonden, Nordea-fonden
cand.mag. i pædagogik og historie, ph.d. i uddannelsesforskning (RUC 2004)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00