EVA: Her er de mest grundlæggende problemer ved UPV’en

Aktuelt er der fra politisk hold stort fokus på uddannelsesparathedsvurderingerne (UPV), herunder om betegnelsen ’ikke-parat’ bør erstattes af en mere positiv formulering.

I lyset af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA’s) undersøgelser og andres forskning om UPV må vi dog sætte et mere grundlæggende spørgsmålstegn ved UPV’en, som ikke bare forholder sig til, hvornår man bør uddannelsesparathedsvurdere, eller hvad man bør kalde vurderingen. Nemlig om selve formålet med vurderingen af de sociale og personlige forudsætninger.

UPV’en har både en pædagogisk funktion, hvor den er et redskab til at identificere og hjælpe ikke-parate elever med at blive parate til en ungdomsuddannelse, og en adgangsgivende funktion, hvor den indgår som forudsætning for optagelse til ungdomsuddannelse.

Spørgsmålet er, om sidstnævnte funktion overhovedet giver mening,

Udfordring 1: Elever stemples på personligheden

EVA’s undersøgelser viser, at mange elever oplever UPV’en som et negativt stempel, der kan være demotiverende og stressende. En stemplende effekt, som lærerne også udtrykker kritik af.

EVA’s undersøgelser viser, at mange elever oplever UPV’en som et negativt stempel, der kan være demotiverende og stressende.

Anne Sophie Madsen og Sigurd Klausholdt-Larsen
Hhv. chef for ungdomsuddannelser og juniorkonsulent, Danmarks Evalueringsinstitut

Vurderingen af de sociale og personlige forudsætninger går selvsagt ’tæt’ på eleven som menneske, hvorfor de særligt bidrager til det negative stempel. Det er ikke bare dine evner i matematik eller dansk, der vurderes, men din ansvarlighed, samarbejdsevne, selvstændighed og tolerance.

UPV’ens vurdering ligger altså, skarpt skåret, ikke langt fra en vurdering af, om du er et godt menneske.

Vi kender ikke til andre lande, der har personlige og sociale forudsætninger – eller noget der minder om - som adgangsgivende krav i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. Så i et internationalt perspektiv forøges behovet for begrundelser for en fastholdelse af de sociale og personlige forudsætningers adgangsgivende funktion.

Udfordring 2: Subjektiv og ulige vurdering

Undersøgelser, der ser på, hvordan lærerne vurderer eleverne, peger på, at lærernes vurderinger af elevernes personlige og sociale forudsætninger har en klar subjektiv karakter. Det vil eksempelvis sige, at lærerne fortolker vurderingskriterierne forskelligt.

Dette passer dårligt med ideen om lighed i uddannelsessystemets vurderinger og de politiske vedtagne ambitioner om en vurdering på klare og objektive kriterier.

Lærernes subjektive vurderingspraksis er dog langtfra uforståelig. For hvordan er det overhovedet muligt at lave en objektiv og samtidig meningsfuld vurdering af så komplekse forhold som eksempelvis elevers selvstændighed og respekt? Og hvordan skal man kunne beskrive for de ikke-parate elever, hvornår de har forbedret deres tolerance tilstrækkeligt til at gå fra vurderingen ”ikke-parat” til ”parat”?

Vanskelige spørgsmål, der også kan pege på en afsked med de sociale og personlige forudsætningers adgangsgivende funktion.

Udfordring 3: Vurderinger kan devaluere erhvervsuddannelsernes status

EVA’s undersøgelser tyder på, at vurderingen af de sociale og personlige forudsætninger kan devaluere erhvervsuddannelsernes status. Det ligger implicit og eksplicit i vurderingen, at visse ungdomsuddannelser kræver særlige personlige og sociale forudsætninger.

Det forstærker et uheldigt hierarki, og man må stille spørgsmålet, hvorfor en gymnasial uddannelse kræver ”stærkere” personlige og sociale forudsætninger end en erhvervsuddannelse, hvor du skal fungere på en arbejdsplads?

Og hvis de ikke gør, hvilken adgangsgivende rolle er der så for de sociale og personlige forudsætninger tilbage at spille?

De sociale og personlige forudsætninger har en relevant pædagogisk funktion

EVA’s undersøgelser viser, at de sociale og personlige forudsætningers pædagogiske funktion er meningsfuld i lærernes optik. Det giver mening at forberede eleverne på, hvad der kræves på ungdomsuddannelserne, og det giver mening at gøre det før afslutningen på 9. klasse, så eleverne har en chance for at få den relevante støtte.

Så der er bestemt gode argumenter for at fastholde den pædagogiske funktion, som i øvrigt hele tiden har været den bærende intention i UPV’en i 8. klasse; nemlig at identificere og støtte de elever, som har brug for en særlig indsats for at blive klar til en ungdomsuddannelse.

Den adgangsgivende funktion kan også være et disciplinerende værktøj, lærerne kan bruge for at få eleverne til at yde en ekstra indsats. For nogle lærere kan det vække bekymring at skulle miste det redskab, men det kan aldrig blive et argument for et system som UPV, der er sat i verden for elevernes skyld.

Endelig må man i den diskussion lige holde sig for øje, at der faktisk er meget tydelige adgangskrav til gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser – nemlig karakterkravene. Krav, der er til at forholde sig til.