FGU-direktør: Hele uddannelsessektoren trænger til en tur i vaskemaskinen

Vi har travlt med at drukne de unge i tårnhøje krav, alt imens vi i uddannelsessektoren lader os selv gå fri. Men tiden er inde til at løfte blikket og turde tænke uddannelsessektoren helt anderledes i sin grundform, skriver Jørgen Ravnsbæk Andersen.

Vi skal forvente meget af vores unge, men vi skal også spørge os selv, om vi med firkantede krav og flere tests er med til at presse de unge ud i ikke at føle sig gode nok, skriver Jørgen Ravnsbæk Andersen.Foto: Pressefoto, FGU Nordvestsjælland

Jørgen Ravnsbæk Andersen

Direktør, FGU Nordvestsjælland

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et stort antal unge under 25 år er hverken i uddannelse eller job, og det er der mange årsager til – sociale, faglige og personlige. Men vi bør også kigge på uddannelsessektoren. For passer den egentlig til de unge, eller er det i virkeligheden lige nu de unge, der skal passe ind i uddannelsessektoren?

Efter min mening trænger hele sektoren til en tur i vaskemaskinen. Når vi ser tilbage på de seneste årtier, har samfundet, eleverne og ungdommen ændret sig markant, men man kan spørge sig selv, om uddannelsessektoren egentlig er fulgt med. I dag stilles der krav om test (i folkeskolerne op mod 51 gange på ni år), der er aktive læreplaner helt ned i vuggestuen og de unge bliver præsenteret for store opgaver allerede tidligt i deres skolegang.

Men er det svaret? Hvad nu, hvis man ikke lige passer ind i læreplanerne eller i uddannelsessektorens utallige test og krav om valg af retning i en meget tidlig alder?

Jeg mener, at vi bør gøre mere for at tilpasse os denne gruppe. På samme måde som erhvervslivet tilpasser sig forbrugerne i en erkendelse af, at man ikke kan presse en firkant ned i et rundt hul.

Vi voksne hylder hinanden, hvis vi skifter spor og efteruddanner os i nye retninger, mens unge forventes at gå en snorlige vej
Jørgen Ravnsbæk Andersen

Hvis vi kigger 30 år tilbage, hvor kravene var anderledes, og de unge ikke konstant blev målt og vejet, var mistrivsel ikke et lige så stort issue som i dag. Vi skal forvente meget af vores unge, men vi skal også spørge os selv, om vi med firkantede krav og flere tests er med til at presse de unge ud i ikke at føle sig gode nok.

Med det in mente mener jeg derfor, at tiden er inde til, at vi løfter blikket og ser på, hvordan vi tilpasser tilbuddene til vores unge, og hvordan vi samarbejder; at vi tager teten, og at vi tør tænke uddannelsessektoren anderledes i sin grundform.

Vi kunne for eksempel give de unge mulighed for at afprøve forskellige uddannelser og erhverv helt uden konsekvenser. Fritage dem fra at skulle vælge retning og presses til at planlægge deres liv langt frem på et tidspunkt, hvor de kun lige har sluppet barndommen. Hvordan skal de kunne overskue og vide, hvad de vil resten af deres liv, når os voksne ikke ved, hvordan vores ser ud om fem eller ti år?

Vi voksne hylder hinanden, hvis vi skifter spor og efteruddanner os i nye retninger, mens unge forventes at gå en snorlige vej. Men uddannelse er ikke kun viden og færdigheder, uddannelse handler i lige så høj grad om at skabe borgere – altså stile mod at vores unge bliver gjort livsduelige gennem opvækst og uddannelse.

Læs også

DEA: Hvorfor er det så svært at skifte retning i arbejdslivet?

Debat

Derfor er tiden kommet til at tænke hele uddannelsessektoren anderledes – og gerne skabe direkte sammenhæng mellem 8.-9. klasse og ungdomsuddannelserne som det første, så de unge får bedre mulighed for at vælge den rette vej for dem.

For eksempel ved, at dem med begyndende skoletræthed kan komme på FGU to dage om ugen i et forløb, hvor de får en mere praktisk anlagt undervisning og bliver afklarede om deres interesser og særlige evner.

Det samme kunne gælde for de højt begavede elever, som ikke bliver udfordret nok i folkeskolen. De kunne være en eller to dage på gymnasiet. På den måde kan man afværge skoletræthed, skolevægring og mistrivsel i opløbet. Det vil også betyde, at der er mere ro på i klassen hos de resterende elever.

Lad os tænke udskolingen og ungdomsuddannelserne mere som et bassin, hvor det skvulper lidt frem og tilbage frem for en rigid overgang uden mulighed for at dyppe tæerne først.

Nogle gange er man nødt til at gå langsomt for at komme hurtigst frem. Og det er helt sikkert billigere, end hvad det koster samfundet, når en gruppe på størrelse med en mindre provinsby står uden uddannelse og job
Jørgen Ravnsbæk Andersen

Bassinet kan også gælde for ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Når du går i gymnasiet, skal du måske have mulighed for at følge et fag på KEA eller SDU i stedet for et traditionelt valgfag. Lad os tænke mindre i institutioner og kigge mere på det enkelte unge menneske.

Vi ved, at fleksibilitet og nytænkning virker. Med en gentænkning af den snorlige og skarpt adskilte vej gennem uddannelsessystemet kan vi skrue på forventningen om, at alle unge skal passe ned i trange, formstøbte kasser og i stedet give plads.

Måske ville vi så se mindre mistrivsel. Måske ville det betyde, at de mange tusinde udenfor arbejde og uddannelse kunne se sig selv i netop det. Måske ville det give mere succes og mindre fiasko – til glæde for den unge, for statskassen og det erhvervsliv der har brug for hvert eneste hoved og hånd de kommende år.

Har vi som samfund råd til, at vi til stadighed forsøger at presse ting igennem, med alt hvad det afstedkommer? Eller kunne det være en mulighed at skabe en ramme, der passer til de brikker, puslespillet består af?

Læs også

Hun var med til at opstarte FGU: "De svageste får altid de dårligste vilkår"

I et puslespil er alle brikker som bekendt forskellige, og vi har brug for at kunne placere hver eneste brik det helt rigtige sted, hvis det skal blive til et smukt og færdigt billede.

Det bliver dyrt, vil nogen måske indvende. Ikke nødvendigvis. Nogle gange er man nødt til at gå langsomt for at komme hurtigst frem. Og det er helt sikkert billigere, end hvad det koster samfundet, når en gruppe på størrelse med en mindre provinsby står uden uddannelse og job. Dét er dyrt.

Hvis vi tilmed løsner strukturerne (folkeskole, ungdomsuddannelse, videregående), så vil det også gøre noget ved frafaldet. Store, bratte skift kan være overvældende og utrygt, men hvis overgangen er glidende, vil det føles mere trygt og velkendt. Hvilket giver ro til at lære og blive til.

Politik har aldrig været vigtigere