Forsker: Derfor er problemet med praktikpladser endnu ikke blevet løst

Af Peter Koudahl
Docent og ph.d., Nationalt Center for Erhvervspædagogik, Professionshøjskolen Metropol

Nu har vi gennem flere årtier talt om, hvordan flere unge kan overtales til at gå i gang med en erhvervsuddannelse.

Der er indgået et utal af aftaler, og der er vedtaget den ene reform af systemet efter den anden. Med stadig kortere mellemrum.

Til trods for alle bestræbelser fortsætter optaget ved de danske erhvervsuddannelser med af falde. Aldrig tidligere har erhvervsuddannelserne uddannet så få, som tilfældet er nu.

Det er ministeriet, der har mulighed for at regulere og styre i uddannelsernes grundforløb, men det er arbejdsmarkedets parter, ikke mindst de faglige udvalg, der styrer og regulerer uddannelsernes hovedforløb.

Peter Koudahl, docent og ph.d., Nationalt Center for Erhvervspædagogik

Hvis det er rigtigt, som AE-Rådet mener, at der i 2025 kommer til at mangle mere end 70.000 faglærte, er der grund til at rynke panden.

Det er indlysende, at en forudsætning, for at flere unge skal finde uddannelserne attraktive, er, at de får styr på nogle af de helt basale problemstillinger, som har været erhvervsuddannelsernes tro følgesvend, lige siden vi indførte princippet om vekseluddannelse.

Praktikplads-problem er ikke løst
Her må der gives et klokkeklart svar på, hvordan problemet om de manglende praktikpladser skal løses. Indgåelsen af trepartsaftalen for nylig er langt fra nok i denne sammenhæng.

Den er i det store hele baseret på arbejdsgivernes velvilje, og der er ingen effektive sanktionsmuligheder, hvis dens mål om oprettelse af flere praktikpladser ikke nås.

Men hvordan kan det være, at det, til trods for en generel anerkendelse af praktikpladsproblemets eksistens, alligevel ikke bliver løst?

En væsentlig årsag hertil skal findes i den måde, som de danske erhvervsuddannelser styres og reguleres på. Debatten om erhvervsuddannelserne føres, som om uddannelserne kan reguleres og styres gennem lovgivning og bekendtgørelser.

Men under de gældende betingelser, hvor partsstyret er omdrejningspunkt for uddannelsernes regulering og styring, er det langt fra tilfældet.

Ministeriet bestemmer fag – virksomheder praktiktilbud
Sagen er den, at det er Undervisningsministeriet, der via lovgivningen fastsætter overgangskravene ind i erhvervsuddannelsernes grundforløb. Indførelsen af kravet om karakteren 02 i dansk og matematik fra folkeskolen er et eksempel herpå.

Ligeledes er det ministeriet, der udarbejder bekendtgørelser for undervisningen grundforløbets forskellige fag. Herunder de grundfag, der skal undervises i. Men det er de faglige udvalg, der suverænt fastsætter overgangskravene fra uddannelsernes grundforløb til hovedforløbet, hvor eleven har praktikplads i en virksomhed.

Og det er den enkelte virksomhed, der suverænt bestemmer, om man skal oprette praktikpladser eller ej.

Det er et faktum, at virksomhederne ikke opretter praktikpladser, hvis det ikke kan betale sig for dem. Og slet ikke, hvis det kun er en udgift for dem.

Mangel på overordnet styring
Med andre ord: Det er ministeriet, der har mulighed for at regulere og styre i uddannelsernes grundforløb, men det er arbejdsmarkedets parter, ikke mindst de faglige udvalg, der styrer og regulerer uddannelsernes hovedforløb. 

Eller for at gøre det helt tydeligt: Under de nuværende betingelser eksisterer der ingen overordnet styring af erhvervsuddannelserne i praksis.

Tingenes tilstand er, at de danske erhvervsuddannelser skal rumme to logikker, der ikke nødvendigvis er kompatible: En uddannelseslogik, sådan som den repræsenteres af ministeriet, og en arbejdsmarkedslogik, sådan som den repræsenteres af arbejdsmarkedets parter.

Samspil er både styrke og svaghed
De danske erhvervsuddannelser er blandt verdens bedste. Det skyldes ikke mindst vekseluddannelse og uddannelsernes tætte tilknytning til arbejdsmarkedet. Fra parternes repræsentation i Rådet for de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser (REU) over de faglige udvalg til de lokale uddannelsesudvalg på de enkelte erhvervsskoler.

Dette tætte samspil sikrer på den ene side en sammenhæng mellem uddannelsernes udbud af konkrete fag og det lokale erhvervslivs behov for faglært arbejdskraft.

På den anden side betyder det, at uddannelserne er anerkendte på hele arbejdsmarkedet, ikke bare på en konkret virksomhed, hvilket medvirker til en stor grad af mobilitet blandt de faglærte. Betydningen af parternes involvering i uddannelserne er med andre ord helt afgørende for uddannelsernes generelle anerkendelse på arbejdsmarkedet.

Samtidig er det den samme parts-involvering og den tætte tilknytning til arbejdsmarkedet, der gør, at helt grundlæggende problemstillinger, som de manglende praktikpladser, ikke kan løses inden for den logik, som systemet fungerer efter. Dette er et ægte dilemma.