Forsker: Juniormesterlæren forstærker sociale skel og svigter de elever, den skulle løfte

Valget træffes af eleven med forældrenes samtykke. Den kommunale ungeindsats har vejledningsforpligtelse for elever i 7. klasse, som overvejer ordningen, og vejledningsmateriale målrettet elever og forældre kom inden påske.

Med til valget hører at finde praktikplads, og i den nye bekendtgørelse slås det fast, at dette påhviler eleven og forældrene. Alternativt vil kommunalbestyrelsen tilbyde undervisningsforløb på erhvervsuddannelse, FGU eller ungdomsskole.

Her begynder vi at ane, at det valg, der fremstilles som en åben og tilgængelig mulighed for alle, ikke alene er styret af elevens individuelle lyst og motivation, men at strukturel ulighed kan spille ind.

Ikke første gang valgmuligheder skal kurere skoletræthed

At øge udskolingselevernes valgmuligheder har været på dagsordenen før.

I 2010 foreslog Kommunernes Landsforenings skoleudspil øgede valgmuligheder for at "genstarte læringsmotivationen," og Skolens Rejsehold anbefalede udskolingslinjer som middel mod skoletræthed. Og folkeskolereformen fra 2014 gav bedre mulighed for udskolingsprofillinjer for at øge elevernes motivation.

Det valg, der fremstilles som en åben og tilgængelig mulighed for alle, er ikke alene er styret af elevens individuelle lyst og motivation, strukturel ulighed kan også spille ind.

Rikke Brown
Lektor, Professionshøjskolen Absalon

Sådanne udskolingslinjer har jeg forsket i, og jeg ser klare paralleller til juniormesterlæreordningen.

Der ligger i linjerne – som i juniormesterlæren – en forestilling om, at lysten allerede findes i eleven, og at eleven vælger med udgangspunkt i denne lyst. Og der gives et løfte om udveksling af lyst ud fra logikken: Hvis du får lov at lave det, du har lyst til, bliver du engageret i skolen. 

Men erfaringer fra forskningen viser, at udvekslingen mellem valg og lyst er langt mere kompliceret.

Det er velkendt, at der er strukturel ulighed i adgangen til lærepladser i erhvervsuddannelserne, hvor for eksempel etnicitet og køn spiller ind. Men den deciderede diskrimination, som for eksempel Institut for Menneskerettigheder har vist, er ikke den eneste måde, ulighed virker, når elevers skolegang afhænger af deres valg.

Jeg har undersøgt, hvordan strukturel ulighed også virker mindre åbenlyst, når udskolingen organiseres som profillinjer, og elever skal vælge linje efter lyst.

På en skole med fem profillinjer viste en placering af elevernes bopæl på Google Maps, at eleverne fra distriktets villaområder særligt havnede på nogle linjer, og eleverne fra socialt boligbyggeri på andre. Lysten var klasset.

Og jeg så, at meget spiller ind på, om lyst bliver til. Ligesom elevers linjevalgsproces ikke kun handler om lyst eller ej, men om en række forskellige følelser – positive som negative – som opstår eleverne imellem og er med til at forme linjernes profiler og rekruttering.

Nogle elever valgte slet ikke ud fra lyst, men snarere en endnu større ulyst til de andre linjer - hvilket var et andet udgangspunkt for undervisningen, end lærerne forventede.

Det endte i frustrationer for både lærere og elever og udtalelser som, "du har jo selv valgt denne her linje!", når elever i lærerens øjne ikke var passende engageret.

Juniormesterlære kræver mere end gode intentioner

Da jeg undersøgte linjeskolen kort efter 2014-skolereformen, var målet om at mindske betydningen af social baggrund nyligt introduceret, og skolen havde selv påvist niveauforskelle mellem linjerne og så med ærgrelse på Google-kortene, der viste en social opdeling.

I dag kan man spørge, om ministeriet eller kommunerne de kommende år vil følge med i, hvordan valget af juniormesterlære træffes. Skal det undersøges, om valget mønstrer sig efter social eller etnisk baggrund? Og næste skridt – i min bog: Hvordan forskellige unge oplever og praktiserer valgprocessen? Opfatter de juniormesterlære som mindre værd, og hvilke følelser knytter sig til deres valg?

Juniormesterlæreordningen kan have potentiale – men kun hvis vi erkender, at lyst ikke alene opstår gennem valgfrihed.

Rikke Brown
Lektor, Professionshøjskolen Absalon

Man kan, som Signe Løntoft fra Altinget har pointeret, inden for logikken bag mange af de nylige tiltag på uddannelsesområdet argumentere for, at det ikke behøver ses som et problem, hvis der kommer strukturelle skævheder i, hvem der vælger hvad – heller ikke selvom juniormesterlæren ikke er adgangsgivende til de (eksisterende) gymnasiale uddannelser. For akademisk læring er ikke mere værd end praksisorienteret. Der er ikke længere så klart et fokus på 2014-skolereformens løfte om læringsløft.

Til gengæld gives med juniormesterlære igen et løfte om lyst – til elever, virksomheder, og de uddannelsessteder, hvor unge kommer i praktiske undervisningsforløb.

Et særligt vigtigt spørgsmål - inden for den logik - er, hvordan man bedst kan leve op til løftet om lyst til unge, hvis forældre ikke har ressourcer eller netværk til at skaffe praktikplads.

I Styrelsen for Undervisning og Kvalitets nye vejledning til kommunerne om ordningen, opfordres de til at overveje, hvordan de kan støtte netop de elever og formidle ordningen til lokale arbejdspladser. Det er vigtigt.

I forbindelse med følgeforskning af en fritidsjobindsats for udsatte unge stødte jeg på en ny stillingskategori: ”Fritidsjobkonsulenten”. Jeg imponeredes over det mangefacetterede socialpædagogiske arbejde, konsulenten gjorde med at sikre og fastholde match mellem unge og arbejdspladser.

Den slags bør man skele kraftigt til i arbejdet med juniormesterlære. Måske burde alle kommuner ansætte juniormesterlærekonsulenter?

Juniormesterlæreordningen kan have potentiale – men kun hvis vi erkender, at lyst ikke alene opstår gennem valgfrihed. Den kræver understøttelse, relationer og realistiske forventninger. Ellers risikerer vi igen at svigte elever, vi siger, vi vil hjælpe.