Gymnasieelever: Styrkelse af naturfag kræver finansiering

Af Malte Sauerland-Paulsen
Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

"Ind i naturen". Årets tema på Sorø-mødet var et ordspil, bygget på en antagelse om, at samfundet er det diametralt modsatte stadie – naturen er ikke længere hip. Bag titlen ligger en agenda, der har til mål at styrke naturfagene. Danmark har simpelthen brug for flere fagpersoner inden for det naturvidenskabelige område.

Bevares – selvfølgelig er der altid brug for en bred vifte af fagpersoner i et videnssamfund som Danmark. Vores primære råstof er kloge hoveder og hænder, og dansk innovation og håndværk er bredt anderkendt verden over. Et faktum, vi i Danmark er rigtig stolte af.

Men nu mangler der altså kræfter i de naturvidenskabelige fag. Vi skal bruge flere på STEM-uddannelserne og have flere til at tage naturvidenskabelige studieretninger i gymnasiet. Danmark (læs: erhvervslivet) har brug for flere STEM-uddannede medarbejdere.

Politikerne har brugt mange timer på at diskutere, hvordan man opfylder behovet for mere naturfag i uddannelsessystemet. Man rådfører sig med erhvervslivet, som glædeligt træder til og agerer mentor. Det er trods alt til egen vinding.

Styrkelse af faglighed kræver finansiering
Forudsætningerne er altså gode – eller hvad? Tværtimod.

Når de seneste års grønthøsterbesparelser på uddannelse sparer lærere væk, der skal undervise i de fag, der skal styrkes, er der tale om ironi af hysterisk morsomme proportioner.

Malte Sauerland-Paulsen
Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Med konkurrencestatens indtog i gymnasiet er der sket et markant skift i flere politiske kredse. Hvor man før generelt var enige om, at der skulle gode lærere med tæt kontakt til eleven til for at styrke fagligheden, er der nu en vis naivitet, der har overrumplet den uddannelsespolitiske top.

Den naivitet bygger på en falsk præmis om, at fagligheden kan styrkes, samtidig med at man sænker mængden af finansiering.

Det hele er blevet gjort op til et spørgsmål om, hvor mange penge man kan spare, hvor godt man kan opfylde arbejdsmarkedets behov, og hvad der skaber mest mulig økonomisk vækst, frem for det, der er vigtigst. Almendannelsen og værdien af uddannelse er i sig selv er blevet fuldstændigt forsømte.

I stedet for at fokusere hele samtalen på, hvordan vi styrker naturvidenskabelige fag, er vi altså nødt til at stille os to centrale spørgsmål.

Er det arbejdsmarkedets parter, der skal definere kursen for uddannelsessystemet, eller er det sektorens egne eksperter? Og er det overhovedet muligt at styrke fagligheden i en forsømt faggruppe, når uddannelsessystemet bløder undervisere, og de resterende undervisere skal gøre mere på kortere tid?

Ironi af hysterisk morsomme proportioner
Vi finder aldrig et svar på de to spørgsmål, som alle interessenter og politikere kan blive enige om, men mit eget svar er klar.

Hvis vi vil gøre det attraktivt at tage en naturvidenskabelig uddannelse, er vi nødt til at have et paradigmeskift i dansk uddannelsespolitik. Vi er nødt til at stoppe med at se uddannelse som en forberedelse til arbejdsmarkedet men mere som en ting, der generelt har værdi for samfundet i sig selv.

Samtidig er vi nødt til at anerkende, at stærk faglighed ikke kommer uden finansiering. Når de sidste års grønthøsterbesparelser på uddannelse sparer lærere væk, der skal undervise i de fag, der skal styrkes, er der tale om ironi af hysterisk morsomme proportioner.

Det er et symptom på, at konkurrencestaten fylder for meget i gymnasiet, og debatten i dets periferi, og naturvidenskabsdebatten er et pragteksempel på en tendens, der mildest talt må siges at være bekymrende.