I ti år har jeg levet og åndet for mit parti. Nu melder jeg mig ud. Deres politik er ikke den, verden har brug for

Tilbage til min egen politiske rejse. Under folketingsvalget i 2022 førte jeg en kampagne på at gøre psykiatrien rask, støtte børn og unge med særlige behov og sikre bedre uddannelse. For mig handlede det ikke om arbejdsudbuddet eller kortsigtet økonomisk vækst.

Det betød også, at mange ikke troede på, at jeg var radikal, og i dag tror jeg heller ikke længere på det selv.

I mine øjne kalder verden på progressive og venstreorienterede løsninger. Vi har ikke brug for flere skattelettelser til virksomhederne, skattelettelser til virksomhedsarvinger eller topskattelettelser. Verden kalder ikke på afskaffelse af helligdage, forringelser af handicapområdet eller lavere skatter for de velstående. Tværtimod.

Sidste år boede jeg i USA og var frivillig på Demokraternes kampagne. Det handlede om Danmarks sikkerhed og den frie verdens overlevelse.

Når jeg under præsidentvalget kørte på motorvejene i USA med bagagerummet fyldt med flyers for Demokraterne, når jeg stod i døråbningen i Michigans fattige kvarterer, eller når jeg var til møder med progressive kræfter i USA, fik det for alvor mine tanker i gang. På den ene side stod min identitet, og på den anden side stod virkeligheden.  

Den britiske økonom og tænker Grace Blakeley gennemgår på fremragende vis i sin bog 'Vulture Capitalism' (Rovdyrskapitalisme på dansk), hvordan den moderne økonomi er en hybrid mellem markeder og planøkonomi.

Kort sagt er stater i stigende grad sikkerhedsnettet for massive virksomheders overlevelse på bekostning af alle os andre. Ophobning af kapital giver en massiv politisk magt til at presse regeringer. Vi så det i finanskrisen, hvor vi alle skulle betale for bankernes groteske lån. Og vi ser det igen og igen, når europæiske lande fører sparekniven over for alle på nær de rigeste.

Ligesom med Ørsted og Nordic Waste, kollektiviserer vi risikoen og privatiserer gevinsten. Det er grundlæggende uretfærdigt, og det er gift for vores samfund.

Venstrefløjen er et nødvendigt værn imod dem, der vil tage vores velstand, rettigheder og frihed.

Lukas Lunøe

Det er en god handel at være rig, da man kan få lov til at løbe en risiko, som alle andre betaler for. I USA findes der så mange eksempler, at man bliver forpustet af det, men i Danmark og Europa ser vi det også.

Tag bare landbruget. Lige nu skal alle vi andre betale for, at nogle landmænd har skummet fløden. Alle vi andre skal betale for, at landmænd har lagt beslag på vores fælles jord i sådan en grad, at jeg knap kunne se vild natur i bilen fra København til Jylland i sommerferien.

En anden konsekvens ser vi i forhold til socialområdet, hvor børn og unge med særlige behov svigtes på stribe. Senest har vi set en historisk ringe aftale på handicapområdet, der vil give færre børn med særlige behov den rette støtte.

Det er en falliterklæring, skammeligt og kortsigtet, men det giver mening, hvis man ser mennesker som tal i regneark og ikke individer. Der er nemlig ikke noget arbejdsudbud, nogen hurtig økonomisk gevinst eller kapitalinteresser bag at sikre, at alle har lige muligheder.

Herhjemme formår blandt andet Pelle Dragsted, Emma Holten og Mathias Sindberg at formulere moderne demokratiske og venstreorienterede idéer. Dragsted formår tit og ofte at lyde som det progressive håb i New York, Zohran Mamdani, når han understreger, at socialisme ikke handler om fattigdom, men om, at man skal have den værdi, man selv skaber.

Og internationalt viser meningsdannere, forfattere og politikere som Hasan Piker, Anne Applebaum, Thomas Piketty, Bernie Sanders, Alexandria Ocasio-Cortez, hvordan at den moderne venstrefløj skal se ud i mødet med det, der strømmer ind over os.

Venstrefløjen er et nødvendigt værn imod dem, der vil tage vores velstand, rettigheder og frihed. Samtidig er den moderne demokratiske socialisme fortaler for, at man som enkeltperson kan starte noget selv og tjene penge på det. Den bekæmper den ekstreme ophobning af rigdom, monopolerne og de skattefinansierede milliardærer. 

I takt med, at verden ændrer sig, bliver vi også nødt til at ændre os.

Lukas Lunøe

I politik kan man aldrig få sin vilje 100 procent, og man finder aldrig et parti, man er procent enig med. Det er et forståeligt vilkår, men når man som jeg har tømt opsparinger, brugt alle vågne timer og ofret utallige weekender i partipolitikkens navn, skal man have sig selv med.

Lige nu skriger en hel verden på progressive løsninger. Vi dør bogstaveligt talt i de hedebølger, den fossile industri har skabt, alt imens vi ser et politisk system, der gang på gang svigter os.

Mange kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen og tanken om, at de skal arbejde, indtil de er helt ude over kanten, er ubegribelig for dem. Alt imens kan vores politikere ikke stoppe med at skære i alt, der kan sikre et lille arbejdsudbud på den korte bane.

Jeg står ikke og banker på døren til et bestemt parti. Det her er en hyldest til at blive klogere og til at udvikle sig.

For i takt med, at verden ændrer sig, bliver vi også nødt til at ændre os. Især i en tid, hvor verden ikke går den vej, som mange af os havde håbet på, er det tid til at stoppe op. Stoppe og spørge sig selv, om løsningerne virkelig ligger der, hvor man har troet i så mange år.