Johanne Dalgaard: Kære lærere, stem nej til den totale undergravning af vores arbejdsmarkedsmodel

KOMMENTAR: Ny arbejdstidsaftale for lærerne viser, at del og hersk-strategien, som anvendt af magtmennesker fra Julius Cæsar til Napoleon, lever i bedste velgående i dansk offentlig ledelse, skriver Johanne Thorup Dalgaard.

For nylig landede Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening noget, de kalder for en arbejdstidsaftale.

Dokumentet er et stykke deprimerende læsning, hvis man ellers er tilhænger af det kollektive aftalesystem, som udgør kernen i den danske arbejdsmarkedsmodel.

I indledningen betones igen og igen, at formålet med aftalen er ”et forpligtende samarbejde”, men af aftaleteksten fremgår, at stort set intet i den er forpligtende.

Formuleringerne er luftige og vage, og der opstilles så godt som ingen klare rammer for hverken arbejdets tilrettelæggelse eller måden, lærernes arbejdstid fremover skal opgøres på. ”Medmindre andet aftales lokalt”, står der igen og igen.

Det forekommer mildest at være et pauvert udbytte for lærerne af de forhandlinger, der har varet i syv år, siden den daværende regering, anført af nogle, der udgav sig for at være socialdemokrater, besluttede at gribe ind i konflikten mellem DLF og KL og erstatte lærernes hidtidige arbejdstidsaftale med en lov, der til forveksling lignede KL’s ønskeliste til forhandlingerne.

Det er nærliggende at forvente, at al den fine retorik om ”samarbejde” og ”lokale aftaler” i praksis kommer til at dække over, at ledelsen fremover blot vil være forpligtet til at tale med de lokale tillidsrepræsentanter, inden de ellers suverænt melder ud, hvad der kan ”aftales” lokalt. På den lokale arbejdsplads er styrkeforholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgiver indlysende i arbejdsgivernes favør på en helt anden måde, end i de organiserede forhandlinger.

Det er derfor ligeledes nærliggende at forvente, at dette vil føre til, at lærere i de forskellige kommuner kan komme til at arbejde under vidt forskellige vilkår, afhængig af, hvor velvilligt indstillet den lokale ledelse er over for lærernes ønsker og behov. Del og hersk-strategien, som magtmennesker fra Julius Cæsar til Napoleon historisk har bragt til anvendelse mod krigsfjender, lever således i bedste velgående i dansk offentlig ledelse.

Som udgangspunkt vil jeg ikke blande mig i, hvordan andre faggrupper end min egen forholder sig til spørgsmålet om deres egen arbejdstid. Men dels er jeg stadig fortørnet på lærernes vegne over den skandaløse behandling de fik af KL og den daværende såkaldt socialdemokratisk ledede regering.

Måden, de blev fremstillet som dovne og forkælede, fordi deres arbejde indtil 2013 var struktureret omkring en fleksibilitet, der gav indlysende mening for både lærere og elever.

Som barn kunne jeg nogle gange komme hos min klasselærer om aftenen og få tilbudt et stykke chokolade og en omsorgsfuld samtale, hvis jeg var ked af det. ”Harmoniseringen” af lærernes arbejdstid, så den slags fleksibilitet ikke længere er mulig, forekommer mig at være noget af det mest sjælløse og åndssvagt bureaukratisk fortænkte, der er blevet gennemført i Danmark i min levetid.

Dertil kommer, at hvis lærerne stemmer denne aftale igennem, risikerer det at danne præcedens for de offentlige arbejdsgiveres fremfærd over for både lærerne selv og andre faggrupper i kommende reformprocesser i den offentlige sektor.  

Selvom regeringsindgrebet og vedtagelsen af Lov 409 i dag ofte omtales som en skamplet for særligt SF og Socialdemokratiet, så er det ikke svært at se for sig, hvordan fremtidige ”reformambitioner” på andre områder kan bygge på inspiration fra metoden med først at ydmyge en faggruppe totalt, derefter at tage sig god tid og trække de såkaldte forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale ud i syvårigt langdrag, til pågældende faggruppe i ren og skær udmattelse og afmagt selv stemmer ja til en floskuløs hensigtserklæring om ”samarbejde” og kalder den en arbejdstidsaftale.

Og hvis det sker, vil det være yderligere et skridt i retning af den totale undergravning af den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor man organiserer sig fagligt for kollektivt at kunne indgå aftaler om løn og arbejdsvilkår.

Derfor håber jeg personligt også, at lærerne stemmer nej til denne aftale. Men jeg forstår det også godt, hvis de er trætte af at kæmpe imod; 7 år er lang tid.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Harun Demirtas efter plejehjemssag: Sosu-elever mangler disciplin Harun Demirtas efter plejehjemssag: Sosu-elever mangler disciplin Næste artikel Henrik Sass: De erhvervsfaglige uddannelser virker ikke Henrik Sass: De erhvervsfaglige uddannelser virker ikke
Ny trepartsaftale presser erhvervsskolerne

Ny trepartsaftale presser erhvervsskolerne

TREPART: Erhvervsskolelederne kritiserer, at weekendens trepartsaftale giver dem flere opgaver, men ikke flere midler. Aftaleparterne afviser kritikken og fremhæver de faglige udvalgs ekstra midler, som skolerne ”formodes” at få del i.