Lektor: Her er et par bud på, hvordan vi styrker erhvervsuddannelserne

Regeringen ønsker at styrke kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Her er et par konkrete bud på, hvordan det kan lykkes, skriver Hans Henrik Hjermitslev.

Med et tilbageblik på erhvervsskolerne og pædagogikkens historie kan vi finde konkrete bud på, hvordan uddannelserne igen kan blive attraktive, skriver Hans Henrik Hjermitslev. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Hans Henrik Hjermitslev

Lektor, ph.d., UC SYD Aabenraa

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

SVM-regeringen med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i spidsen har fremlagt et udspil om en styrkelse af erhvervsuddannelserne. Det er et nødvendigt tiltag og et godt udspil, der lover op mod en milliard kroner ekstra til erhvervsskolerne årligt over de kommende år.

De største udfordringer for erhvervsskolerne er for få elever og for stort et frafald. For at ændre denne triste og årelange tendens vil regeringen løfte kvaliteten af uddannelserne. Ud over bedre faciliteter, nyere udstyr og bedre uddannede undervisere, som regeringen peger på, efterspørger elever på skolerne også mere fællesskab og ånd på erhvervsskolerne, så de bedre kan konkurrere med gymnasierne.

Dette fik mig til at tænke på min forskning i erhvervsskolernes og pædagogikkens historie. Man bliver sjældent dummere af at se tilbage, og historien giver i dette tilfælde faktisk nogle konkrete bud på, hvordan man kan gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive. Disse bud vil jeg fremlægge i det følgende for at kvalificere debatten om fremtidens erhvervsuddannelser.

Værkstedspædagogik

Med opkomsten af fritidshjem og klubber efter Anden Verdenskrig vandt en særlig værkstedspædagogik frem i Danmark. Børn og unge fik sammen med fritidspædagoger mulighed for at fordybe sig i alverdens håndværksfag efter skoletid. Der blev arbejdet med træ, metal, tekstiler, motorer, madvarer og meget andet, der gav de unge interesse for håndværksfagene.

Siden 1990’erne er denne værkstedspædagogik stort set forsvundet i takt med lukningen af fritidshjem og klubber samt længere skoledage.
Hans Henrik Hjermitslev
Lektor, ph.d., UC SYD Aabenraa.

Siden 1990’erne er denne værkstedspædagogik stort set forsvundet i takt med lukningen af fritidshjem og klubber samt længere skoledage. En revitalisering af værkstedspædagogikken i såvel pædagoguddannelsen som i kommunernes tilbud til børn og unge efter skoletid vil uden tvivl styrke interessen for håndværksfagene og dermed fremme tilgangen til erhvervsskolerne.

At gå i skole handler først og fremmest om at blive ført ind i en bestemt kultur. På erhvervsuddannelserne drejer det sig om et bestemt håndværk med dets traditioner, værdier, sprog og metoder. Derfor er det afgørende, at erhvervsuddannelserne har en atmosfære og en ånd, der dufter af bestemte fag, som lærlingene gradvist bliver fortrolige med i samværet med materialer, maskiner, andre lærlinge og engagerede undervisere.

Fællesskab og samvær

Denne atmosfære kan kun skabes, hvis uddannelsesstedet er noget særligt, og ikke er en del af en samlet campus for alle ungdomsuddannelser, som nogle taler for med inspiration fra Sverige. Erhvervsuddannelserne skal være et attraktivt alternativ til gymnasierne og ikke forsøge at kopiere dem.

Hvad så med fællesskabet og samværet, som lærlingene ser misundeligt til gymnasierne efter? Her kunne man lade sig inspirere af de grundtvigske håndværkerskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler, højskoler og efterskoler.

Læs også

Takket været hvide og ressourcestærke forældre, møder nye elever ind på gymnasier, de ikke vil gå på

Kommentar

Lige siden oprettelsen af de første tekniske skoler i slutningen af 1800-tallet har der været to spor i erhvervsskolernes udvikling. Det ene var byernes tekniske skoler med først aften- og senere dagundervisning, og det andet var håndværkerskoler på landet, hvor erhvervsuddannelse blev suppleret med dannelse gennem samvær og aktiviteter uden for undervisningen.

Dette andet spor lever stadig videre på landbrugsskolerne og de frie fagskoler, der er husholdningsskolernes arvtagere. På disse kostskoler har underviserne fokus på såvel undervisning som samvær for at gøre eleverne til ikke alene dygtige fagfolk, men også til hele mennesker.

Og hvad så med festerne, som er så gode på gymnasierne? Her kunne erhvervsskolerne etablere festudvalg på tværs af uddannelser
Hans Henrik Hjermitslev
Lektor, ph.d., UC SYD Aabenraa.

Selv om det kunne være berigende med flere håndværkerskoler, hvor eleverne boede under deres uddannelse, så er det næppe realistisk at lade alle erhvervsuddannelser foregå på kostskoler. Men man kan lade sig inspirere, for lærerne på frie fagskoler, efterskoler og højskoler er eksperter i at skabe fællesskaber gennem et pædagogisk samvær uden for undervisningen.

En opprioritering af samværet vil uden tvivl styrke fællesskabet og mindske frafaldet på erhvervsuddannelserne. Man kunne lade en del af erhvervsskolelærernes kommende efteruddannelse foregå på de frie skoler. Lærere på disse skoler ved om nogen, hvordan man etablerer forpligtende fællesskaber for unge.

Og hvad så med festerne, som er så gode på gymnasierne? Her kunne erhvervsskolerne etablere festudvalg på tværs af uddannelser, så tømrere, frisører, pædagogiske assistenter og social- og sundhedsassistenter kunne feste sammen og måske finde kærligheden. Når rygtet om de fede fester på erhvervsskolerne breder sig, så vil det måske tiltrække unge, der ellers ville have valgt gymnasiet.

Opdragelse i fagets traditioner

Sidst, men ikke mindst, bør man styrke muligheden for at komme i mesterlære. For skoletrætte unge er det ikke lykken at blive placeret på en skolebænk i grundforløbet på de tekniske skoler og opleve, at det føles som en fortsættelse af den grundskole, som de havde dårlige erfaringer med. Derfor det store frafald.

De har i stedet brug for at møde fagets praksis og arbejdsmarkedets krav fra første dag. Det vil derfor være en katastrofe for disse unge at blive tvunget til 12 års skolegang som i Sverige. De bør i stedet møde dygtige og engagerede mestre og svende, der kan opdrage dem i fagets traditioner, værdier, sprog og metoder. Det kræver naturligvis, at arbejdsgiverne i højere grad tager ansvar for de unges uddannelse og dannelse, end det er tilfældet i dag.

Med disse konkrete forslag til en styrkelse af erhvervsuddannelserne i forhold til at øge rekrutteringen, mindste frafaldet og styrke kvaliteten gennem et fokus på værkstedspædagogik, atmosfære, samvær, ånd og mesterlære håber jeg at bidrage til den fortsatte debat om, hvordan vi får de kloge faglærte hænder, som fremtiden så ivrigt kalder på.

Politik har aldrig været vigtigere