Lektor svarer igen: Jo, der findes andre værktøjer til undervisningen end elevernes mobiler

Jeg har igen spurgt Skole & Forældre, om Skov Fougt har ret i sine påstande om manglende geografisk repræsentativitet i deres undersøgelse. Deres svar, som jeg har fået lov at citere, lyder*:

”Den teknik, vi bruger i vores undersøgelse til vægtning af besvarelserne i forhold til respondenternes køn og uddannelsesniveau, svarer til almindelig praksis i analysebureauerne. Og kontrollen af geografisk repræsentativitet viser en meget stærk korrelation (en pearson-koefficient på 0,93) mellem antal respondenter fra de enkelte kommuner og antallet af elever i disse kommuner. Kontrollen viser altså, at vores undersøgelsesdesign netop giver god geografisk repræsentativitet.”

Der er altså ikke tale om en efterrationalisering, men om en kontrol af den geografiske repræsentativitet, og vægtning i forhold til respondenternes køn og uddannelsesniveau. Det er efter bogen, den geografiske repræsentativitet er stærk, og undersøgelsens resultater er gyldige.

Vi kan konkludere, at mobilforbuddet vil kunne hjælpe mange tusinde elever, som i dag går på skoler uden mobilforbud, til øget fordybelse og nærvær, som jeg også skrev her i Altinget 8. oktober.

Et ekkokammer af naiv teknologi-optimisme

Med undersøgelsen bekræftet, kan vi vende os mod resten af Skov Fougts indlæg.

Teknologiforståelsen er vigtig, men den forudsætter ikke en øget digitalisering af skolen 

Niels Jakob Pasgaard
Pædagogisk filosof og lektor, VIA University College

Desværre fremstår det mestendels som et ekko af 2010’ernes mest naive teknologi-optimisme: Potentiale, potentiale, potentiale... Ja, telefonen er naturligvis andet end sociale medier – men den er jo netop også sociale medier (og andet forstyrrende indhold), som stiller sig i vejen for skolens dannelsesopgave.

Derfor hører den ikke hjemme i skolen - lige så lidt som en Breezer, selvom flasken nok også kan fungere som bogstøtte, som Skov Fougt foreslår.

Skolerne må finde andre værktøjer til undervisningen end elevernes private mobiltelefoner. Det er muligt at gennemføre god undervisning uden mobiltelefoner – selvom tech-lobbyen (og måske også ivrige digitaliseringsfortalere som Skov Fougt) gerne vil have os til at tro noget andet.

Når en mindre gruppe digitaliseringsivrige forskere og en større gruppe ditto konsulenter holder fast i, at elevernes mobiler fortsat må fylde på skolerne af hensyn til "den digitale dannelse” eller den digitale teknologiforståelse, kan det ses som udtryk for det, man kunne kalde digitalismens anden bølge.

Hvor den første bølge, som løb ind over landet i 2010’erne, bestod af potentiale-argumenter (a la dem Skov Fougt primært benytter sig af), er argumentet i den aktuelle anden bølge, at vi skal fortsætte med at digitalisere skolen, fordi vi må sikre ”den digitale dannelse” eller den digitale teknologiforståelse.

Det er interessant, at det er mange af de samme aktører, der har skubbet bagpå begge dagsordener – og at deres argumenter for en øget digitalisering af skolen forskydes, efterhånden som det bliver klart for flere, at det digitales påståede potentialer for mere effektiv læring og øget motivation aldrig er blevet indfriet – og at det digitale faktisk kan stå i vejen for fordybelsen og skolens forpligtende fællesskaber, jævnfør også Trivselskommissionens rapport fra februar 2025.

Dannelsen bør ikke kun handle om det digitale

Teknologiforståelsen er vigtig, men den forudsætter ikke en øget digitalisering af skolen – tværtimod, så vil en pause fra for eksempel mobilvanerne kunne give eleverne en god forståelse af, hvad telefonerne gør ved vores relationer og fællesskaber.

Teknologiforståelsen og dannelsen bør desuden ikke primært omhandle det digitale, som nogen lader til at mene, men også de mange analoge værktøjer og samværsformer, der fylder – og fortsat vil fylde – i menneskets tilværelse. Livet er først og fremmest analogt.

Heldigvis er vi efterhånden mange, som er indstillede på at sikre en fornuftig balance mellem det digitale og det analoge i skolen og samfundet, blandt andet effektueret gennem den nyligt vedtagne aftale om mobilfri skoler og fritidstilbud, og forslaget om forbud mod børns brug af vanedannende annonceplatforme – de såkaldt sociale medier.

Jeg håber, at udviklingen fortsætter – og at vi alle kan samles om at give børnene og de unge mulighed for at leve de liv og skabe det samfund, de fortjener; med og uden digitale teknologier.

*Altinget har set mailen, hvorfra svaret et citeret.