Tesfayes forslag om fysisk magt bygger på en falsk krisefortælling om folkeskolen

Men hvad skal der så ske med eleven? Skal de sidde ude foran klasseværelset resten af lektionen? Hvad skal der ske med de elever, der ikke modtager undervisning, fordi deres lærer har travlt med at lave magtanvendelser på deres klassekammerat?

Skal vi have to lærere i alle klasser – én til at lave magtanvendelser og én til at undervise? Og hvordan sørger vi for at få eleven tilbage ind i klassen, uden at de fortsat skaber uro og forstyrrelser? Og hvilken betydning har det for ens trivsel, at man konstant bliver slæbt og trukket i?

Det er dybt kritisabelt, og det er et øksehug i vores selvbestemmelsesret.

Ministeren mener, at jeg og andre modstandere tager et "uforbeholdent hensyn til den enkelte" i stedet for til fællesskabet. Det vil jeg ikke have skudt i skoene, for ja, hensynet skal være på fællesskabet, og netop det har vi. Forslaget om fysisk guidning er et uforbeholdent hensyn til majoriteten – og nej, det er ikke det samme som fællesskabet. 

Et hensyn til fællesskabet betyder, at man giver så mange som muligt en mulighed for at være en del af det, og ikke, at man begynder at trække elever ud eller bortvise dem.

Hele forslaget om en stramning af ordensbekendtgørelsen mener jeg er et udtryk for en unødvendig kriseretorik. Jeg mener grundlæggende ikke, at skolen er i en så kritisk tilstand, som både politikere og medier blæser den op til at være.

Derfor anerkender jeg heller ikke præmissen om, at vi bliver nødt til så hurtigt som muligt at finde den første, hurtigste og dårligste løsning.

Det er et kæmpe problem, hvis vi går rundt og føler, at skolen akut har behov for indgriben i form af tilfældige lappeløsninger, der bare skal holde sammen på den synkende skude lidt endnu. Det er simpelthen en fejlvurdering af, hvilken tilstand skolen er i.

Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke skal gøres noget. Selvom skolen ikke er på sammenbruddets rand, er der nogle grundlæggende ting, som vi både kan og skal gøre bedre.

Først og fremmest er undervisningen simpelthen for kedelig og for lærerstyret. Når en elev skaber uro, skyldes det ikke pissedårlig opdragelse. I stedet er det et udtryk for, at man savner en følelse af medejerskab. Alt for mange elever mangler medbestemmelse over deres egen skoledag, og størstedelen vil gerne i højere grad være med til at forme undervisningen.

Jeg mener grundlæggende ikke, at skolen er i en så kritisk tilstand, som både politikere og medier blæser den op til at være.

Magnus Hermann

Det er et ønske, som skal tages alvorligt. For en inddragende skoledag er også en skoledag, der tager højde for elevers forskelligheder i stedet for bare at udvise dem, der ikke makker ret. Heldigvis er det netop det arbejde, Fagfornyelsen har gang i. Lad os give det tid til at virke i stedet for at ødelægge det med magtanvendelser.

Alt kan selvfølgelig ikke løses udelukkende med elevinddragelse – selvom jeg ville ønske, at det var sådan, verden hang sammen. Derfor er det ikke urimeligt at sige, at der også er brug for flere hænder til at tage hånd om os elever – ikke tage fat i os.

I dag er der for mange elever, der sidder i fyldte klasselokaler med en lærer, der løber om kap med tiden for at nå rundt til alle. Det er ikke elevernes skyld, og det er ikke noget, man løser ved at give magtbeføjelser til lærerne. Vi skal ikke straffes for noget, de voksne skal tage ansvar for.

Det kommer til at koste noget, men hvis man skal fremtidssikre skolen og gøre den til et sted med plads til forskellighed, skal man være villig til at punge ud. Vi har ikke råd til at lade være.