Psykolog: Lærerne får ikke mere autoritet ved at gribe fysisk ind over for eleverne

De udspringer ikke ud af det blå.

De bunder i sårbarheder, tabte relationer, belastede livsvilkår og systematisk svigt af de voksne, der burde være til stede.

Autoritet kommer af tillid, ikke magtbeføjelser

Når man i stedet flytter den politiske energi over på, hvornår lærere må tage fysisk fat i en elev, overser man det vigtigste spørgsmål: Hvorfor opstår de situationer i første omgang?

Statsministeren skrev i et Facebook-opslag 7. april, at ingen elever skal ødelægge hverdagen for andre. Det er et legitimt ønske.

Men det bekymrer mig, når vi begynder at tale om nogle børn som dem, der skal beskyttes, og andre som dem, der skal håndteres. Det skaber en farlig modsætning i en skole, der burde bygge på fællesskab.

Ægte autoritet i skolen opstår ikke ved at have lov til at gribe ind, som Mattias Tesfaye virker til at mene. Den opstår, når man er i stand til at nå ind til eleven.

Søren Kjeldsen
Psykolog

Forstå mig ret: Jeg mener ikke, at lærere skal være magtesløse. Selvfølgelig skal de kunne skride ind i akutte situationer, hvor nogen er i fare, og hvor konflikter eskalerer.

Det er ikke det, jeg anfægter.

Det, jeg kritiserer, er, at dette gøres til hovedløsningen – uden samtidig at styrke de vilkår og kompetencer, der skal mindske behovet for fysisk indgriben i første omgang.

For ægte autoritet i skolen opstår ikke ved at have lov til at gribe ind, som Mattias Tesfaye virker til at mene.

Den opstår, når man er i stand til at nå ind til eleven.

Når man som lærer har tid, relationelt overskud og faglig ballast til at møde eleverne med tryghed, konsekvens og respekt. Når man kan gribe børns adfærd an pædagogisk, før den bliver problematisk.

Men den slags autoritet kræver, at man politisk investerer i skolen – ikke bare i disciplin. 

Støtteinitiativer kommer for sent

Skoleområdet har i årtier været forsømt. Færre støttemuligheder, større klasser, færre voksne og stigende krav har gjort det sværere at skabe den forudsigelighed og ro, som ellers kunne mindske konflikter. Når vi ikke forebygger, ender vi med at slukke brande.

I den P1 Debat jeg deltog i 8. april, repræsenterede Socialdemokratiet forslaget via ordfører Sara Emil Baaring.

Jeg fremhævede her, at problemet ikke er, at lærere får lov til at gribe ind – men at de ikke får rammerne til at lykkes med det, der gør, at de sjældnere behøver det. Sara Emil Baaring præsenterede her også, at der er flere støtteinitiativer på vej til folkeskolen, hvilket er positivt; men også for sent ude.

Hvis vi virkelig vil give lærere mulighed for at være "de voksne i lokalet," som Tesfaye udtrykker det, så skal vi give dem mulighed for at være voksne, der bliver lyttet til – ikke bare frygtet.

Det kræver politisk prioritering af folkeskolens fundament – ikke flere redskaber til at håndtere konsekvenserne af dens forfald.