Bliv abonnent
Annonce
Debat

Psykolog: Tesfaye vender det døve øre til faglig kritik af forslaget om fysisk magt. Det er ikke første gang

Selvfølgelig skal lærere kunne gribe ind, når en situation er akut. Selvfølgelig må man kunne tage fat, hvis en elev udgør en fare eller forhindrer undervisning, skriver Søren Kjeldsen.
Selvfølgelig skal lærere kunne gribe ind, når en situation er akut. Selvfølgelig må man kunne tage fat, hvis en elev udgør en fare eller forhindrer undervisning, skriver Søren Kjeldsen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
9. maj 2025 kl. 02.00

S

Psykolog

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sit seneste indlæg i Altinget svarer Mattias Tesfaye (S) på min kritik af forslaget om at give lærere mere hjemmel til fysisk indgriben i skolen.

Han påstår, at jeg blot ønsker, at vi "taler" om trivsel, mens han selv vil handle. Det er en misforståelse – eller rettere:

En bekvem stråmand.

For jeg har sagt det samme i mit første debatindlæg, i P1 Debat og i Altinget:

Selvfølgelig skal lærere kunne gribe ind, når en situation er akut. Selvfølgelig må man kunne tage fat, hvis en elev udgør en fare eller forhindrer undervisning.

Det er ikke her, uenigheden ligger. 

Læs også

Det, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er, at dette fremstilles som løsningen i sig selv.

At det politiske fokus kanaliseres over i magtanvendelse uden samtidig at styrke de vilkår, der kunne mindske behovet for magtanvendelse i første omgang. Det er netop det mønster, vi har set i årevis:

At vi undlader at investere i forebyggelse og relationelle rammer – og bagefter lover brandslukkere, når det brænder.

Lovforslaget ligner endnu et eksempel på symptombehandling forklædt som handlekraft. Og det er ikke første gang, Tesfaye har vendt det døve øre til faglig kritik eller erfaringer fra praksis, der ikke flugter med den ønskede fortælling.

Jeg arbejder med både lærere og børn, som de her tiltag får direkte betydning for – og deres oplevelser bør have en plads i beslutningsgrundlaget.

Et sammenbrud mange kæmper med

Tesfaye skriver, at det er nemt at skrive debatindlæg. Men det er altså heller ikke svært at lave symbolpolitik, hvis man samtidig undlader at forholde sig til de bagvedliggende strukturelle problemer.

Man slukker ikke ildebrande med symbolpolitik – især ikke, hvis man selv har været med til at efterlade skolen uden vand på slangerne.

Søren Kjeldsen
Psykolog

Det er ikke bare én elev, der "saboterer undervisningen." Det er et sammenbrud, som mange skoler kæmper med:

Større klasser, færre voksne, tab af specialpædagogiske ressourcer, mere dokumentation og mindre tid til relationer. Det skaber uforudsigelighed, uro og mistrivsel – både for elever og lærere.

Tesfaye anerkender, at nogle mener, hans tilgang virker gammeldags – men afviser det. Her kunne det klæde debatten med lidt historisk realitetssans:

For der er ikke nødvendigvis noget galt i at kigge tilbage. Men så bør vi se på en tid, hvor lærere havde tid og overskud til at opbygge stærke relationer og trygge klassefællesskaber. Hvor skolens faglighed og dannelsesopgave blev understøttet af ressourcer og tillid – ikke alene kontrol og sanktion.

Det var ikke disciplin i sig selv, der skabte ro – det var rammerne, der gjorde disciplin unødvendig som første greb. 

Det handler ikke om at modsætte sig grænser eller forsvare dårlig opførsel. Det handler om at insistere på, at vi ikke nøjes med at håndtere konsekvenserne, men også forstår årsagerne.

Ægte autoritet i klasselokalet handler ikke bare om lovgivning – det handler om at have tid, tillid og faglighed nok til at nå ind, før man skal gribe ind.

Hvis vi mener alvor med at støtte lærere og sikre klassetrivsel, så må vi give dem andet end et grønt lys til fysisk indgriben. Vi må give dem reel mulighed for at være til stede – ikke kun som disciplinens vogtere, men som relationernes arkitekter.

Man slukker ikke ildebrande med symbolpolitik – især ikke, hvis man selv har været med til at efterlade skolen uden vand på slangerne.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026