S-toppen i Region Hovedstaden: Ny aftale om elevfordeling er utilstrækkelig

Af Sophie Hæstorp Andersen (S) og Lars Gaardhøj (S)
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden og formand for udvalget for forskning, innovation og uddannelse i Region Hovedstaden

Udfordringerne omkring kapacitetsstyring og fordeling af eleverne til gymnasiet er mange.

Vi glæder os over, at den nye børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz- Theil (S), viser handlekraft og vilje til at løse nogle af de udfordringer, som gymnasierne står med i disse år.

Men den midlertidige løsning – muligheden for at lave lokale fordelingsregler – er ikke en tilstrækkelig løsning set fra Region Hovedstadens synspunkt.

I Region Hovedstaden er udfordringerne omkring elevfordelingen og den kapacitetsstyring, der er fundamentet herfor, født af vores geografi som storby.

I Storkøbenhavn ligger gymnasierne tæt – stx, hf, hhx og htx ligger ofte inden for gåafstand, og eleverne har mange forskellige uddannelsesmiljøer at vælge imellem.

Resultatet er jo, at vi forhindrer optag på offentlige almene gymnasier for i stedet at presse ansøgere over på erhvervsgymnasiale eller private almene gymnasier, som frit kan øge deres kapacitet.

Sophie Hæstorp Andersen (S) og Lars Gaardhøj (S)
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden og formand for udvalget for forskning, innovation og uddannelse i Region Hovedstaden

Elever søger væk fra lokalgymnasier
Der er rig mulighed for at vælge en privat stx eller hf, og der er mange familier, hvor økonomien gør dette muligt. Det betyder, at mange unge søger flere forskellige gymnasiale uddannelser - og både offentlige og private gymnasier, når de angiver deres fem prioriteter.

For regionen som helhed er det faktisk cirka 14 procent af de unge, der har søgt stx i Region Hovedstaden som førsteprioritet, der søger hf, hhx, htx eller eux som anden- til femteprioritet.

I andre dele af regionen – i Nordsjælland eller på Vestegnen – er der længere mellem gymnasierne.

Her søger eleverne mod provinsbyerne, og især på Vestegnen sker det i en grad, så der i en række kommuner er flere unge, der søger til for eksempel Roskilde eller Greve, end der søger det lokale gymnasium.

Konsekvensen er, at der er en række gymnasier, der har haft færre og færre ansøgere de seneste år – og nu er nede på under to 1. g klasser.

Debatten i den senere tid har fokuseret meget på regionernes rolle. I den politiske aftale om lokale fordelingsregler, som blev indgået den 3. oktober 2019, er det skrevet ind, at "aftalepartierne er endvidere enige om, at regionerne aktivt bør anvende de eksisterende muligheder for at indstille kapacitetslofter til børne- og undervisningsministeren." 

I Altinget 9. oktober 2019 skrev Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, at "hvis regionerne skal have et større politisk ansvar for at fordele eleverne og fastsætte kapaciteten, skal de vise, at de er klar til at træde i karakter og påtage sig rollen."

Aftale forhindrer optag på offentlige gymnasier
Vi anerkender fuldt ud, at der er andre regioner i Danmark, hvor kombinationen af kapacitetslofter og lokale fordelingsregler kan bidrage til at sikre attraktive gymnasier i hele regionen. Men i en storbyregion er det ikke værktøjer, der kommer til at gavne ret meget.

For hvad vil der ske, hvis regionsrådet beder børne- og undervisningsministeren om at lægge loft over kapaciteten på de store gymnasier?

Det er rigtigt, at eleverne muligvis vil få plads på et af deres andre prioritetsønsker. Men det kan meget vel være, at det er på hhx eller htx – hvor der ikke kan lægges loft over kapaciteten.

Og hvis eleverne får plads på et gymnasium, som de ikke ønsker at gå på, ved vi, at mange i stedet køber sig en plads på et privat gymnasium.

Og det kan vel ikke være hensigten? At vi presser eleverne ud gennem den hullede si, som kapacitetsstyring er i Region Hovedstaden.

For resultatet er jo, at vi forhindrer optag på offentlige almene gymnasier for i stedet at presse ansøgere over på erhvervsgymnasiale eller private almene gymnasier, som frit kan øge deres kapacitet.

Vi har ingen dagsordener for, hvilken gymnasial uddannelse de unge skal tage, men gymnasierne skal behandles lige, uanset hvilke uddannelser de tilbyder.