Rektorer: Gymnasier skal ikke konkurrere om eleverne

DEBAT: Det er både et demokratisk problem og spild af skattekroner, at gymnasierne skal konkurrere på et kunstigt marked om at tiltrække elever, skriver fire gymnasierektorer.

Af Jesper Hasager Jensen, Tania Sheikh Larsen, Agnethe Dybro Pedersen og Sune Hother Petersen
Rektorer for hhv. Faaborg Gymnasium, Hvidovre Gymnasium, Frederikssund Gymnasium og Kolding Gymnasium

I disse dage opgøres søgetallene på alle ungdomsuddannelser i hele Danmark og i sammenhæng hermed, analyseres fremgang eller tilbagegang på hver enkelt skole.

Herefter starter en lang proces med fordeling af elever fra overansøgte skoler til underansøgte skoler. Skoler, som følger de samme læreplaner, udbyder næste de samme fag, og alle gør elever klar til den nationale eksamen på mere eller mindre samme måde.

Spændingen omkring søgetal og elevfordeling er en nervepirrende og omstændelig proces for både den enkelte elev, skolens ledelse og administration og medarbejderen, der frygter for sin ansættelse.

Elevernes søgemønstre betyder nemlig, at nogle skoler skal fyre lærere, som populære skoler så kan ansætte til at løse den opgave, de løste med samme høje kvalitet på den underansøgte skole.

Distriktsmodel bør ikke udelukkes
På de almene gymnasier har der i mange år været generel fremgang i elevtallene, og det har derfor været let for skolerne at gå med på præmissen om fri konkurrence og især egen indsats som årsag til succes. Det er let at acceptere konkurrence, så længe man vinder.

Problemet ved at acceptere konkurrence imellem offentlige institutioner, der udbyder den samme ydelse, er, at populære skoler får mange flere penge at levere ydelsen for, end de knap så populære skoler, som har endnu mere brug for ressourcerne, fordi de har færre midler til drift af bygninger og administration, og fordi underansøgte skoler ofte har flere elever fra uddannelsesfremmede hjem, som har brug for lidt ekstra tid med lærerne.

Sandheden er, at skolernes indsats meget sjældent har en direkte sammenhæng med antallet af ansøgere. Eksempelvis er der ingen tydelig sammenhæng mellem løfteevne målt på karakterer og antallet af ansøgninger. Flere steder ses der en direkte modsat sammenhæng.

Sandhederne omkring årsagerne til elevernes søgemønstre findes hovedsageligt i demografi, skolens geografiske placering og ikke mindst gruppedynamikker blandt de søgende unge.

En proces med langt større politisk styring af muligheder for søgning og fordeling vil derfor give rigtig god mening, hvis man ønsker demokratisk styring af tilgængeligheden til uddannelse og ikke vil lade ovenstående tilfældigheder afgøre skolers skæbne.

En eventuel distriktsmodel bør dog derfor ikke allerede nu udelukkes som en mulighed i debatten om den fremtidige fordeling af eleverne.

Konkurrence på et kunstigt marked
Konkurrencen mellem ungdomsuddannelserne har sneget sig ind i skoleledelsernes opfattelse af deres arbejde og antallet af ansøgere som den direkte bekræftelse på, om man som skoleleder har gjort det godt. Dette er en forskruet opfattelse af et fuldstændig kunstigt marked.

Markedet er kunstigt af fire hovedårsager. Første årsag er, at der ikke kan konkurreres på pris, og at skolerne har meget forskellige økonomiske vilkår inden for det nuværende taxametersystem.

Anden årsag er, at skolerne er geografisk låst. Det er ikke muligt fysisk at flytte skolen til en mere attraktiv lokation i landet. Faaborg Gymnasium kan ikke flytte til centrum af København, selvom der er langt flere mulige kunder i det område.

Tredje årsag til, at der er tale om et kunstigt marked er, at alle udbyderne ved lov er bundet til at tilbyde det samme produkt. Og endelig er fjerde årsag, at fri konkurrence som generator for kvalitet forudsætter, at kunderne vælger rationelt efter kvalitet, og det er som bekendt ikke situationen.

Taxametersystemet der belønner vinderne af den kunstige konkurrence, udgør tilmed et demokratisk problem. Den gør det nemlig muligt for de overansøgte skoler at tilbyde flere fag, studieretninger og øvrige aktiviteter, og dermed opstår der ulige muligheder for den enkelte borger i Danmark afhængig af bopæl.

Demokratisk styrede ungdomsuddannelser bør give ens muligheder for alle borgere i Danmark uanset bopæl og derfor bør der af demokratiske årsager skabes økonomiske muligheder for at alle gymnasier kan tilbyde samme produkt uanset geografi.

Mindre konkurrence vil spare skattekroner
For tiden viser et voksende samarbejde mellem små og store ungdomsuddannelser på Sydfyn, at samarbejde kan gavne alle parter økonomisk og kvalitetsmæssigt.

Da alle skoler er geografisk låst og tilbyder det samme, vil øget samarbejde give langt bedre mening. Det sker heldigvis allerede de steder, hvor rektorer husker, at deres skoler er et middel og ikke et mål i sig selv og derfor tør at vise samfundssind frem for konkurrencementalitet.

Det er centralt for sammenhængskraften og det generelle uddannelsesniveau i Danmark, at der ikke er langt til det lokale gymnasium, og at der også findes skoler i de områder, hvor uddannelsesniveauet er lavest.

Der kunne spares endda meget store mængder skattekroner, hvis konkurrencen blev formindsket, og samarbejde blev den nye model. Tænk hvis skolerne kunne bruge samfundets penge udelukkende på uddannelse i stedet for på kommunikationsmedarbejdere og busreklamer!

Vi skal jo ikke glemme, at de på nuværende tidspunkt skævt fordelte midler ikke tilhører skolerne, men er skatteydernes bidrag til at tilbyde alle unge i hele Danmark så god en ungdomsuddannelse om overhovedet mulig.

Forrige artikel Venstre: Klyngemodellen løser ikke alle problemerne Venstre: Klyngemodellen løser ikke alle problemerne Næste artikel Gymnasielærere: Vi har brug for beslutning om eksaminer nu Gymnasielærere: Vi har brug for beslutning om eksaminer nu
Socialdemokratiet dropper forslag om kontant bonus til faglærte

Socialdemokratiet dropper forslag om kontant bonus til faglærte

EUD: Mette Frederiksen (S) foreslog i sin 1. maj-tale i 2018 at give 50.000 kroner til elever, der tager en erhvervsuddannelse i fag med mangel på arbejdskraft. Forslaget mødte i sin tid hård modstand, og nu har Socialdemokratiet også selv droppet idéen.