Rosenkrantz-Theils nye politiske enhed kan ende som Rolls Royce eller ren flødeskum

Ordet politisk sekretariat er igen kommet på læberne af de ansatte på Slotsholmen.

Ikke mindst da statsminister Mette Frederiksen (S) i starten af juli kundgjorde, at hun vil oprette et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet med Martin Rossen i spidsen som stabschef.

Nu har også Børne- og Undervisningsministeriet søgt medarbejdere til et politisk sekretariat, der skal være med til at identificere, udvikle og forfølge politiske fokusområder. 

Selv om afskygninger af politiske sekretariater med jævne mellemrum er poppet op de seneste årtier, så finder flere den nuværende udvikling bemærkelsesværdig.

Rolls-Royce-modellen er, når du har alle tre komponenter med. Så har du et meget stærkt sekretariat, som virkelig kan være drivende og en hovedåre i ministeriet.

Sigge Winther
Afdelingschef i Djøf for politik, presse og public affairs

“Denne her regering bliver rigtig interessant at følge, fordi det virker til, at de vil gøre mere ud af det end tidligere regeringer. Det virker til, at der er en større systematik, og at flere ministre overvejer at gøre noget ved det,” siger Sigge Winther Nielsen, afdelingschef i Djøf for politik, presse og public affairs.

Også lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet, Pernille Boye Koch, hæfter sig ved, at Mette Frederiksen ser ud til at følge op på hendes tidligere tilkendegivelser om, at det kan være svært at være politiker, når man er minister. At det kan være svært at få sat de politiske dagsordener.

Det tyder på, at den nye enhed i Statsministeriet bliver ret dominerende, endda med Martin Rossen placeret i de centrale Ø- og K-udvalg. Så jeg synes, at vi ser et markant nybrud, som sætter de hidtidige initiativer i en lidt anden liga.

Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret, Roskilde Universitet

“Jeg synes, vi ser, at der også sættes handling bag de bekymringer, og at denne her regering faktisk vil prøve at sætte nogle klare politiske dagsordener og sikre sig mod, at embedsværket bare kører forretningen videre, som den plejer,” siger Pernille Boye Koch.

Slagkraft i ny liga
Politiske sekretariater i forskellige klæder er for så vidt ikke noget nyt.

Bedst kendt er måske Anders Fogh Rasmussens (V) skattepolitiske sekretariat tilbage fra firserne, men bare i årene 2011 til 2015 under S-R-SF-regeringen eksperimenterede flere ministre med sekretariater, heriblandt Pia Olsen Dyhr i (SF) Transportministeriet, Ida Auken (dengang SF) i Miljøministeriet, Dan Jørgensen (S) i Fødevareministeriet og Annette Wilhelmsen (SF) i Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

Det er endnu uvist, om og i givet fald hvor mange af de nuværende ministre, der kommer til at styrke departementernes muskler til at politikudvikle, men allerede nu er der lagt i kakkelovnen til et interessant nybrud, mener Pernille Boye Koch.

“Det tyder på, at den nye enhed i Statsministeriet bliver ret dominerende, endda med Martin Rossen placeret i de centrale Ø- og K-udvalg. Så jeg synes, at vi ser et markant nybrud, som sætter de hidtidige initiativer i en lidt anden liga,” siger hun. 

Sekretariater af navn eller gavn
De hidtidige eksperimenter med sekretariater synes at være foregået efter devisen “prøv jer frem”. Derfor bliver det også lidt et definitionsspørgsmål, hvornår en afdeling eller et kontor kan betegnes som et politisk sekretariat.

Nogle enheder har mere været sekretariater af navn end af gavn, mens det også er muligt at finde eksempler på afdelinger rundt omkring på Slotsholmen, der har lighedstræk med politiske sekretariater uden at benævne sig som sådan. Eksempler på sidstnævnte er Center for Ledelse, Strategi og Udvikling i Skatteministeriet og Policy- og koordinationsafdelingen i Justitsministeriet.

Sigge Winther Nielsen udpensler tre typer opgaver, der kan ses i forbindelse med politiske sekretariater. Det er presse og kommunikation, det politiske udviklingsarbejde og sidst de policy-processer, der cirkulerer i ministeriet på sager, der eksempelvis skal videre til regeringens økonomiudvalg og koordinationsudvalg.

“Rolls-Royce-modellen er, når du har alle tre komponenter med. Så har du et meget stærkt sekretariat, som virkelig kan være drivende og en hovedåre i ministeriet. Men tit ser vi, at man har en eller to af komponenterne med, hvor det mere får karakter af nogen, der skal piske flødeskum til Go'aften Danmark eller bliver noget rent processuelt,” siger Sigge Winther Nielsen.

Mikkel Vedby Rasmussen, der er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, peger på, at et leveringsdygtigt sekretariat er et, der ikke kommer og går med ministre, men som er en del af ministeriets årshjul og har et tilstrækkeligt ejerskab i organisationen.

“Ellers er der risiko for, at man ikke får reel politikudvikling og mere langsigtet strategisk planlægning, men at man ender med en glorificeret kommunikationsafdeling og lidt flødeskum, der bliver lagt ovenpå med mere medietid til ministeren," siger Mikkel Vedby Rasmussen, der i 2014-2015 selv blev hentet ind som kontorchef i et nyoprettet politisk sekretariat i Forsvarsministeriet.

Mindre rum til politikudvikling
Der er da også skrevet meget lange lærebøger om, hvor svært det er at få disse strategienheder organisatorisk placeret, så de ikke ender med at lave ren drift, trille tommelfingre eller piske rundt fra sted til sted afhængigt af, hvad der er på mode den dag, påpeger Mikkel Vedby Rasmussen.

Han finder det dog helt forståeligt, at flere ministre prøver sig frem med sekretariater. Han oplever en udvikling, hvor mange departementer de sidste par årtier har skåret så meget ind til benet, at meget af embedsmændenes tid går med at løse konkrete sagsopgaver. 

“Rummet til at lave strategiudvikling inden for embedsapparatet er måske ikke så stort, som det har været. Udviklings- og analyseopgaver er i stigende grad blevet lagt udenfor ministerierne, ikke mindst til konsulentvirksomheder. Det har mange fordele, men jeg kan også godt forstå efterspørgslen fra ministre til at få politikudviklende enheder i ministerierne,” siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Demokratiske farer 
Også Pernille Boye Koch henviser til, at der er både gode faglige og saglige grunde til, at ministre føler behov for mere politisk og strategisk rådgivning i en travl hverdag, hvor rugbrødsarbejdet nemt får overtaget.

Men hun ser nogle demokratiske faremomenter, som der skal tages højde for, når man konstruerer sekretariaterne. Ikke mindst, hvordan departementerne garderer sig mod, at behovet for større politisk tæft og hurtige politiske løsninger ikke får lov at trumfe de mere klassiske dyder som faglighed, lovlighed og partipolitisk neutralitet.

Pernille Boye Koch peger ligeledes på et uklart ansvarsgrundlag med ansættelsen af Martin Rossen, fordi han trods en umiddelbart meget magtfuld rolle hverken kan blive kaldt i samråd, gjort direkte politisk ansvarlig eller kan få stillet spørgsmål fra Folketinget. 

“Jeg er sådan set enig i, at der ikke formelt er nogle juridiske barrierer for, at man kan lave denne her model med Martin Rossen, fordi det er en model, som anerkendes i de officielle betænkninger om særlige rådgivere. Men reelt i praksis mener jeg, at der er nogle uklarheder om ansvarsgrundlaget, som ville være gavnlige at få afklaret,” siger Pernille Boye Koch.