S-kandidat: Hvis Lidegaard får sin vilje, bliver epx aldrig en succes

Resultatet af den fejlslutning kender vi.

For få unge vælger en erhvervsuddannelse. For mange falder fra i et uddannelsessystem, der passer bedre til hovedet end til hænderne. Og Danmark står nu og mangler titusindvis af faglærte.

Derfor er ungdomsuddannelsesreformen i denne regering en historisk landvinding, når S i de senere år er begyndt at rette op på balancen mellem hånd og ånd.

Det hænger ikke sammen

Og det er præcis det, epx handler om.

En ny ungdomsuddannelse, der tager udgangspunkt i, at unge lærer forskelligt. At nogle lærer bedst gennem bøger – andre gennem praksis.

At et moderne samfund ikke kun har brug for mennesker, der kan skrive rapporter om den grønne omstilling, men også for dem, der kan bygge den. Og giver de unge, der vil gå en mere professions- og erhvervsrettet vej, mere tid til modning og et ungdomsfællesskab.

Men hvis man læser Lidegaards interview, er det svært at få øje på den ambition.

Lidegaard vil klippe snoren over på redningskransen, før den overhovedet er blevet kastet i vandet.

Carl Emil Lind Christensen (S)
Folketingskandidat for Socialdemokratiet

Tværtimod. Han vil bevare 10. klasse. Han vil bevare HF. Han vil fjerne adgangskravet til gymnasiet. Og samtidig vil han gennemføre epx.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Uddannelsespolitisk er Lidegaard reaktionær. Imod at forandre og vil bevare status quo, men hvis man fastholder alle de eksisterende uddannelser og samtidig fjerner adgangskravet til gymnasiet, så dræner man elevgrundlaget til epx, før uddannelsen overhovedet er kommet i gang.

Mest hovedrystende er det, at Lidegaard lufter tanken om at lukke erhvervsuddannelser for at sikre elevgrundlag på epx, fordi han trods alt anerkender, at ungdomsårgangene bliver mindre og mindre…

Lidegaard vil klippe snoren over på redningskransen, før den overhovedet er blevet kastet i vandet.

Hvis Radikale Venstre får afgørende indflydelse, kan man være rimelig sikker på én ting: Så bliver epx aldrig en succes.

Og det ville være en skam.

For epx er netop et forsøg på at give en stemme til de unge, der alt for sjældent fylder i uddannelsesdebatten.

Dem, der ikke nødvendigvis passer ind i den klassiske gymnasieskole. Dem, der lærer bedre, når teori og praksis går hånd i hånd.

Lidegaards uddannelsespolitiske fløjte

Det handler ikke om tvang, som Lidegaard påstår. Det handler om at give flere unge en reel chance for at finde den rigtige uddannelseshylde.

I mange år har dansk uddannelsespolitik været præget af en snæver forestilling om, at det fineste, man kan blive, er akademiker. Men et samfund fungerer ikke kun på PowerPoints og policy-notater.

Det handler om at bygge et uddannelsessystem, hvor flere får mulighed for at lykkes. Ikke kun dem, der har en ph.d. i sigte.

Carl Emil Lind Christensen (S)
Folketingskandidat for Socialdemokratiet

Vi mangler sygeplejersker. Vi mangler pædagoger. Vi mangler elektrikere, smede og industriteknikere. Det er ikke længden på din uddannelse, der afgør, hvor vigtig en brik du er i samfundets puslespil.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Lidegaard i interviewet stort set ikke nævner erhvervsuddannelserne.

I stedet handler hans kritik af professionsuddannelserne primært om længden på uddannelserne – ikke om indholdet eller kvaliteten.

Det siger noget om prioriteringen. Hvis Danmark skal lykkes med både velfærd og grøn omstilling, er der brug for en anden retning.

En ny regering skal ikke spille efter Lidegaards uddannelsespolitiske fløjte. Den skal holde fast i de reformer, der endelig begynder at rette op på årtiers uddannelsessnobberi.

En ny regering har derfor følgende todo-liste efter valget:

1. Vi skal holde fast i epx.

2. Vi skal fortsat styrke erhvervsuddannelserne.

3. Vi skal gøre det mere attraktivt for unge at vælge en faglært eller professionsrettet vej.

Det kræver konkrete forbedringer.

Offentlig transport skal være billigere for studerende og lærlinge. Det skal bedre kunne betale sig at stå i lære. Praktikken på professionsuddannelserne skal styrkes – blandt andet ved at sikre uddannede praktikvejledere og ved at lade SU-tillæg følge de studerende under praktik.

Professionshøjskolerne skal have en bedre og mere stabil finansiering, så uddannelserne ikke konstant skal lappes sammen med midlertidige løsninger. Og Studenterrådgivningen skal have ordentlige midler, så vi kan sikre trivsel og gennemførsel på uddannelserne.

For i sidste ende handler uddannelsespolitik ikke om institutioner. Det handler om unge mennesker. Om at bygge et uddannelsessystem, hvor flere får mulighed for at lykkes. Ikke kun dem, der har en ph.d. i sigte.