Skoledirektør: Uddannelsessystemet trænger til en håndgranat

Af Tim Christensen
Direktør for Køge Handelsskole

Jeg har gennem 40 år som lærer, leder og direktør for Køge Handelsskole set meget, men med det, der foregår for tiden på skoleområdet og i samfundsdebatten i disse år, så synes jeg, vi blevet fattige som mennesker.

Nu har vi atter taget hul på endnu en reform – for nylig på gymnasieområdet, og om lidt kommer reformen af de forberedende grunduddannelser (FGU). Opfattelsen af, at læring og kompetenceudvikling – og pudsigt nok også reformarbejdet – foregår lineært, kommer bag på mig.

Som skolemand gennem 40 år har jeg set reformer komme og gå – uddannelser blive forkortet for at vokse igen ved følgende reform. De nye reformer har altid virket som lappeløsninger for at stramme op på specifikke udfordringer – men der er aldrig gjort rent bord og taget fat ved roden.

Lyset slukkes, før det er tændt
Uddannelsesområdet har stået i et vadested for længe. Måske er det på tide at vende bøtten og tænke ud af boksen.

Helt essentielt er, at vi stiller alt for store krav til børn og unge. Det er de færreste, der har en plan for tilværelsen 10, 20, 30 år frem i tiden, når de er 14-15 år og står over for at vælge ungdomsuddannelse.

Lad os koble hjernehalvdelene sammen i læringen – og slutte kroppen på og lege og fejle os frem til løsningerne. Uddannelsesplanlægning bør ikke være en bogføringsdisciplin. 

Tim Christensen
Direktør, Køge Handelsskole

Danske børn og unge bliver konstant målt, vejet og testet. Et barn i børnehavealderen er sultent efter at lære, men er i femte klasse skoletræt. De er blevet sprogtestet i børnehavnen, nationaltestet og målt utallige gange i grundskolen, og når de rammer 8. klasse, skal karriereplanen – som en drejebog for life – også lige lægges.

Er det et under, at børn og unge er angste og stressede? De befinder sig i et stadie af deres lange liv, hvor de stadig er undervejs i deres udvikling. Deres hjerner er ikke færdigudviklede, deres kroppe er i forandring fra barn til voksen på alle mulige måder – og vi beder dem om at tage beslutninger, som på dem virker definitive. Vi får slukket lyset, inden det for alvor er tændt.

Gymnasiet udsætter beslutningen
Vi lærer dem, at livet skal planlægges, drejebogen skal efterleves, og fejlfrihed er en dyd. Sådan er livet slet ikke – og det burde det ikke være. I det lys kan jeg godt forstå de gymnasiale uddannelsers succes og erhvervsuddannelsernes deroute: Med tre år på et gymnasium kan de unge udskyde og pause det næste definitive valg og sætte beslutningen lidt i bero.

De unge skal have mulighed for at være unge og være sammen med andre unge. Studiemiljø, oplevelser og fester spiller kraftigt ind, når unge i alderen 15-17 år skal træffe et valg for en periode frem i tilværelsen. Og for en del af de unge spiller progression og videreuddannelse en mindre rolle: De bliver ældre og mere modne i deres overvejelser – og finder helt selv lysten til at følge deres egen vej.

At vi allerede befinder os på et skråplan, kan vi se i Børnerådets nylig offentliggjorte trivselsundersøgelse, hvor det fremgår, at den præstationskultur, vi længe har set hærge på ungdomsuddannelserne, er rykket ned i udskolingen.

Vi bør ikke tage let på undersøgelsens resultater, hvor en femtedel af børnene i 8. klasse svarer, at de føler sig pressede ofte eller hele tiden. Det kan vi ikke være bekendt som mennesker – og samfundsøkonomisk er der ej heller god forretning i at parkere unge mennesker med angst, stress og andre diagnoser på et sidespor.  

Det er da meget vigtigere at lære børn og unge om vigtigheden af deres karakter fremfor karakterer. De er langt mere end tal og tjeklister. De er samfundets råstof – og jeg er fuldstændig på linje med det forslag, der for nylig blev stillet i Folketinget om, at børn og unge har krav på ro – ro til at være i nuet i børnehaven, i grundskolen, på ungdomsuddannelse og på videregående studier. Tid og uddannelse er en investering, vi skal prioritere højt.

Bevar børns opfindsomhed og motivation
Grundlæggende skal vi se på det gode børneliv for at så kimen til det gode liv som voksen. Det er særligt her, vi burde investere. Og det begynder tidligt – længe før præstations-kulleren sætter ind i 8. klasse. Forskning i disse år fortæller os, at indsatsen på børn og unge bør være mere intensiv og fokuseret.

Det er i de første timer – og uger og år, at grunden for det gode liv lægges. Forældre burde have bedre tid og økonomisk luft for at være endnu mere til stede for barnet med omsorg, godnatlæsning og oplevelser. Børn skal lege og bruge kroppen. Det motoriske apparat skal på plads – ellers får det konsekvenser for hele livet. De skal have en langt mere holistisk tilgang til verden omkring dem – mærke, føle, røre, smage.

Deres verden er ikke større end den, der bliver præsenteret for dem i deres nære omverden, så de skal udfordres til at bryde mønstrene. Der tilegnes viden mange steder, og den kobles sammen i flere led. Men hvilke færdigheder skal børn og unge ellers have med? Kan vi vide nok om fremtiden til at definere, hvad de skal have med fra deres fortid? Kompetencer er godt, og at lære sig, hvordan man tilegner sig nye, er godt.

Fremtidens uddannelse er anderledes
Men hvilke fag sikrer et individs livsmestring – og gør, at et individ klarer sig godt som menneske fysisk og psykisk? At skrive, læse, regne og kunne sprog er selvklart en central del af pakken, men det kan gøres anderledes end i dag. Vi må tage fat ved roden. Den skole, vi har i dag, er født af en anden virkelighed – en industrialiseret verden, der krævede særlige kompetencer til at udfylde veldefinerede roller, hvor udviklingen bevægede sig langsomt og lineært.

Nutiden er i hastig bevægelse, og hvad der er godt i dag, er måske ikke det samme i morgen. Teknologier er med til at sætte nye standarder – og sætte nye grænser: Fremtiden er her allerede nu, hvad angår kunstig intelligens, robotter og tekniske hjælpemaskiner. Fremtidsforskere spår, at mennesket får mere fritid i fremtiden – og at job ikke findes om 30-40 år.

Men hvorfor har så mange mennesker ondt i livet over ikke at kunne slå til? Og hvorfor stresser vi så rundt for at få alle ender til at mødes? Den første milepæl i en revolution af Uddannelsesdanmark bør være at bevare et barns nysgerrighed, opfindsomhed, glæde og fantasi som motivation for at lære op gennem livet. Og vi skal sikre dem, at det er trygt at fejle. Det er alfa og omega.

Det skal være en dyd at fejle
Der ligger en guldgrube af læringsmuligheder og -emner, der venter på at komme i spil: kompetencer til at tilegne sig ny viden og til at være innovativ. Vi skal måske tænke mindre i kasser, klasser og opdelinger. Det er også på tide at sætte hovedet tilbage på kroppen – og respektere, at den kræver at blive brugt for at fungere optimalt.

Som positiv sidegevinst kan det måske afhjælpe simple motoriske udfordringer blandt de små – og rygproblemer og livsstilproblemer, som udfordrer den almene sundhedstilstand fra barn til voksen. Dansk, matematik og sprog er selvklart en del af pakken. Kreative fag, håndværk og humanistiske discipliner for eksempel kunst, dans, musik, arkitektur, design, antropologi, sociologi burde fylde meget mere i fremtidens dannelse. Der bør desuden banes vej for en kulturændring, hvor fejlfinderi og jagt på facit lægges til side: Det skal være en dyd at fejle – store opdagelser gøres ved typisk ved tilfælde.

Tag blot penicillinen, pacemakeren eller røntgenstråling, som blev opfundet eller opdaget ved en ”fejl”. Hvad ligger ellers og venter af originale ideer og fantastiske opdagelser, når læring, menneskelig intelligens og jagten på viden sættes fri og tages ud af boksen?

Lad os koble hjernehalvdelene sammen i læringen – og slutte kroppen på og lege og fejle os frem til løsningerne. Uddannelsesplanlægning bør ikke være en bogføringsdisciplin. Kompetenceudvikling sker ikke lineært. Måske er det på tide at dreje væk fra ensretningen og begynde at se mennesket som et hele? Vi skylder de næste generationer at tænke stort.