Debat

Skoleelever: Nyt regeringsforsøg truer folkeskolens værdier

DEBAT: I et desperat forsøg på at skrue tiden tilbage til tiden før skolereformen vil regeringen nu med et nyt skoleforsøg smide alle reformens positive værdier og tiltag på gulvet, skriver Thea Enevoldsen fra Danske Skoleelever.

Mere bevægelse, mere variation, mere elevinddragelse. Til gengæld for det, fik vi lidt længere skoledage. Helt i orden med mig, skriver Thea Enevoldsen fra Danske Skoleelever.
Mere bevægelse, mere variation, mere elevinddragelse. Til gengæld for det, fik vi lidt længere skoledage. Helt i orden med mig, skriver Thea Enevoldsen fra Danske Skoleelever.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thea Enevoldsen
Lokalformand for Danske Skoleelever i Vendsyssel

Jeg kan tydeligt huske skolereformen fra 2013. Jeg kan huske den tyngende usikkerhed, der var over min skoledag, at jeg hver dag vågnede op og undrede mig over, om min mor eller far ville fortælle mig, at jeg ikke skulle i skole.

Jeg kan huske billederne af de tusindvis af lærere, som demonstrerede mod reformen, billeder som fløj henover fjernsynet i vores stue, mens jeg sad og tegnede under lockouten. Jeg forstod det vist ikke helt dengang.

Men det, jeg til gengæld forstod, var, hvor glad jeg var for så mange ting i reformen. Mere bevægelse, mere variation, mere elevinddragelse. Til gengæld for det, fik vi lidt længere skoledage. Personligt, var det helt i orden med mig.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Min største frygt ved disse selvstyrende skoler er, at man er så desperat og febrilsk prøver at skrue tiden tilbage til før reformen, at man glemmer alt det gode, reformen bragte med sig.

Thea Enevoldsen
Lokalformand for Danske Skoleelever i Vendsyssel

En trussel mod reformens værdier
Regeringens forslag om selvstyrende skoler truer de værdier og tiltag, som ti-årige mig var så glad for at få ind i min skoledag.

De selvstyrende skoler går i alt enkelthed ud på, at man over en ti-årig periode vil sætte en række folkeskoler ”fri” fra nogle af de krav, som folkeskolereformen fremsatte. Altså vil disse folkeskoler ikke være forpligtigede til at følge krav om understøttende undervisning, bevægelse, lektiehjælp, elevinddragelse og faglig fordybelse.

Er vi virkelig nået til et punkt, hvor de kortere skoledage skal komme på bekostning af en god og motiverende skoledag? Længden er vigtig, men indholdet er mindst tusind gange vigtigere.

Thea Enevoldsen
Lokalformand for Danske Skoleelever i Vendsyssel

Det er for det første ekstremt problematisk, at man ikke vil gøre det obligatorisk indrette skoledagen efter for eksempel elevinddragelse og bevægelse.

To ting, som gang på gang har vist sig at gøre skoledagen bedre for mange elever, og som gang på gang er blevet slået fast som noget af det, der gør skoledagen god.

Indholdet er vigtigere end skoledagens længde
Er vi virkelig nået til et punkt, hvor de kortere skoledage skal komme på bekostningen af en god og motiverende skoledag?

Længden er vigtig, men indholdet er mindst tusind gange vigtigere. Vi kan simpelthen ikke tillade os at smide tiltag og midler, som vi ved fremmer læringen og den gode skoledag, ud ad vinduet, bare fordi vil gøre dagen kortere.

Fordi du kan gøre dagen lige så kort som du vil, men hvis den stadigvæk bare indebærer elever, som sidder på deres plads, læser i en bog og skriver ting ned i al deres undervisning, vil dagen føles endnu længere, end den er.

Tiden flyver, når man har det sjovt, når man laver noget spændende. Vi skal have mere fokus på det, og de selvstyrende skoler tager fokus væk fra de værdier.

Vent på evalueringen
Men først og fremmest skal vi give folkeskolen ro på. Vi indførte en gennemgribende reform i 2013, som blev implementeret i 2014. Dette er ikke tiden til at pille ved den. Der er allerede bestilt en storstilet evaluering af reformen i 2020, vi burde vente på den, så vi kan få et bedre og meget mere i dybdegående overblik over, hvad der var godt, knap så godt, og hvad vi skal gøre bedre.

Det tager tid at implementere reformer, og den tid har vi ikke givet folkeskolen. Det ville være direkte dumt at pille ved reformen lige nu. Desuden så synes jeg, det er meget mærkeligt, at Undervisningsministeriet ikke kan vente et år på en evaluering, men er mere end parate til at sætte hele ti år af til dette projekt.

Folkeskolen skal ikke bruges til stemmefiskeri
Hvis man vil sætte et årti langt eksperiment i gang, er det måske en god ide at vide helt præcist, hvad man piller ved. Der skal to til en tango, og endnu flere til at lave skolepolitik. Hvis man bruger folkeskolen til at score billige stemmer inden et valg, så synes jeg man burde overveje sine værdier. Der skal mere end 90 mandater til skolen.

Min største frygt ved disse selvstyrende skoler er, at man er så desperat og febrilsk prøver at skrue tiden tilbage til før reformen, at man glemmer alt det gode, reformen bragte med sig.

Vi kan ikke gå tilbage til tiden før reformen. I stedet for at tage fem skridt tilbage, skal vi så ikke fokusere på det, vi ved gør skolen bedre, såsom elevinddragelse og bevægelse, og sammen tage et stort skridt fremad.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00