Skoleledere: Støttesystemet prioriterer administration og papirarbejde over elevernes behov

Papirarbejde sættes over barnets behov

Der er skabt et system, hvor vi må vente alt for længe på hjælp og støtte. PPR og børne- og familieafdelingerne, som er det system omkring skolen, der skal hjælpe og støtte, er mere forpligtet af dokumentationskrav, timegrænser og visitationsregler end af barnets behov.

Mens de bruger tid på "papirarbejdet," vokser problemerne sig større og større, og der går alt for lang tid, før vi får mulighed for at handle og sætte ind med hjælp og støtte til eleverne.

Det er hverken fagligt forsvarligt eller menneskeligt anstændigt.

Med andre ord: Der bliver brugt uforholdsmæssigt meget tid og energi på at bevise, at hjælpen og støtten til barnet er nødvendig i stedet for at yde den.

Det må kunne gøres bedre.

PPR og børne- og familieafdelingerne,der skal hjælpe og støtte, er mere forpligtet af dokumentationskrav, timegrænser og visitationsregler end af barnets behov.

Dorte Torp Andreas
Formand, Skolelederforeningen

Vi har brug for, at specialpædagogisk viden er tilgængelig i klassen og ikke gemt væk bag et visitationsudvalg. Forestil dig, at du står med et barn i en klasse, der tydeligt har brug for specialpædagogisk støtte.

Du ved, hvad der skal til.

Dit team ved det. Men i stedet for at handle, skal du nu bruge tid på at udfylde skemaer, samle dokumentation og vente på, at et visitationsudvalg tager stilling – måske om uger, måske om måneder. 

Sådan ser virkeligheden ud i alt for mange kommuner. Det er dybt frustrerende for både skole og forældre.

Støttesystemet skal vendes 180 grader

Beslutningerne om, hvordan vi bedst støtter og hjælper både det enkelte barn og klassen, skal træffes af dem, der er tæt på børnene. Skolerne skal have mulighed for at handle hurtigt og sætte ind, når der er behov.

Vi har dygtige ledere og medarbejdere, der er klar til at tage ansvar, men vi skal have lov og mulighed for at gøre det.

Vi har brug for en langsigtet strategi og en skole, hvor støtte er en selvfølge og ikke noget, man skal kæmpe for. 

I dag bruger vi urimeligt meget tid og energi på at dokumentere, argumentere og kæmpe for ressourcer, som burde være grundlaget for en velfungerende skole, der efter behov kan sætte ind med den rette støtte og hjælp til eleverne.

Støttesystemet skal vendes 180 grader så det bliver baseret på barnets reelle behov og ikke administrative benspænd. Støttepersonalet, psykologer, socialrådgivere og specialpædagoger skal være en integreret del af skolens hverdag, ikke perifere aktører, vi først rækker ud efter, når det er gået galt.

En mulighed for at sætte tidligt ind kan betyde, at vi får hjulpet langt flere elever tidligt, så de aldrig for brug for så vidtgående hjælp, som er tilfældet i dag.

Barnet fra tidligere, der tydeligt havde brug for støtte, risikerer at ende i et specialtilbud, fordi ventetiden på hjælpen gør, at det får det så dårligt, at en støttende indsats i klassen ikke er nok. 

Vi skal i langt højere grad forebygge frem for at slukke brande. 

Der bliver brugt uforholdsmæssigt meget tid og energi på at bevise, at hjælpen og støtten til barnet er nødvendig i stedet for at yde den.

Dorte Torp Andreas
Formand, Skolelederforeningen

Børn har brug for at voksne der samarbejder

Når vi taler om at gøre støttepersonale til en integreret del af skolens hverdag, handler det om at organisere indsatsen tættere på – helt ind i den enkelte klasse. De skal i langt højere grad være tilgængelige, samarbejdende og kendte i skolens hverdag – som en naturlig del af det tværfaglige fællesskab omkring børnene.

Derfor skal vi også bryde med silotænkning og tænke i helheder og prioritere langsigtede løsninger. I mange kommuner er systemet indrettet ud fra administrative strukturer og ikke ud fra børnenes behov.

Det betyder, at hjælpen fra skolen, PPR og socialfordelingen er delt op i hver deres siloer. Men børn lever ikke deres liv opdelt på den måde. De har brug for, at de voksne omkring dem samarbejder, deler viden og tager fælles ansvar og ser på hele deres liv og ikke kun på deres skolegang. 

Det kræver, at vi dropper vanetænkningen og i højere grad end i dag bygger bro mellem fagligheder og holder fokus på hele barnet og ikke kun skolebarnet.

Skolens ledelse skal sammen med PPR, socialforvaltningen og øvrige samarbejdspartnere omkring skolen understøtte tværfagligt samarbejde som en integreret del af skolens praksis.

Den opgave påtager vi os gerne, men det kræver også, at der er tilstrækkelig med ledelseskraft til at løfte den opgave, som et stærkere og tydeligere samarbejde vil kræve.

Og så skal vi naturligvis trække på de ressourcer og den faglighed, vi allerede har i systemet. Specialskolerne rummer en uvurderlig viden, som vi bør bringe aktivt i spil i almenområdet for at styrke de fællesskaber, hvor langt de fleste børn befinder sig.

Det koster at turde

Hvis vi virkelig vil skabe en folkeskole, der kan mere for flere, kræver det, at vi tænker fundamentalt anderledes. 

På skolerne ved vi godt, hvad der virker. Det er en rettidig indsats, stærke fællesskaber og et skolesystem, der har kapacitet, ressourcer og kompetencer til at løfte opgaven med, at alle elever føler sig som en del af skolens fællesskab. Det, vi mangler, er, at politikerne handler. 

De skal finde modet til at gøre noget andet og viljen til at investere. 

Men vi kommer ikke uden om, at det også koster, og derfor er det altafgørende at få kigget på økonomien med nye øjne.

Skolens ledelse skal sammen med PPR, socialforvaltningen og øvrige samarbejdspartnere omkring skolen understøtte tværfagligt samarbejde som en integreret del af skolens praksis. 

Dorte Torp Andreas
Formand, Skolelederforeningen

Hvis vi vil bremse mistrivsel blandt børn og unge, er en forhåndsinvestering bidende nødvendigt. 

En forhåndsinvestering der sikrer, at børn ikke falder ud af fællesskabet, men bliver mødt med den støtte, de har brug for, når de har brug for det.

Faktisk vil jeg vil vove den påstand, at den forhåndsinvestering på sigt kan give besparelser andre steder i systemet. I dag bruger vi milliarder på tabt arbejdsfortjeneste, visitation og lange behandlingsforløb, som kunne have været undgået med en tidlig indsats. 

Tænk, hvad alle de penge kan bruges til direkte og tæt på børnene og deres skolehverdag. 

Så lad os handle. Ikke om fem år.

Ikke med halve løsninger. Men nu og for børnenes skyld.

Det handler om rettidig omhu. Om at skabe en skole, hvor alle børn føler sig set og hørt. Hvor de får den støtte, de har brug for, når de har brug for det. Og hvor lærere og ledere har rammerne til at lykkes.

Vi ved, hvad der virker, for det ser vi i enkelte kommuner der investerer i børnene. Det, vi mangler, er politisk vilje og handling, så alle skoler og kommuner får mulighed for at investere i børnene. Vi har ikke råd til at lade være.