Debat

Socialpædagoger om ghettoudspil: For meget fokus på straf

DEBAT: Vi skal sætte ind over for genopdragelsesrejser, social kontrol og vold mod børn. Men i stedet for at straffe, bør vi styrke forældres evne til at tage vare på deres børn, skriver Socialpædagogerne.

Børne- og Socialminister Mai Mercado(K) taler ved præsentationen af regeringens ghettoudspil.
Børne- og Socialminister Mai Mercado(K) taler ved præsentationen af regeringens ghettoudspil.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Frederik Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Benny Andersen
Formand, Socialpædagogerne

Regeringen har præsenteret sin plan for et Danmark uden såkaldte parallelsamfund.

Det er en plan, hvor man sætter ind med indsatser på mange områder – for eksempel ved at sætte mere politi ind og ved at give kommunerne kontante belønninger, når de får folk af anden etnisk herkomst i job, og når de lykkes med at få elever til at stige i karaktere i skolen.

Men for Socialpædagogerne er det vigtigste, at der er tænkt i indsatser over for børn i ghettoerne. Og det er rigtigt tænkt.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected].

For kimen til god integration ligger hos børnene, og som samfund har vi et ansvar for at skabe de bedste forudsætninger for børnenes fremtid.

Stop for genopdragelsesrejser
Vi er bestemt ikke enige i alle de indsatser, der nu sættes i værk i forbindelse med udspillet.

Konkret foreslår vi, at der etableres udgående teams med blandt andet socialpædagoger og sundhedsplejersker, som kan handle hurtigt på bekymringer om børns trivsel.

Benny Andersen
Socialpædagogerne

Der er for meget fokus på straf og for lidt fokus på at bygge mennesker op, så de kan tage ansvar for eget liv.

Men grundlæggende er det rigtigt set af regeringen, at der skal sættes tidligt ind over for børn i udsatte boligområder. Og vi ved, det virker med tidlig indsats.

Men for at nå dertil kan det blive nødvendigt, at vi tør tage livtag med de elementer, der kan stå i vejen for at kunne give børnene den rette indsats.

For eksempel oplever vi tilfælde, hvor der i nogle indvandrerfamilier gælder andre kulturelle og sociale normer, end vi er vant til i det danske samfund.

Det skaber lukkede miljøer, hvor det er svært at nå ind til familierne. Og det gør det svært for os som fagprofessionelle at handle på problemer med børn og unges mistrivsel.

Derfor må vi gå nye veje, hvis vi skal lykkes med at sætte ind i tide. For vi skal som samfund sætte ind over for genopdragelsesrejser, social kontrol og vold mod børn.

Barnets tarv i fokus
Konkret foreslår vi, at der etableres udgående teams med blandt andet socialpædagoger og sundhedsplejersker, som kan handle hurtigt på bekymringer om børns trivsel.

Samtidig er der også brug for indsatser, der kan styrke forældres evne til at tage vare på deres børn. For vi skal have folk ind i fællesskabet.

Her går vejen gennem job, uddannelse, fritidsjob og daginstitutioner, hvor man lærer demokratiske virkemidler og spilleregler.

Der skal skabes en rød tråd i børnenes og familiernes liv, og det kunne være en socialpædagog, som er der for børnene, som får skabt en relation, og som er livslinje til forældrene, til skolen, til kommunen.

Og fundamentet for det hele, det er barnet. Derfor må det være barnets tarv, der er udgangspunktet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

0:000:00