Stefan Hermann: Snart afleverer Trivselskommissionen sin rapport. Her er, hvad vi kan forvente

Det er derimod uklart, hvad det normative grundlag for kommissionens arbejde er.

På den ene side er det tydeligt i kommissoriet, at man opererer med et sundheds-orienteret trivselsbegreb. Trivsel som en slags mental velbefindende, der gør, at man kan komme igennem sin dagligdag, passe sine gøremål og har det fint sagt på jævnt dansk

Det er ikke et begreb, der har nogen særlig idé om fællesskaber og mening endsige om verdens tilstand. På den anden side bruger regeringsgrundlaget og til dels kommissoriet vendinger som robusthed, livsmod og karakteregenskaber.

Navnlig det sidste hidrører fra en stolt og lang tradition i pædagogikken og skoletænkningen og er blandt en familie af begreber, der langsomt mistede sit vejgreb i pædagogik og officiel sprogbrug fra 1960-70'erne og frem, hvor man begyndte at tale om kvalifikationer, så kompetencer og læring og personlig udvikling og nu trivsel og læring.

Lige nu forveksles trivsel med dannelse, ja, trivsel bliver den almindelige oversættelse af dannelse, hvilket er svært problematisk.

Stefan Hermann

Men navnlig det sidste tiår er de kommet tilbage, ikke mindst begrebet om karakteregenskaber, der kan knyttes til formål og elevsyn i folkeskolen, ungdomsskolen, FGU’en og ungdomsuddannelserne samt de frie grundskoler, inklusiv efterskolerne og højskolerne med deres livsoplysning og demokratiske dannelse.

Kommissionen er således født med en tvetydighed eller uafklarethed, den næppe overvinder al den stund, at kommissioner sjældent beflitter sig med den slags, der ofte opfattes som pindehuggeri eller ligegyldig intellektuel pølsesnak.

Jeg tror imidlertid, det er vigtigt her, da kommissionen mest har soft power og meget lidt hård magt eller agt. Og lige nu forveksles trivsel med dannelse, ja, trivsel bliver den almindelige oversættelse af dannelse, hvilket er svært problematisk. Og når det er helt tosset, gøres sundhedsdefineret trivsel til et mål som dannelse, for eksempel som karakterudvikling, kan fremme.

Formand Meyer kommer forhåbentlig aldrig til at kalde sig ”trivselshåndværker,” som en anden gjorde for nylig.

Det er selvsagt trivielt, at kommissionen kortlægger problemstillingens omfang og karakter. Her må det forventes, at de borer en pæl igennem den værste alarmisme på de unges vegne.

Til et jubilæumsarrangement på Danmarks Evalueringsinstitut i forrige uge kunne man fra en paneldeltager (uimodsagt) høre, at ”alle unge lider helt vildt.” Det er vrøvl.

Lars Qvortrup og Karen Wistoft har i deres bog 'Trivsel og mistrivsel' gennemgået de vægtigste rapporter på området, og må konkludere, at der ikke statistisk er belæg for at hævde, at de unge en bloc mistrives, endsige ”lider helt vildt.”

Men en mindre gruppe med betydelige vanskeligheder synes at vokse, og det ses og erfares alle steder i dansk skole og uddannelse. Fra børnehave over skole til professionshøjskole og universitet. Og med sociologisk forudsigelighed slås de også hyppigt med andre problemer.

Mistrivsel vender med andre ord den tunge ende nedad. Ny udsathed samvarierer med gammel udsathed.

Hvad kommer kommissionen til at foreslå, eller hvad ville være oplagt for den at foreslå?

Her kan vi for enkelthedens skyld sondre mellem to typer af anbefalinger. Henholdsvis de nemme, der ikke koster noget særligt, og de ressourceudløsende. Ofte angår den første type alle, mens den anden har en mere specifik målgruppe.

Det er selvsagt trivielt, at kommissionen kortlægger problemstillingens omfang og karakter. Her må det forventes, at de borer en pæl igennem den værste alarmisme på de unges vegne.  

Stefan Hermann

Af de nemme er opgøret med patologiseringen af de unge, som sniger sig ind i det sprog, vi bruger, når vi sætter ord på indre tilstande hos de unge. Det har jeg selv talt for i årevis, og det har en række af kommissionens medlemmer også.

Sommerfugle i maven bliver til angstanfald, at være ked af det bliver til en depression, generthed til neurodivergens, ordenssans til OCD. Her fortrænges kulturens og pædagogikkens sprog af upræcise kliniske symptombeskrivelser fra psykiatrien. Og tanken rettes mod behandling snarere end på opgaven i et fællesskab.

Dette er selvsagt ikke nogen anfægtelse af tilfælde, hvor de giver mening, men som almene kategorier, der i vores sprog bruges løseligt, forekommer det ikke alene uhensigtsmæssigt og upræcist, men tillige skadeligt og fordrejende. Forslaget er nemt, men kan sagtens udløse betydelig og intens debat.

Det samme gælder forventede anbefalinger om mere restriktiv skærmbrug i skoler og ungdomsuddannelser. Enkelt, men med eksplosive potentialer.

De ressourceudløsende forslag må forventes blandt andet at rumme hjælp til den gruppe af unge, der er mest udfordret og har det største og de mest komplekse behov.

Her må man henregne ikke alene opbakning til at styrke kommunernes pædagogisk-psykologiske arbejde med videre og børne- og ungepsykiatrien, men også forslag om at få disse unge integreret i fællesskaber, der er meningsfulde, og hvor de kan erfare at være noget andet end deres diagnose.

For eksempel i fritidsjobs. Som en produktionsskolepige engang sagde til mig, da jeg spurgte til værkstedsarbejdet i køkkenet: Her glemmer jeg nogle gange, at jeg er syg. Hun erfarede friheden i selvforglemmelsen.

Kommissionen må også forventes at rette blikket mod de almene pædagogiske institutioner, særligt grundskoler og ungdomsuddannelser, inklusive efterskoler og højskoler.

Fordi børn og unge bruger så stor en del af deres liv her. Fordi de er en central om end bøvlet og langsom muskel til forandringer man ikke kan lovgive, befale eller betale sig ud af. Og fordi de har formål, der resonerer med de pædagogiske aspirationer om livsmod og karakterdannelse, som kommissoriet lægger vægt på; ja, man kunne næsten driste sig til at mene, at verden ikke alene kalder på politisk og militær oprustning (og en del andet), men også en ny pædagogisk storhedstid.

Kommissionen må også forventes at rette blikket mod de almene pædagogiske institutioner, særligt grundskoler og ungdomsuddannelser, inklusive efterskoler og højskoler.  

Stefan Hermann

Her har kommissionen soft power. Investeringer på disse områder, der styrker dem for flere, forudsætter imidlertid, at disse institutioner og de ledere og professioner, der har ansvaret, både er sig deres formål bevidst og ærlige om deres egne svagheder.

At de er klar over, at dannelse og oplysning er meget mere end trivsel. At dannelse og skolegang ikke er en pause fra en ond konkurrencestat, men læreprocesser, der også kræver meningsfuld anstrengelse og overvindelse, rystelser og pligter, en ny myndighed i verden og ikke bare i eget liv.

Det gælder særligt for efterskoler og højskoler, der ikke alene har et stort publikum (særligt efterskolerne), men stort set er uregulerede om end finansierede af fælleskassen med en massiv politisk beskyttelse og en bred hengivenhed, der spejler sig i en selvforståelse, der næppe kan kaldes selvudslettende. Skriver jeg som hengivent barn af den danske folkehøjskole.

Et frækt forslag ville være, at re-aktualisere Moderaternes forslag om en borgerpligt (en udvidelse af værnepligten) med blandt andet efter- og højskolers arbejde og fornyelse.

Jeg spår det ikke store chancer. Alene ordet pligt kan give rutinemæssig kvalme. En chance spår jeg derimod kommissionens evne til dygtigt at sætte en samtale i gang og flytte fokus.