Tidligere folkeskolelærer: Mette Frederiksens ord om lærergeringen var som at få en krammer og så en albue i maven lige bagefter

En albue i maven 

Efter det første helvedesår kæmpede jeg mig frem til at få struktur på mine lektioner. Det krævede hårdt arbejde og masser af interessetimer.

At man som ny lærer ikke mødes med mere omsorg og forståelse i starten af sit arbejdsliv, dét forstår jeg ikke.

Og derfor ramte det mig faktisk, da Mette Frederiksen (S) rettede blikket direkte mod kameraet og roste lærerne i sin tale ved socialdemokraternes årsmøde i Aalborg.

Det føles lidt som at få en krammer og så få en albue i maven bagefter.

Cecilie Guldbrandsen
Skolekonsulent hos Lær for Livet, debatambassadør hos Folkeskolen og tidligere lærer

Jeg genså talen, og præcis i de to sekunder, hvor jeg havde øjenkontakt med statsministeren, ramte det mig: Jeg følte mig set af hende. Jeg følte i et kort øjeblik, at lærergerningen ikke handlede om stemmer ved det kommende valg, men om de mennesker, der dagligt bevæger sig i og omkring folkeskolen.

Men så udviklede talen sig lige præcis derhen, hvor det ikke er kønt.

Hun påpegede, at elever skal smides ud af folkets skole, hvis de ikke overholder reglerne. Og så blev juniormesterlærerordningen hyldet.

Den nerve, der var i talen, da hun så direkte på os lærere, forsvandt fuldstændig. Det føles lidt som at få en krammer og så få en albue i maven bagefter.

Først bliver lærerne set og anerkendt. Så bliver de overtrumfet af endnu en hurtig løsning og endnu et politisk indgreb i deres arbejde.

For det at smide elever ud, om det så er, fordi de ikke opfører sig ordentligt, eller fordi de skal sendes et andet sted hen via juniormesterlærerordningen, er igen, igen, igen et overgreb på lærerens faglighed. Det giver en følelse af, at nu kommer den voksne lige og hjælper med løsninger.

Læreren har ikke brug for, at der kommer endnu en regel eller et tiltag ind fra højre, som skal udviske deres faglige dømmekraft. Nej, lærerne har brug for tid til at være lærere.

Fuldstændig som vi ser det med det dugfriske mobilforbud. Det er velmenende, det er helt givetvis tænkt som et tiltag, der skal være for børnenes bedste.

Men det bliver igen en underkendelse af lærernes faglighed. Lærerne kan godt sætte retning for mobilforbruget i folkeskolen. Men det kræver overskud at sætte den retning.

Og det er det overskud, vi skal hjælpe med at finde frem hos den enkelte lærer, ikke flere regler, som kun presser lærerne endnu mere.

Børnene er ikke problemet

Skolen er for alle børn, både dem, der taler grimt, dem der har brug for praksisnære elementer, og dem der elsker at lægge brøker sammen. Og det er præcis det, lærerne er gode til at rumme.

Derfor skal lærerne have overskud og tid til at skabe den skole, de rent faktisk også har fagligheden til at skabe.

Vi skal turde investere i, at lærere får tid, støtte og ro til at lære det, der ikke står i nogen manual.

Cecilie Guldbrandsen
Skolekonsulent hos Lær for Livet, debatambassadør hos Folkeskolen og tidligere lærer

Lærerne ved godt, at undervisning skal rumme aktiviteter af forskellig karakter. At ingen gider arbejde i den samme grundbog hele dagen.

Men hvis forberedelsestiden bliver spist af møder og samtaler med forældre, så er det svært at finde tid til at lave den nærværende, fede undervisning, der rummer både dem med krudt i røven og dem med trang til fordybelse.

Det er faktisk et ret simpelt problem: Læreren har ikke tid til at være lærer.

Og måske løser det en problematik lige nu og her, at man fysisk fjerner de elever, som ikke kan sidde stille. Men det er jo definitionen på en "tisse i bukserne"-løsning.

Pludselig bliver det børnene, der er problemet.

Men det er ikke børnene, der er problemet. Det er rammerne. Det er de "voksne" politikerhænder, der konstant vil pille ved skolen og korrigere den i en eller anden retning. Og alle deres velmenende forslag skaber mere bureaukrati, som fører til flere møder for lærerne og som i sidste ende giver dem de dårligste vilkår for at bruge deres faglighed og skabe fed undervisning.

Jeg ved godt, hvordan det er, når det hele sejler. Jeg har selv stået der, hvor julehjerterne fløj igennem luften, og jeg gik hjem med ordene "din fucking klamme gris" i ørene.

Det var ikke elevernes skyld. Det var ikke, fordi de var dårlige børn. Det var, fordi jeg var ny, uerfaren og alene med et ansvar, der krævede mere, end jeg havde fået med mig.

Det burde være helt indlysende: Når man sætter mennesker til at løfte en af samfundets vigtigste opgaver, så skal man også give dem tid og støtte til at vokse ind i den. Ikke flere kontrolsystemer. Ikke endnu en løsning udefra.

Hvis vi virkelig vil hylde lærergerningen, så skal vi turde investere i, at lærere får tid, støtte og ro til at lære det, der ikke står i nogen manual: Hvordan man møder børn med både struktur og menneskelighed.

Det er fundamentet for vores folkeskole