15 fjerkræ er starten på en kvindes forretningseventyr i Malawi

Af Mathilde Berg Utzon
Afrika-korrespondent for Folkekirkens Nødhjælp

”My money. This is my money. Muhahah…,” sprutter det ud af Naomi Mhango, mens hun bladrer i en tyk stak Malawi Kwacha. Hun danser uhæmmet. Armene løfter hun rytmisk op og ned over hovedet med knyttede hænder. Hendes fyldige bryster ’bouncer’ i takt med bevægelsen i den ellers tætsiddende sorte T-shirt med stjerner på. Tandsættet er hvidt, stort og skinnende.

Hele hendes krop sitrer af lykke og overraskelse.

Jeg er i det nordlige Malawi for at lave tre kommunikations-videoer. En af dem handler om Naomi Mhango. Hun har i løbet af det sidste år fået ni høns og seks haner af Folkekirkens Nødhjælp, og dem har hun avlet på.

Noget af det vigtigste, jeg har lært af at bo og arbejde i det sydlige og østlige Afrika, er, at hjælp til selvhjælp er vejen frem.

Mathilde Berg Utzon
Afrika-korrespondent, Folkekirkens Nødhjælp

I dag skal jeg følge hende med mit videokamera fra hendes hønsegård til en restaurant kaldet Chef’s Pride. Her skal hun på vegne af et kooperativ, hun er en del af, for første gang prøve at sælge fjerkræ.

”Jeg kunne ikke sove i nat,” fortæller Naomi Mhango om, hvor urolig og spændt hun er på potentielt i dag at skulle udvide sin hønseforretning.

Før jeg fik jobbet som Afrika-korrespondent, vidste jeg ikke meget om, hvad der foregår i maskinrummet på en udviklings- og nødhjælpsorganisation. Jeg var heller ikke opdateret på, hvor stort et fokus der er på bæredygtig udvikling og nødhjælp. Et felt, der konstant udfordres og udvikles.

Men da jeg sidder i restauranten med Naomi, får jeg i bogstavelig forstand gåsehud. Jeg har købt en tiltrængt Fanta med ananas til hende og en Sprite til mig selv. Hun er spændt som en flitsbue. Hendes øjne stråler. Med rank ryg læner hun sig over mod mig og hvisker:

”Det er første gang, jeg er her. Det her er starten på et nyt liv.”

Vi venter på, at handlen går i gang. I baggrunden buldrer CNN på en så høj volumen, at alle i lokalet højt og tydeligt kan høre hvert et ord, der bliver sagt.

Jeg spekulerer på, om det her er en engangsforestilling, eller om det er starten på et forretningseventyr for Naomi. Jeg håber det sidste.

Folkekirkens Nødhjælp hjælper kvinder i området med at sætte leveringsaftaler op med Chef’s Pride.

Nu går det løs. Bag ved restauranten tæt på køkkenet går forhandlingen i gang. Naomi er alvorlig og afdæmpet. Ansigtsmimikken er næsten fråset til. Først forsøger hun sig med en pris, der svarer til 35 kroner per høne eller hane, men hun bliver sat på plads af restaurantens kvindelige ejer. Naomi krymper sig. Der er forvirring om, hvor mange høns og haner, hun kan komme af med. 15 er medbragt i en papkasse, der er overdækket af et plastiknet.

Hun kigger flygtigt på mig og smiler forsigtigt ud af øjenkrogen. Efter en længere forhandlingsproces kommer hun af med alle sine medbragte guldklumper. Hun får, hvad der svarer til 465 kroner, for hele handlen. 61 kroner af dem, en lille formue, er hendes.

Naomi Mhango bor på landet, hvor hun selv dyrker sin mad og primært lever af en naturalieøkonomi. Hun har ikke mange muligheder for at skaffe kontanter.

Så snart pengene er talt grundigt op, og de er i Naomis hænder, begynder hun sin hæmningsløse sejrsdans. Hun vifter med pengene. Det er, som om hun næsten ikke kan være i sin krop af eufori. Hun har indkasseret et større beløb, end hun havde turdet håbe på. Og vigtigst af alt så har hun fundet et nyt og sultent marked i restauranten.

”Kom tilbage om to år, så skal jeg vise dig, hvad jeg kan få skabt ud af kyllingerne. Måske jeg endda kan købe en bil,” udbryder hun, imens hun danser og hujer.

Selvom hun nok ikke når at spare op til en bil på to år, så bliver jeg glad helt ned i maven, hver gang jeg tænker på Naomi og den skønne oplevelse, hun delte med mig på sin første udflugt til Chef’s Pride.

Det, der gør mig mest glad, er tanken om, at hun forhåbentlig i fremtiden kan føre sin hønseforretning videre og klare sig uden mere hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp.

Det er ingen hemmelighed, at jeg arbejder for organisationen og er farvet af den. Men noget af det vigtigste, jeg har lært af at bo og arbejde i det sydlige og østlige Afrika, er, at hjælp til selvhjælp er vejen frem. Hjælpe mennesker med at klare sig selv bedre og stå op for sig selv. Gøre alt for at mennesker ikke bliver afhængige af løbende hjælp fra udviklingsprojekter.

En af opgaverne er at give verdens mest sårbare et kærligt skub, hvorefter de selv tager teten. En flok høns kan ikke redde nogen alene, men det er en start. Og det gør en forskel.