Udsendt sygeplejerske: "Nu håber jeg bare, at han vil overleve"

Af Astrid Opstrup
Udsendt sygeplejerske for Læger Uden Grænser

Der er særligt en ting, der er meget anderledes ved at være udsendt til Bangladesh. Her er ikke krig og konflikt. Ingen Kalasjnikov-geværer og ikke noget med at arbejde akkompagneret til lyden fra eksploderende bomber og skyderier.

Sådan var virkeligheden, da jeg var udsendt til Irak og Yemen. Så på den måde er det mindre stressfyldt at være her i Bangladesh. Fordi her er fred. Paradoksalt nok har jeg ikke større bevægelsesfrihed: Vi bliver i vores kvarter. Ganske enkelt, fordi trafikken bogstaveligt talt er livsfarlig at bevæge sig ud i.

Klinikken, jeg arbejder på, ligger lige uden for Jamtoli-flygtningelejren, der rummer omkring 48.000 flygtninge fra Myanmar. Den er blot en af flere lejre i Bangladesh, som huser over 688.000 rohingya-flygtninge. De er alle kommet til Bangladesh siden august 2017.

Det er derfor, jeg er her; for at give lægehjælp til rohingya-flygtningene. Fra klinikken kan jeg se udkanten af lejren, hvor de mange tusinde telte ligger spredt ud over bakkerne.

Når jeg har spist min morgenmad – oftest æg og tomat – og har drukket min kaffe, så kører vi af sted til klinikken. Det tager cirka 15 minutter, og så starter arbejdsdagen klokken 8. Vi har en times frokostpause og er som regel færdige ved 17-tiden.

Vores klinik behandler patienter med difteri. Det er meget få mennesker i verden, der har erfaring med behandling af difteri, fordi sygdommen har været næsten udryddet i mange år på grund af forebyggende vacciner.

Det første, jeg gør, inden jeg træder ind på klinikken, er at tage min maske på. For selvom jeg er vaccineret mod sygdommen, så vil jeg kunne blive bærer af den og dermed smitte andre. Difteri er nemlig yderst smitsom, og sygdommen spreder sig nemt via spytpartikler.

I første fase virker sygdommen ikke særligt alvorlig. Den kan minde om en grim forkølelse. Men sygdommen kan føre til døden, hvis man ikke får behandling i tide.

Da drengen på billedet kom til os, var han rigtig bange og ked af det. Han græd, og han var utryg ved situationen.

Jeg undersøgte ham straks. Han havde symptomerne på difteri – hoste og forkølelse. Så jeg kiggede grundigt ned i hans hals. Jeg ved, hvad jeg skal kigge efter.

Hvis man har difteri, dannes der en membran, der ser ud som gråt tyggegummi. Nogle gange ses membranen kun i den ene side, andre gange i begge sider og endda bagtil i svælget.

Jo større membranerne er, des farligere er det for patienten. De kan vokse sig så store, at de lukker halsen, og patienten kan dermed ikke trække vejret.

Drengen havde disse membraner og blev derfor indlagt hos os, da han tydeligvis havde difteri. Hans far fortalte, at drengen havde været syg i nogle dage, så sygdommen var fremskreden. Og i sådan et tilfælde er det ikke nok at behandle med antibiotika alene.

Med tiden udvikler sygdommen sig: Membranen danner et toxin, som angriber vitale organer, og i sidste ende kan det føre til døden.

Derfor måtte jeg behandle ham med antitoksiner/modgift, som kaldes DAT (difteriantitoxin). Men denne modgift er virkelig skrap kost for kroppen. Så proceduren er først at finde ud af, om drengen kan tåle modgiften.

Først giver vi to injektioner i underhuden med et kvarters mellemrum, og hvis huden forbliver uden reaktioner, kan vi fortsætte med den egentlige DAT-behandling, som gives intravenøst, altså i blodåren. Desværre så vi efter anden injektion, at huden hævede og blev rød.

Det er et tegn på, at han måske ikke kan tåle behandlingen. Dog forsøger vi med en procedure, hvor vi giver små doser ad gangen.

I løbet af de næste tre timer skulle jeg derfor give ham en mikroskopisk dosis af modgiften hvert eneste kvarter og observere, hvordan drengen reagerede på modgiften.

Det gik godt, men da jeg kun manglede at give ham de sidste to doser, begyndte han at hoste. Det kunne være et tegn på, at han ikke kunne tåle medicinen, og lidt efter faldt iltmætningen i hans blod.

Jeg lyttede på hans lunger og fik endnu et dårligt tegn: Lungerne peb. Hvis jeg gav ham mere modgift, risikerede jeg, at hans lunger klappede sammen. Så han fik aldrig de sidste to doser og desværre heller ikke den egentlige DAT-behandling. Vi måtte nøjes med antibiotisk behandling.

Nu håber jeg så bare, at han vil overleve, at bakterierne ikke har fået tag i kroppen og organerne, så antibiotikaen kan kurere ham.

Drengen er heldigvis et særtilfælde. For langt de fleste af dem, der skal have DAT-behandlingen, kan tåle at få den.

Det er bestemt ikke luksus, jeg bor i. Jeg deler værelse med to kolleger, og mine nærmeste kolleger er fra henholdsvis Spanien og Argentina. Så jeg får også lært mig en del spanske gloser. Det er en lille sidegevinst ved et internationalt team.

^{Astrid Opstrup bor sammen med to kolleger i Bangladesh. Foto: Læger uden Grænser.}

Jeg har i øvrigt også en anden vigtig arbejdsopgave på klinikken: Sterilisering af det medicinske udstyr. Ikke bare for vores egen klinik, men også for flere af vores 14 andre klinikker og sundhedscentre. Det foregår noget anderledes end på et dansk hospital.

For vejen derhen er nu noget anderledes. Vi arbejder i en bambusbygning og bruger blandt andet plasticspande i processen. Men udstyret ender med at være lige så sterilt, som var det i Danmark.

Det ser måske ikke sådan ud på billedet (nedenfor, red.), men når udstyret har været en tur i trykkogeren, også kaldet en autoklave og er blevet dampet igennem, så er det sterilt – og emballeret i en lufttæt pakning.

^{Udstyret på klinikken ender med at være lige så sterilt, som var det i Danmark. Foto: Læger uden Grænser.}

Jeg har ikke haft internetforbindelse de sidste to dage, det er til at leve med. Men vi savner det i arbejdet til afrapportering og kontakt med vores andre projekter.

Nogle gange vågner jeg om natten, og der ved 3.00-tiden sover de fleste jo, og så kan jeg være heldig at få forbindelse til omverdenen.

Så kan jeg skrive hjem til venner og familie og fortælle nyt fra Bangladesh.