Frivillig mødte Kenyas LGBTI-miljø: “I hjertet er jeg en transkønnet mand”

Af Line Marie Sommer
Frivillig hos Operation Dagsværk

Vagten sidder i skyggen med et langt gammelt gevær ved siden. Han sidder og læner sig tilbage i en hvid plastikstol, hvis ben har samme farve som den brunrøde jord. Det er midt på dagen, solen står lodret fra himlen og brænder 36 grader ned i min hovedbund.

Det bliver helt stille, da Ochieng er gået, og vi kigger på hinanden. Puha, sukker en af de andre frivillige.

Line Marie Sommer
Frivillig, Operation Dagsværk

Jeg befinder mig i Kenya sammen med otte andre unge frivillige fra Operation Dagsværks opfølgningshold. Vi er her for at finde materiale til en oplysningskampagne om homoseksuelles rettigheder i Kenya.

Vagten sidder ved siden af en jernport foran indgangen til et hus. Huset er ikke til at se endnu, men det er opholdssted for vores samarbejdspartner NYARWEK (Nyanza Rift Valley and Western Kenya LGBTI Coalition). Det er en organisation, der arbejder for at kræve ligebehandling og rettigheder for LGBTI-personer (homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og intersexpersoner).

Ochieng er blevet angivet af sin egen familie og er gentagne gange efterfølgende blevet udsat for vold. Det er svært at finde det rigtige at sige.

Line Marie Sommer
Frivilig, Operation Dagsværk

Det må vi dog ikke tale om, før vi er inden for porten. For det omgivende samfund ved ikke, hvad organisationen arbejder med. Homoseksualitet er ulovligt her og kan give op til 14 års fængsel. Det vil altså have store sikkerhedsmæssige konsekvenser, hvis deres arbejde bliver opdaget. Så vi venter med at stille spørgsmål, til vi er inde bag porten.

Bag porten bliver vi mødt af en stor mand i hullede jeans og ternet skjorte med glimmersten på lommen. Ud over en stor rund mave har han et lige så stort smil. Han giver os alle et fast kram og gentager, hvor glad han er for at se os. Hans navn er Daniel, han er grundlægger af NYAREK og en af de få fremtrædende homoseksuelle, vi har mødt. Dog er det ikke ham, vi er her for at møde.

Vi skal interviewe Ochieng, som arbejder med sikkerhed i NYARWEK. Vi danner en cirkel af plastikstole i skyggen af et træ.

På Ochiengs bryst sidder et hjerte af perler i regnbuens farver. Af udseende møder vi en kvinde, men Ochieng føler sig som en mand. Han forklarer lavmælt:

“Fordi mine forældre slet ikke accepterer det, så accepterer min familie det ikke. Heller ikke landsbyen accepterer det. Så jeg blev nødt til at leve som enhver anden kvinde i landsbyen. Men i mit hjerte ved jeg, at jeg er en transkønnet mand.”

Han forklarer derefter videre om sit arbejde hos NYARWEK og fortæller, hvordan han hjælper med sikkerhed til de homoseksuelle, som er udsat for farer i lokalsamfundet. Det viser sig dog, at Ochieng for nylig også selv har været i fare:

“Jeg har skændtes meget med min mor. Jeg har levet som en fremmed, de vil ikke have “denne sorte djævel” i deres hjem. Så jeg måtte forlade mit hjem. Jeg lejede et hus. Men efter en kort periode blev jeg angrebet af viceværten. Jeg tror, det var min familie, der havde talt med viceværten, for jeg blev tævet fysisk,” fortæller han alvorligt, mens øjnene bliver blanke.

Ochieng er blevet angivet af sin egen familie og er gentagne gange efterfølgende blevet udsat for vold. Det er svært at finde det rigtige at sige. Jeg sidder med en følelse af uretfærdighed og respekt.

Det er så uretfærdigt, at Ochieng gentage gange er blevet diskrimineret, udstødt og overfaldet på grund af den, han er. Retten til at være den, man er, er så basal i mit hoved, og jeg bliver vred på Ocheings vegne. Jeg har så stor respekt for det, Ochieng laver. Selvom han selv er udsat, har han stadig overskud til at hjælpe andre.

Der er en reel risiko for, at det kan gå galt og i værste fald være livsfarligt, når Ochieng arbejder. Det er menneskelige vilkår, som jeg på ingen måde kan forestille mig selv eller nogen i Danmark opleve.

Da vi siger farvel til Ochieng, er det med lange kram og ros. Vi har alle brug for at rose og anerkende hans arbejde. Det bliver helt stille, da Ochieng er gået, og vi kigger på hinanden. Puha, sukker en af de andre frivillige.

Ochings historie giver et godt billede af de vilkår, LGBT-personer til dagligt lever under i Kenya. Han er del af en ung generation af kenyanske LGBT-personer, som nu står frem og kæmper for deres ret.

Selvom situationen i Danmark er meget anderledes, kan jeg genkende følelsen af kærlighed og kampen for at være den, man er. Det er en kamp, som kæmpes over hele verden, og begrænser sig ikke til Kenya, men er basal for alle mennesker:

Retten til være dig selv, uanset hudfarve, køn eller seksualitet.