Unicef-udsendt: Sultende børn har ikke brug for mine følelser

Af Janneke Blomberg
Udsendt til Sudan for Unicef

Jeg husker tydeligt mit første møde med sulten.

Drengen, som kom stavrende på lange, tynde ben, var næppe mere end tre år. Maven, fødderne, hænderne og ansigtet var oppustet.

Hans navn var Useless.

Jeg indså, at jeg var en følelsesdreven amatør. Sådan en, der tænker, ’nu skal vi rigtig ud og gøre godt’, men det, vi gjorde, var hverken effektivt eller godt nok.

Janneke Blomberg
Udsendt for Unicef

Hvem kalder dog sit barn ’Nyttesløs’? Det gør man kun, hvis man har opgivet tanken om, at det har en fremtid.

Drengen var født hiv-smittet af syge forældre, der døde kort efter. Nu var hans bedstemor alene med alt for mange børnebørn og havde hverken mad eller fremtid at give dem.  

Jeg var relativt nyuddannet i ernæringsvidenskab, og jobbet hos den meget lille ngo, der havde udsendt mig, var mit første. Jeg reagerede instinktivt og gav drengen min madpakke. Det var helt skørt. Er man så afkræftet og underernæret, kan man ikke tåle den slags måltider.

Mødet med Useless blev et vendepunkt for mig. Jeg indså, at jeg var en følelsesdreven amatør. Sådan en, der tænker, ’nu skal vi rigtig ud og gøre godt’, men det, vi gjorde, var hverken effektivt ... eller godt nok. Hvis ikke jeg skulle ende med at være den unyttige, skulle min tilgang vendes på hovedet.

Det er 14 år siden, jeg mødte Useless. I dag arbejder jeg for Unicef som leder for ernæringsprogrammet i Sudan. Og selvfølgelig skærer det fortsat i hjertet, når jeg møder børn, der er på alder med min egen halvandetårige søn, men som vejer mindre end en tredjedel.

Jeg giver stadig min madpakke væk, men ikke til de svært underernærede, for de har hverken brug for den eller mine følelser. Tværtimod. De har brug for handling.

Det drejer sig om hele tiden at tænke: ’Hvordan når vi flest muligt med de ressourcer, vi har?’ Man må ikke blive så fokuseret på den enkelte skæbne, man står over for, at man glemmer alle dem, der er lige på den anden side af bakketoppen, og som har lige så meget brug for hjælp.

Der er mange, der ruller med øjnene, når de hører om lande som Sudan. Det kan se ud, som om landet har befundet sig i den samme krise i årtier.

Men når man er i Sudan, opdager man, at der ikke er tale om en lang, uløselig krise. Landet har og er i mange forskellige kriser.

^{"Vi redder 350 børn som Useless om dagen," fortæller Janneke Blomberg, der er udsendt til Sudan for Unicef. Foto: Privat.}

I 2017 alene havde vi et koleraudbrud; der kom cirka 200.000 sydsudanesiske flygtninge til landet – langt de flest kvinder og børn, mange med store ernæringsmæssige problemer.

Vi fik også adgang til nye områder, som ingen har kunnet komme til i 5-7 år på på grund af voldelige konflikter; også her var der store ernæringsproblemer. Her i 2018 står vi over for begyndende fødevarekriser i dele af landet.

Alle de nævnte kriser finder sted inden for Sudans grænser, men Sudan som sådan er ikke en lang krise.

Nogle kriser finder en løsning, andre fortsætter, nye kommer til. Det er ikke samme uendelige surdej. Og man kan faktisk gøre noget ved dårligdommene.

Halvdelen af den kvarte million børn, vi behandler årligt, ville dø uden vores indsats. Det vil sige, at vi redder 350 børn som Useless om dagen.

Det er altså kun, hvis man accepterer elendigheden, at den giver fremtiden navne som ’Useless’.