Debat

Sultkatastrofe satte spor: "Mit selvbillede blev ukendeligt"

UDSENDT: Vi glemmer at tage vare på os selv, når de mennesker, vi møder gennem vores arbejde, har det så meget værre. Det var svært at indse, at jeg også skulle passe på mig selv, fortæller Sara Schlüter fra Dansk Flygtningehjælp.

I stedet for at bearbejde mine oplevelser, gemte jeg dem væk i det særlige rum bagerst i mit sind, fortæller Sara Schlüter om at have været udsendt til sult- og tørkekatastrofe i Somalia.
I stedet for at bearbejde mine oplevelser, gemte jeg dem væk i det særlige rum bagerst i mit sind, fortæller Sara Schlüter om at have været udsendt til sult- og tørkekatastrofe i Somalia.Foto: Tobin Jones/Dansk Flygtningehjælp
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sara Schlüter
Presserådgiver, Dansk Flygtningehjælp

Jeg tager ikke ting ind. Bliver ikke påvirket. Punktum. Det troede jeg. Men jeg tog fejl.

Sara Schlüter
Presserådgiver, Dansk Flygtningehjælp

Jeg er ret sej. Sådan har jeg i hvert fald altid set mig selv. Jeg har masser af svagheder, men jeg har altid haft en opfattelse af mig selv som en, der kan tåle lidt af hvert.

Jeg tager ikke ting ind. Bliver ikke påvirket. Punktum. Det troede jeg. Men jeg tog fejl.

Jeg indså en flig af det for nogle år siden, da jeg var på sikkerhedskursus i Libanon. På sådan et får man virkelighedsnær træning i, hvordan man bør reagere – og ikke mindst, hvordan man egentlig reagerer – hvis man bliver udsat for for eksempel en kidnapning eller et angreb. Jeg var selvsikker grænsende til hovmodig, da jeg tog afsted på kurset. Det klarer jeg snildt.

Oplevelserne tav ikke og hamrede i stedet blot løs inde fra det lukkede rum og ødelagde min koncentration i flere måneder derefter.

Sara Schlüter
Presserådgiver, Dansk Flygtningehjælp

Jeg tror ikke, man kan dumpe et sikkerhedskursus. Men sådan følte jeg det bagefter. Jeg reagerede ikke med et nær så klart hoved, som jeg havde troet. Jeg glemte simpelthen at tænke mig om i ”kampens” hede og fik guidet mig og de andre de helt forkerte steder hen.

Havde det været virkelighed, var vi nok ikke kommet derfra i live. Jeg lærte en hel del om mig selv, men måtte også tage fra kurset med en erkendelse af, at jeg måske ikke var helt så hårdfør, som jeg gik og troede.

Den erkendelse svandt dog med tiden. Min selvsikkerhed vandt igen. Jeg tager ikke ting ind. Bliver ikke påvirket. Punktum.

Så tog jeg til Somalia sidste år under en større sult- og tørkekatastrofe. Her mødte jeg mennesker, der lever under nogle af verdens barskeste forhold. Ingen vand, ingen mad, ingen sikkerhed. Hver dag er en kamp for at overleve. Jeg har været rigtig mange steder, hvor livet leves under hårde vilkår. Men ikke som Somalia i tørke.

Jeg talte med kvinder, der var gået i dage eller uger for at redde deres nyfødtes liv, fordi hjælpen ikke kunne komme ud til landområderne på grund af den fortsatte konflikt, der forværrede effekten af tørken. Jeg så det ene indtørrede dyreskrog efter det andet ligge i vejkanten.

På det tidspunkt havde jeg selv været på kur i månedsvis og tabt mig ti kilo, men nu sad jeg om aftenen og så på min tallerken ris og funderede over, om man kan tillade sig at levne midt i en sultkatastrofe. Mit eget ekstremt privilegerede liv havde aldrig før stået så tydeligt for mig.

I stedet for at dykke ned i de tanker, skød jeg dem fra mig og arbejdede. 12 eller 16 timer i døgnet for at få så meget materiale med hjem som muligt, skrive så mange historier som muligt, gøre så meget opmærksom på tørken derhjemme, som jeg kunne.

Jeg tænkte mig ikke ordentligt om eller tog stilling til, hvordan det hele påvirkede mig, fordi – som jeg sagde til mig selv – det jo ikke handlede om mig. Jeg kunne sætte mig på et fly og forlade konflikten, sulten og tørken.

Og efter en uges tid var det lige præcis det, jeg gjorde. Jeg tog hjem. Troede, at jeg efterlod oplevelserne eller i det mindste holdt dem ude i den strakte arm, der normalt har ageret skjold for ikke at tage tingene ind og blive påvirket.

For det handler ikke om mig, det handler om at fortælle menneskers historier, vise verdens sammenhæng og forhåbentlig kunne samle en masse penge ind for at øge arbejdet med at redde liv. Det var derfor, jeg var der.

Her et lille år senere, er det tydeligt for mig, at jeg tog langt mere ind, end jeg gik og troede. Lige da jeg kom hjem, anbefalede en af mine kolleger mig at ringe til Falck for at tale mine oplevelser igennem med en psykolog derfra. Jeg affærdigede omsorgen. Den havde jeg jo på ingen måde brug for, jeg er alt for hårdfør til den slags.

Jeg burde have sagt ja. For i stedet for at bearbejde mine oplevelser, gemte jeg dem væk i det særlige rum bagerst i mit sind, jeg har indrettet til sådan noget, og lukkede døren i. Men oplevelserne tav ikke og hamrede i stedet blot løs inde fra det lukkede rum og ødelagde min koncentration i flere måneder derefter.

Jeg kunne ikke selv sætte fingeren på, hvad der var galt med mig. Havde svært ved at koble min tur til Somalia med mine tanker, der ikke kunne finde ro og retning. For sammenlignet med de mennesker, jeg havde mødt, havde jeg jo ingen problemer.

Jeg kan ikke tale på andres vegne, men jeg vil gerne opfordre alle, der rejser ud til katastrofeområder, til at sige ja, når man bliver tilbudt hjælp til at bearbejde ting.

Jeg er måske mere hårdfør og god til at holde ting ud i en strakt arm end mange andre. Men jeg skal helt klart være bedre til at tage imod andres udstrakte arme.

Dokumentation

De udsendte
De rydder miner, underviser, dokumenterer og redder menneskeliv. De befinder sig i fjerne lande og fremmede kulturer og kan fortælle levende om katastrofer, klimaforandringer, migration og overlevelse. De er de udsendte, som danske organisationer hvert år sender af sted til verdens fattigste lande og brændpunkter for at gøre en forskel for mennesker i nød.

Altinget står bag en serie, der sætter spot på dem, der gør en indsats uden for Danmark. Vi kalder serien “De udsendte” og inviterer danske organisationers udsendte medarbejdere til at fortælle fra deres dagligdag i fjerne lande. Det er deres personlige beretninger om, hvad livet som udsendt byder på og betyder i en større sammenhæng.

Er du selv udsendt, er du velkommen til at bidrage til serien med din historie. Kontakt os på [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sara Schlüter

Presseansvarlig, Københavns Politi
journalist (DMJX 2006)

0:000:00