Amnesty: Uskyldige ofre fra Syrien og Irak lever stadig under kummerlige forhold

Af Trine Christensen
Generalsekretær i Amnesty International

Islamisk Stat er efter flere års blodige kampe ved at miste fodfæstet i Syrien og Irak, og det er selvfølgelig glædeligt for befolkningen i de berørte områder, der igennem alt for lang tid har haft en hverdag med dødbringende bomber, undertrykkelse og vilkårlig vold.

Men millioner af mennesker lever stadig under kummerlige forhold – enten som internt fordrevne i de to lande eller i nærområdelande som Jordan, Libanon og Tyrkiet, der lige nu huser næsten 90 procent af alle flygtninge.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at de mange kvinder, børn og mænd får mulighed for at vende tilbage til deres hjem og en almindelig hverdag lige med det samme, selv om Islamisk Stat ikke længere kontrollerer store byer som Raqqa og Mosul.

Alene i Syrien er ødelæggelserne efter mere end seks års borgerkrig på et niveau, der ikke er set siden Anden Verdenskrig, og sikkerheden lader stadig meget tilbage at ønske.

Hospitaler, skoler og andre basale serviceydelser ligger bogstaveligt talt i ruiner, så der er lang vej igen for de mange syrere, der drømmer om en fremtid med arbejde og uddannelse i deres eget land. I stedet er de fanget i overfyldte teltlejre eller slumboliger i nabolandene, hvor de lever under fattigdomsgrænsen.

Ikke nok med økonomisk støtte
Der er ikke noget quickfix. Men det internationale samfund – herunder Danmark – har et medansvar for at bidrage til genopbygningen af Syrien og Irak, så de mange uskyldige ofre på sigt kan få et sikkert og værdigt liv.

Der er akut brug for, at rige lande som Danmark fordeler mange flere af de strandede flygtninge imellem sig ved hjælp af en fair fordelingsnøgle, der baserer sig på faktorer som de enkelte landes størrelse og økonomi.

Trine Christensen
Generalsektretær i Amnesty International

Og der ligger også et ansvar for at få retsforfulgt de ansvarlige for de forfærdelige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som de forskellige parter i konflikterne har på samvittigheden.

Den danske regering har igen og igen sagt, at det er bedst at hjælpe i nærområderne, og har da også styrket nærområdeindsatsen med en milliard kroner i 2016 og 2017. Men desværre er det ikke nok at sende penge til de trængte nabolande til Syrien og Irak, hvor de mange ekstra mennesker lægger et enormt pres på både økonomi og samfund.

Der er akut brug for, at rige lande som Danmark fordeler mange flere af de strandede flygtninge imellem sig ved hjælp af en fair fordelingsnøgle, der baserer sig på faktorer som de enkelte landes størrelse og økonomi.

Ellers risikerer vi et totalt kollaps i nærområdelandene, og så står vi med en ny krise, når millioner af mennesker bliver tvunget på flugt igen, fordi de hverken har husly, mad eller mulighed for at sende deres børn i skole.

Kvoteflygtningeordningen virker
Derudover bør vi hjælpe de mest udsatte mennesker på flugt – de alvorligt syge, enlige kvinder, børn og mennesker med handicap – ved at genbosætte dem som kvoteflygtninge. Desværre har regeringen valgt at stoppe den næsten 40 år gamle aftale med FN, hvilket er helt uforståeligt.

Kvoteflygtningeordningen er en af de få internationale mekanismer, der rent faktisk virker ved at løfte særligt udsatte flygtninge ud af de trøstesløse og farlige lejre. Men den bliver nu ophævet med vage begrundelser om, at Danmark har brug for en pause. Regeringen glemmer, at det er de mange mennesker på flugt, der har brug for en pause fra deres lidelser.

Den har vi mulighed for at give til nogle af dem. Og det vil altid være bedre at hjælpe 500 mennesker til et liv i sikkerhed end ikke at hjælpe nogen. Det er den enlige syriske småbørnsmor i Za’atari-lejren i Jordan nok enig i. Særligt nu, hvor endnu en kold vinter banker på teltdugen.