Care: Vi skal have den grønneste udviklingspolitiske strategi nogensinde

Af Rasmus Stuhr Jakobsen,
Generalsekretær i Care Danmark

Coronakrisen og dens konsekvenser må ikke negligeres.

Men må heller ikke fjerne fokus fra en anden lige så alvorlig krise; klimakrisen.

Klimaforandringerne venter ikke og kan ikke, som mange andre vigtige dagsordener de seneste to måneder, sættes på pause eller udskydes.

Derfor er det helt afgørende for en fremtidig stabil og mindre ulige verden, at regeringen og støttepartierne fastholder det oprindelige fokus fra forståelsespapiret; nemlig at ”udarbejde en ny udviklingspolitisk strategi, hvor øget klimabistand står centralt”.

Var jeg pennefører på den nye strategi, ville et centralt omdrejningspunkt for mig være, at den, for nu at blive i regeringens egen terminologi, skulle være den grønneste udviklingspolitiske strategi nogensinde.

Grand Bargain og Parisaftalen har det til fælles, at de, så længe der ikke sættes konkrete handlinger bag, blot forbliver hensigtserklæringer. Og hensigter, uanset hvor gode de er, skaber ikke en stabil, grøn og retfærdig verden.

Rasmus Stuhr Jakobsen
Generalsekretær i Care Danmark

Grøn, fordi behovet for at tænke klima ind i alle aspekter af udviklingsarbejdet er enormt.

Behovet generelt er enormt, hvilket taler for, at Danmark atter skal tilbage til tidligere niveau med en samlet bistand på gerne en procent, men særligt klimabistanden må og skal være en central og øget del af det overordnede samlede danske bidrag.

Klimaindsats skaber internationalt pres
Millioner af mennesker i verdens i forvejen mest sårbare lande fordrives hvert år på grund af klimaforandringer. Vi må ikke miste blikket for klimaindsatser som selvstændige indsatser, men følge tanken bag verdensmålene, hvor klima er integreret bredt, men også har sit eget mål.

Faren er nemlig, at klimaindsatser kan blive tænkt som et tværgående element, der skal med i alle vores programmer. Det skal det også, men det er helt afgørende, at det også tænkes selvstændigt.

Lykkes vi ikke med det, får vi ikke skabt den fornødne opbakning til dagsordenen, vi får ikke skabt det nødvendige internationale pres for at få andre landes regeringer til at efterleve Parisaftalen, og vi får ikke adresseret de grundlæggende årsager til at millioner af mennesker flygter og bliver fordrevet hvert år.

Lokalt ejerskab skal styrkes
Er der noget, coronakrisen har understreget for os, er det behovet for at styrke det lokale. Den nye strategi skal altså ikke alene sikre grønne indsatser, men lokale grønne indsatser.

Det lokale ejerskab skal styrkes, og der er brug for et livtag med den internationale udviklings- og nødhjælpsarkitektur. Lige nu er vi stadig fanget i en forældet modus operandi, som trænger til at blive udfordret.

Grand Bargain og Parisaftalen har det til fælles, at de, så længe der ikke sættes konkrete handlinger bag, blot forbliver hensigtserklæringer. Og hensigter, uanset hvor gode de er, skaber ikke en stabil, grøn og retfærdig verden.

Øget støtte til civilsamfundet
En ny strategi bør også favne det behov, der er for øget støtte til civilsamfundet og dermed en generel styrkelse af demokratiske indsatser. Og det kan sagtens gøres grønt. Tænk blot et år tilbage til folketingsvalget i Danmark.

Her så vi om nogen, hvordan et stærk civilsamfund kan være medvirkende til, ja hvis ikke en drivkraft for at skabe forandring. Det danske folketingsvalg blev særligt grønt, fordi stærke organisationer krævede klimahandling.

Og netop nu er vi vidne til, hvordan et stærkt civilsamfund i USA, men også resten af verden, presser på for forandring.

Det kommer ikke som en overraskelse for nogen, at en ngo vil komme med det forslag. Men covid-19 har med stor tydelighed vist os, at der er brug for stærkere civilsamfund og stærke lokale indsatser til at værne om og styrke demokratiet.

Innovation skal bygge bro
En grøn strategi betyder ikke, at fokus alene skal være på den grønne dagsorden, men derimod at den nye strategi skal favne og bygge den nødvendige bro mellem de forskellige indsatser, således at synergien styrkes.

En ny strategi kan derfor med fordel vægte innovation som materialet, der skal bygge broen og forene indsatserne.

Vi skal både give plads til at udfordre og tænke nyt. Nyt i måden vi arbejder på, og nyt i forhold til hvem, vi samarbejder med. Det er en brydningstid, og vi skal turde læne os fremad.