CISU bebrejder svingdør: Skiftende politikere får målingskrav til at knopskyde

Af Jeef Bech
Faglig leder, CISU – Civilsamfund i Udvikling

Når man gennem 40 år har brugt 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand, skal man også gerne kunne dokumentere effekten. Det er klart.

Derfor bruger danske civilsamfundsorganisationer også megen energi på at måle resultater. Sagen er bare den, at resultaterne kommer i mange afskygninger, og rapporteringerne skal passe til forskellige politiske krav.

For tiden oplever vi en knopskydning af krav, der kan føre til unødigt og ekstra arbejde for danske civilsamfundsorganisationer og deres partnere. Måske kunne man foreslå, at hvert nyt målekrav skal erstatte et eksisterende, som så glider ud?

Prioriteringer ændrer sig hurtigere, end man har kunnet nå at gennemføre og måle effekten af afsluttede indsatser.

Jeef Bech
Faglig leder, CISU

Skiftende prioriteter sår tvivl om mål
Siden 2010 har Danmark haft tre udviklingsstrategier: Søren Pinds Frihedsstrategi fra 2010, Christian Friis Bachs Rettighedsstrategi fra 2012 og Kristian Jensens 2030 Verdensmålsstrategi fra 2016.

Det vidner om, at dansk udviklingssamarbejde de sidste otte år har været heftigt politisk debatteret. Den politiske debat har åbnet for nye perspektiver og en diskussion om, hvad der kan opfattes som udviklingssamarbejde. En diskussion, der er understøttet af, at OECD DAC har gjort kriterierne for, hvad der kan opfattes som udviklingssamarbejde, mere rummelige.

Jeg frygter, at knopskydningen i målingskrav leder til ekstraarbejde og ofte irrelevant arbejde for danske civilsamfunds-organisationer og deres partnere, som forskyder fokus væk fra det politiske mål om forenkling, folkeligt engagement og resultater.

Jeef Bech
Faglig leder, CISU

Når de politiske prioriteringer ændrer sig så markant og hurtigt som de sidste otte år, sker det ikke uden visse udfordringer. Prioriteringer ændrer sig hurtigere, end man har kunnet nå at gennemføre og måle effekten af afsluttede indsatser.

Samtidig har de skiftende prioriteringer ledt til usikkerhed om, hvad der er vigtigt at måle – og derfor til en knopskydning af målingskrav. Lad os tage et nyligt eksempel:

Danidas øverste organ, Udenrigspolitisk Råd, har netop 8. maj diskuteret Udenrigsministeriets reform over de sidste to år af støtten til civilsamfundet. Reformen betyder, at Civilsamfund i Udvikling (CISU) har det som et politisk krav at forenkle adgangen til og anvendelsen af civilsamfundspuljen.

Den forenkling skal fremme folkeligt engagement såvel som opnåelse af udviklingsresultater. Derfor har CISU i 2017 gennemført en større forenklende puljereform.

Grænser for forenkling
I CISU har vi dog erfaret, at der er grænser for, hvor meget vi kan forenkle, når brugere samtidig forventes at rapportere på og dokumentere et stigende antal emner. Selvfølgelig skal vi sikre dokumentation af anvendelse af skatteydernes penge.

Dog oplever vi en række standardkrav om at have et langsigtet resultatrammeværk, årlige udvalgte mål, særskilte puljereformmål såvel som tværgående tematikker.

Samtidig oplever vi, at der dukker nye internationale krav op, for eksempel International Aid Transparency Initiative (IATI), udviklet af England og Holland, og Total Official Support for Sustainable Development (TOSSD), udviklet af OECD. Alt sammen sikkert noget, der enkeltvist giver mening.

Men jeg frygter, at knopskydningen i målingskrav leder til ekstraarbejde og ofte irrelevant arbejde for danske civilsamfundsorganisationer og deres partnere, som forskyder fokus væk fra det politiske mål om forenkling, folkeligt engagement og resultater.

Det kunne være spændende at afprøve en praksis om kun at indføre et nyt målekrav, hvis man fjerner et eksisterende.

Grund til bekymring
Knopskydningen i målekrav er bekymrende af flere grunde:

For det første er der risiko for, at resultater kvantificeres og lægges ind i store systemer – og ikke relateres til de folk, der rent faktisk finansierer indsatserne; nemlig den danske offentlighed. Og man ser da også fra en måling i Altinget 20. maj, at danskerne er splittede om effekten fra ulandsbistand.

For det andet er det vigtigt, men ikke nok, at dokumentere resultater fra udviklingssamarbejde. Det er i stigende grad vigtigt at formidle kvalitative ændringer. Både for at den brede offentlighed ved, hvad der opnås. Og også for at de kommunikerede resultater kan indgå i en fremtidig politisk debat.