Diis-forsker: Udviklingspolitik baseret på indenrigspolitik giver forsimplede og forsmåede løsninger

Dansk udviklingspolitik er underlagt indenrigspolitiske prioriteringer fra regeringen. Overskriften kunne meget vel have stået i et indlæg, der blev bragt for tyve år siden. Eller halvtreds for den sags skyld.

Indenrigspolitik og udviklingspolitik har altid haft et vanskeligt forhold med hinanden:

Den ene kiggende ud i verden mod et større og bredere ansvar end bare en selv, den anden snævert fokuseret på interesser for, hvad der lige tjener mit lands sag. I hvert fald, hvis vi skal tro idealfortolkningerne af dem.

I årtier handlede udviklingsbistanden, også den danske, om genbetalingsprocenter og tvang for at få de partnerlande, man arbejdede med, til at købe deres bløde og hårde behov hos det land, der havde leveret finansiel støtte til et givent projekt.

I starten af årtusindet skiftede bistanden til i høj grad at følge danske soldater og specielt indsatsen i Afghanistan, hvor den skulle bruges til at vinde hearts and minds hos de lokale afghanere.

I dag spændes udviklingspolitikken ligeledes kraftigt for den vogn, der hedder den siddende regerings indenrigspolitiske løfter og mål - nu ikke mindst om at mindske migration og ankomsten af flygtninge til Danmark.

Men hvis man skal understøtte migrationsformer, der ikke presser mennesker ud i tragiske konsekvenser, er man nødt til at arbejde med migration fra et perspektiv, der anerkender kompleksiteten i problematikken og ikke starter fra et udgangspunkt af snævre interesser.

Adam Fejerskov
Seniorforsker, DIIS

Forsimplet og reduktionistisk
Problemet har dog alle dage mindre handlet om valget af de indenrigspolitiske emner, der har præget den udviklingspolitiske dagsorden, og mere om, hvordan forsimplede og reduktionistiske forståelser af selvsamme problemstillinger lader til at være styrende.

Lad os tage en udfordring som netop migration. Migration kan og skal arbejdes med som en seriøs udfordring.

Men hvis man skal understøtte migrationsformer, der ikke presser mennesker ud i tragiske konsekvenser, er man nødt til at arbejde med migration fra et perspektiv, der anerkender kompleksiteten i problematikken og ikke starter fra et udgangspunkt af snævre interesser.

Regeringens indsats adresserer ikke migrationsudfordringerne
Migration er en kæmpe udfordring i for eksempel Etiopien. Det har jeg eksempelvis skrevet om her.

Men ikke fordi nogle enkelte etiopiere finder vej til Danmark. Snarere fordi, at hundredetusindevis af etiopiere hvert år gennemgår traumatiserende rejser gennem lande som Somalia, krigshærgede Yemen og ind i farlige Saudi Arabien, hvor de enten ansættes under horrible vilkår eller bliver anholdt, tortureret og sendt retur til Addis Ababa af de saudiarabiske myndigheder.

Netop på grund af sådanne forhold giver det i høj grad mening at arbejde med migration. Men problemet opstår, så snart man overfører simpel indenrigspolitisk problemløsning til en kompleks global udfordring som migration.

Regeringen arbejder mod, at 7,5 milliarder kroner skal leveres til migration, nærområder og skrøbelige stater, når vi når 2025. Det giver rigtig god mening, for den ekstreme fattigdom stiger fortsat i skrøbelige lande.

Men så længe udmøntningen i sidste ende handler om asyllejre, bremsning af migration og hjemsendelsesaftaler, så afspejler indsatsen ikke et reelt ønske om at adressere migrationsudfordringer.

Og da slet ikke, når det sker med direkte reference til implementering af "Retfærdig og Realistisk", regeringens plan for udlændingepolitikken.

For Danmark fortjener kun Danmark opmærksomhed
I det her tilfælde ender den politiske snak - og vores udviklingspolitiske strategi ("Fælles om Verden") - om migration i virkeligheden som et skalkeskjul for at holde migranter væk fra Danmark.

Det er naturligvis frustrerende, når nu vi ved, at migration er en vigtig og afgørende problemstilling, der former millioner af menneskers velbefindende i det 21. århundrede.

Det handler altså mere om, hvordan man tilgår og adresserer indenrigspolitiske emner, end hvorvidt man gør det.

For nyligt bidrog jeg og en kollega til en bog omkring de skandinaviske lande på tærsklen til et nedadgående udviklingssamarbejde. Ideen fra dem, der redigerede bogen, er at se på den unikke tilgang, der karakteriserede de skandinaviske humanitære "stormagter".

Konklusionen på analysen af Danmarks rolle var dog klar: Danmark er i virkeligheden en outsider, en exceptionel sag, for vi er ikke umiddelbart en humanitær magt præget udelukkende af internationale og humanitære værdier.

Hvis en bestemt politisk kultur er opstået i Danmark, når det kommer til udviklingssamarbejdet, er den karakteriseret ved instrumentalisering af udviklingsmål og en vilje til at jagte flygtige indenrigspolitiske bekymringer.

Adam Fejerskov
Seniorforsker, DIIS

Vi er i stigende grad drevet frem af ideen om, at Danmark, og kun Danmark, fortjener vores opmærksomhed. Og at vi kan isolere os fra resten af verden og dens mulige konsekvenser.

Hvis en bestemt politisk kultur er opstået i Danmark, når det kommer til udviklingssamarbejdet, er den karakteriseret ved instrumentalisering af udviklingsmål og en vilje til at jagte flygtige indenrigspolitiske bekymringer.

Forkert analyse
Verden omkring os er i hastig forandring, ja, og udviklingssamarbejdet skal følge med. Men vores omformulering af udviklingssamarbejdets formål – og bidrag hen imod at understøtte snævre indenrigspolitiske dagsordener – beror på en forkert analyse af, hvilke bevægelser vi ser, og hvordan et land som Danmark bør omstille og indstille sig på disse.

Det er både synd og frustrerende, når nu Danmark besidder historien, kompetencerne og potentialet til at have et af verdens stærkeste og mest effektive udviklingssamarbejder, ligesom det skygger for mange af de gode ting, der stadig udføres med vores udviklingsbistand.