Enhedslisten: 20 års militæraktivisme har sat årtiers udviklingsarbejde over styr

Enhedslisten har gang på gang advaret mod indenrigspolitikkens ødelæggende kolonisering af udviklingspolitikken. Med 20 års fejlslagen militæraktivistisme ser det desværre ikke ud til, at regeringen er kommet på bedre tanker.

Med dette års finanslovsforslag lægges der op til at bruge massive beløb på migrationsbekæmpelse, sikkerhedsliggørelse og finansieringslogikker, som underminerer den langsigtede udvikling.

Selvom et bredt flertal af Folketingets partier netop har vedtaget en ny udviklingspolitisk strategi, som fastcementerer fattigdomsbekæmpelse, langsigtet udvikling og overholdelse af internationale aftaler og konventioner som sit omdrejningspunkt, har regeringen desværre fremlagt et finanslovsforslag, som trækker dansk udviklingspolitik i en forkert retning.

Indenrigspolitikkens kolonisering af udviklingspolitikken slår sig mest tydeligt igennem på tre områder:

Bistandskroner går til migrationskontrol
Selvom regeringen i sine strategier og analyser anerkender, at migrationsbekæmpelse hænger uløseligt sammen med langsigtet udvikling, klimakrisen og demokrati, bliver regeringen i tæt alliance med højrefløjen ved med at sammenblande udviklingspolitikken med dansk udlændingepolitik, migrationsbekæmpelse og opbyggelsen af et ’fort Europa’, som vi for eksempel ser med pigtråd i Ungarn lige nu.

Enhedslisten har gang på gang advaret mod indenrigspolitikkens ødelæggende kolonisering af udviklingspolitikken. Med 20 års fejlslagen militæraktivistisme ser det desværre ikke ud til, at regeringen er kommet på bedre tanker.

Christian Juhl (EL)
Udviklingspolitisk ordfører

Dermed sætter regeringen kortsigtede hensyn til at begrænse antallet af asylansøgere i Danmark over den langsigtede udvikling.

I regeringens forslag til finanslov 2022 lægger man op til frem mod 2025 at bruge 750 millioner kroner fra bistandsbudgettet på en ny "migrations- og nærområdefond", som blandt andet skal bruges på hjemsendelser af afviste asylansøgere, såkaldte grænseforvaltning, Frontex, samarbejde med nordafrikanske lande om irregulær migration og kontrol med migrationsruter.

Det harmonerer på ingen måde med den grundlæggende målsætning med udviklingspolitikken: at styrke mulighederne for verdens fattigste – ikke at holde dem ude af Europa.

Sikkerhedsliggørelse
De sidste 20 års danske militæraktivisme under det samlende slogan ”kampen mod terror” i navnlig Irak, Afghanistan og Sahel har desværre været med til at rammesætte dansk udviklingsbistand.

Termer som ’civil-militært samarbejde’ og ’nexus mellem sikkerhed og udvikling’ har de facto været med til at militarisere allokeringen og brugen af midler til udvikling, statsopbygning og demokratisering.

Troen, på at man med militære midler kan vinde freden og skabe demokrati, har været med til at sætte årtiers udviklingsarbejde over styr.

Se blot på Afghanistan eller på Sahel, hvor regeringen samtænker militære operationer med udvikling (og migrationsbekæmpelse).

Samtidig er også debatten om migration og udvikling, samt klima og udvikling, blevet gjort til et spørgsmål om (danskernes) sikkerhed, som kan og skal tilvejebringes gennem migrationsbekæmpende forslag finansieret af den konventionelle udviklingsbistand.

Dermed har udviklingsbistanden været med til at fastcementere et skadeligt ’os og dem’ i stedet for at opbygge tillid og styrke hjælpen til verdens flygtninge. 

Klimabistand på bekostning af fattigdomsbekæmpelse
I 2009 gav verdens 22 rigeste lande - heriblandt Danmark - et løfte til verdens fattigste lande om økonomisk støtte til landenes grønne omstilling og til tilpasning til klimakrisens konsekvenser. 

Støtten skulle stige til at udgøre 100 milliarder amerikanske dollars om året fra 2020, hvoraf den danske andel lød på 5 milliarder kroner om året.

Midlerne skulle være nye midler oveni den eksisterende udviklingsbistand. Stik mod løftet om at bruge nye midler, tager regeringen midlerne til klimabistand fra den konventionelle bistand.

På den måde spiller regeringen klimabistanden ud mod den konventionelle bistand. Det til trods for, at regeringens ministre rejser rundt herhjemme og i verden og praler af regeringens klimabistand - for at støve det grønne image af.

Blot glemmer de at fortælle, at det sker på bekostning af kampen mod ulighed, for demokrati, uddannelse og fattigdomsbekæmpelse.

Og det skal så lige tilføjes, at en andel af den grønne bistand går til samarbejde med vækstøkonomier og lån, hvis renter kommer den rige del af verden til gode.

Med udviklingspolitikken burde vi netop bygge bro, udligne ulighed og løsne op for strukturelle og systemiske uretfærdigheder.