Mellemfolkeligt Samvirke: Giv unge en fremtid der, hvor de er vokset op

For en måneds tid siden var der valg i Zambia, og i modsætning til mange andre lande, hvor præsidenter og regeringer har det med at klæbe sig til magten, lykkedes det demokratiske magtskifte.

Oppositionskandidaten Hakainde Hichelema vandt en komfortabel sejr over den siddende præsident Edgar Lungu, og valgsejren skyldes ikke mindst, at Zambias unge denne gang var langt mere aktive, end det tidligere er set – både som vælgere og i arbejdet med at få befolkningen til stemmeurnerne.

Hele 21 procent flere vælgere valgte denne gang at bruge deres stemmeret, og mange af dem satte deres kryds ved unge kandidater, der nu er langt bedre repræsenteret i de politiske organer, der ellers altid har været de aldrende politikeres domæne.

En pæn del af æren kan tilskrives Mellemfolkeligt Samvirkes partner i Zambia, den partiuafhængige bevægelse Youth4Parliament, som på kun tre år har udviklet sig til et landsdækkende netværk med flere end 60.000 medlemmer i landets ti provinser.

Mellemfolkeligt Samvirke har ikke støttet med penge, for det er imod bevægelsens egen politik at modtage donormidler, men vi har bidraget med rådgivning, træning og redskaber til organisationsudvikling.

Og det har virket: Seks af det nye parlaments medlemmer, fem borgmestre og mere end 200 medlemmer af distriktsrådene er unge med baggrund i eller støttet af Youth4Parliament.

Zambias unge fik da også ros med på vejen, da Joe Biden holdt sin første tale i FN som præsident og understregede, at påstanden om demokratiets svanesang er forkert:

”Sandheden er, at demokratiet er alle steder (..) Det lever blandt Zambias unge, der mobiliserede deres stemmers magt for første gang. De mødte frem i rekordstort antal for at sige nej til korruption og bane vejen for en ny kurs for deres land,” fastslog Biden.

Så ja, partnerskaber med bevægelser som Youth4Parliament gør en reel forskel – men vi spørger os selv, om vi ser en fremtid nu, hvor den indenrigspolitiske migrationsdagsorden har forplantet sig til et udviklingspolitisk fordrivelsesfokus og til kravene til de danske civilsamfundsorganisationer?  

Vi må arbejde langsigtet
Partnerskaber af den størrelsesorden, som Mellemfolkeligt Samvirke søger om støtte til, er underlagt krav om, at 60 procent af vores arbejde foregår i skrøbelige kontekster, hvilket i såkaldte ikkeskrøbelige lande som Zambia oversættes til aktiviteter målrettet internt fordrevne, flygtninge og de lokale områder, der huser dem.

Igennem flere år er udviklingsbistanden blevet brugt til at forfølge indenrigspolitiske dagsordener, hvor modtagelse af flygtninge i Danmark tælles med som bistand, og hvor ekstra midler lovet til grøn omstilling høstes fra udviklingsbistanden.

Zambia har ”kun” omkring 100.000 flygtninge og internt fordrevne, men næsten 60 procent af landets 13 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen.

Der er ingen tvivl om, at udviklingsmidler skal afhjælpe kriser og komme fattige mennesker til gode - og internt fordrevne og flygtninge hører unægtelig til blandt de allerfattigste - og at dansk udviklingsbistand skal afhjælpe konflikt og kriser.

Men klimakrisen og voksende ulighed - eksempelvis i Zambia - løses ikke ved et ensidigt fokus på flygtninge og internt fordrevne, ligesom presset på menneskerettigheder og civilsamfundets råderum ikke mindskes ved et snævert fokus på skrøbelige stater. 

Hvis vi ikke arbejder langsigtet med både klimakrisen, ulighedskrisen samt udfordringer med korruption og autoritære ledere, der lige nu står i vejen for millioner af unges fremtidsdrømme i mange lande, vil det på sigt skabe grobund for, at mange flere mennesker tvinges på flugt. 

Nye skalerbare tilgange er nødvendige for at give unge en fremtid der, hvor de er vokset op - som når Mellemfolkeligt Samvirke støtter sociale bevægelser og aktivister med for eksempel at undgå repressioner fra myndigheder og at organisere sig, så de opnår de forandringer, som de har mål om.  

OECD-kritik
Danmarks brug af udviklingsmidler til at dæmme op for migranter og flygtninge er også blevet kritisk bemærket i OECD – populært kaldet de rige landes klub. Organisationen har for nylig set Danmarks udviklingsbistand efter i sømmene og selv i de mest diplomatiske vendinger, er kritikken ret klar:

Med sit fokus på antimigration halter Danmark bagud i forhold til at afhjælpe fattigdom, mindske ulighed og fremme menneskerettigheder.  

Men vil ministeren lytte? Igennem flere år er udviklingsbistanden blevet brugt til at forfølge indenrigspolitiske dagsordener, hvor modtagelse af flygtninge i Danmark tælles med som bistand, og hvor ekstra midler lovet til grøn omstilling høstes fra udviklingsbistanden. 

Med det nye finanslovsforslag om 300 millioner kroner til en ”nærområde- og migrationsfond” samt nye restriktive krav til de danske civilsamfundsorganisationer når regeringens instrumentelle tilgang til udviklingsbistand nye højder.

Lukningen af ambassaden i Tanzania, Danmarks første bilaterale samarbejdsland, understreger blot symbolsk regeringens omkalfatring af dansk udviklingsbistand fra at være et instrument til at skabe udvikling og samarbejde - til i højere grad at blive et redskab i dansk indenrigs- og flygtningepolitik.