DIIS-forskere: Trump omskriver betingelserne for Danmarks kommende udviklingspolitiske strategi

Den amerikanske udviklingsbistand er ikke en ligegyldig størrelse.

USA er verdens største bistandsdonor og har i de senere år givet, hvad der svarer til cirka 500 milliarder danske kroner årligt eller cirka 25 gange den danske udviklingsbistand. Landet står for omtrent en tredjedel af både den langsigtede bistand og den humanitære nødhjælp.

Forskellige analyser har vurderet, hvor mange mennesker, der bliver berørt af stoppet af den amerikanske udviklingsbistand, og der er ingen tvivl om, at det drejer sig om millioner, herunder mange børn.

Dansk strategi lander i kaos

Samtidig med at dette foregår, arbejder man i Udenrigsministeriet på et udkast til Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, som forventes vedtaget i løbet af sommeren.

Men hvordan skal strategien forholde sig til ændringerne i USA?

Danmark gør klogt i at forfølge sine egne prioriteringer og ikke gå i panik over udviklingen i Washington.

Adam Moe Fejerskov og Ole Winckler Andersen
Hhv. seniorforsker og -analytiker, DIIS

Størrelsen på Danmarks bistand gør det umuligt at kompensere for den amerikanske – og kassen er allerede brugt, synes beskeden at være fra Asiatisk Plads.

Men samtidigt er Danmark og danske organisationer engageret i et hav af samfinansierings- og kollaborative projekter med USAID. Så hvad med EU og de andre medlemslande? 

Der vil naturligvis aldrig være et godt tidspunkt for nedskæringerne, men den nuværende kontekst kunne ikke være meget værre.

Adskillige europæiske donorer har meldt egne nedskæringer på banen. Anført af Holland, der planlægger store besparelser på udviklingsbistanden, er også Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Finland og Sverige på vej med nedskæringer. Italien har ligeledes antydet muligheden for, at man trækker sig fra WHO.

Det udelukker ikke, at EU eller nogle af medlemslandene kan overtage finansieringen af specifikke programmer, men det er vanskeligt at forestille sig, at det vil ske i noget større omfang, og i alle tilfælde vil det komme til at ske på bekostning af andre programmer. 

USA efterlader et vakuum

Trumps America First-strategi gør fundamentalt op med ideen om, at USA står til ansvar for internationale institutioner eller globale udfordringer i det hele taget.

En række FN-organisationer vil derfor komme til at arbejde under stærkt reducerede budgetter, samtidig med at de vil kunne se frem til, at deres arbejde vil blive yderligere udfordret af kritiske politiske kræfter.

I Trumps bagland er der uenighed om, hvorvidt man skal køre benhårde reformspor over for IMF, Verdensbanken og andre, eller om man skal trække sig fuldstændig.

Uagtet, så vil USA's ringeagt for det multilaterale spor skabe et interessant vakuum, som andre større aktører nok slikker sig om munden for at indtage.

Set fra København er spørgsmålet nok mest, om EU tør tage fat – hvilket vil kræve markante holdningsændringer i Bruxelles, hvis nogen skal vindes over – eller om det opfriskede BRICS-samarbejde vil løbe så stærkt, at man alligevel ikke kan følge med.

På den netop overståede sikkerhedskonference i München gjorde Kinas udenrigsminister, Wang Yi, det klart, at Kina har i sinde at fylde 'hullet' efter USA, men rakte også en hånd ud til EU med en invitation til, at Kina og Europa bør "styre verden ind i lys fremtid med fred, sikkerhed, velstand og fremgang".

Trump presser Danmark til ny kurs

Udviklingen rejser en række spørgsmål i forbindelse med udarbejdelsen af den nye udviklingspolitiske strategi, hvis politiske levetid formentligt vil svare nogenlunde til Trumps egen, hvis han da går af efter fire år.

Først og fremmest afkræver den voldsomt omskiftelige virkelighed en strategi, der på realistisk vis forholder sig til både begrænsninger og muligheder.

Dernæst kommer mere specifikke spørgsmål som:

• I hvilket omfang den danske udviklingsbistand kan være med til at mindske de umiddelbare konsekvenser af nedskæringerne i USA, eksempelvis på områder, hvor man fra dansk side har klare prioriteter?
• I hvilket omfang skal man fra dansk side bruge USA's tilbagetrækning som en løftestang til at mobilisere andre europæiske donorer til at gentænke deres egen retræte fra udviklingssamarbejdet?
• Bør Danmark forsøge at påtage sig en mere aktiv rolle i multilaterale organisationer, der vil skulle foretage markante tilpasninger i lyset af det helt eller delvise bortfald af støtten fra USA?

Danmark gør klogt i at forfølge sine egne prioriteringer og ikke gå i panik over udviklingen i Washington. En udvikling, som vi rent politisk hverken kan gøre fra eller til.

Danmark må træde ud af ventepositionen

Det er frustrerende at se en af sine tætteste allierede stikke hovedet i jorden.

Men hverken Danmark eller EU kan gå i venteposition og håbe på, at nogen kommer på bedre tanker eller bruge de store usikkerheder som påskud for manglende handling. Også selvom situationen i Ukraine naturligvis tegner en ildebrand-i-eget-hus.

Hverken Danmark eller EU kan gå i venteposition og håbe på, at nogen kommer på bedre tanker

Adam Moe Fejerskov og Ole Winckler Andersen
Hhv. seniorforsker og -analytiker, DIIS

Vi må sætte vores egen kurs og presse på, for at EU gør det samme.

Det er afgørende også at forstå, at Trumps valg om at decimere USA's indflydelse på den internationale bane, ikke kun ændrer rammevilkårene for, hvordan Danmark og EU kan agere internationalt.

Det giver også en række muligheder, som snu politisk opportunisme vil kunne udnytte.

For Danmark vil der åbne sig mulighedsrum på specifikke dagsordener. Så er spørgsmålet, dels om man er klar til at rykke, dels om man tør skubbe til Bruxelles og EU-kredsen, og endeligt i hvor høj grad man skal ud at afsøge ny alliancepartnere i det globale syd, som Danmark eksempelvis har gode erfaringer med på klimasporet.