Menneskeretsdirektør: Et forsvar for det lange seje træk

DEBAT: Hvis årsagerne til at mennesker flygter og migrerer skal bekæmpes, så er der ingen vej uden om det lange, seje træk. Man skal skabe noget at vende hjem til for de, der flygter, skriver Eva Grambye fra Institut for Menneskerettigheder.

Af Eva Grambye
International direktør ved Institut for Menneskerettigheder

Forestillingen om at al udviklingssamarbejde handler om en velkoordineret gruppe af donorer, som giver bistand til et fattigt modtagerland, der deler vores ønske om at komme fattigdom til livs og deler vores værdier om for eksempel menneskerettigheder, er passé.

Mere udvikling til færre penge
Virkeligheden er anderledes. Mange modtagerlande har en lang række "donor"-muligheder at vælge imellem – pengestrømme som er styret af andre prioriteter og værdier end vores.

Der er nye donorer som Kina, filantropiske fonde, der er pengeoverførsler fra migranter (som i dag udgør tre gange så meget som den samlede udviklingsbistand), der er direkte investeringer (som udgør 5-6 gange så meget som udviklingsbistanden), og så er lånemulighederne i øvrigt blevet bedre efter finanskrisen.

Den nye udviklingspolitiske og humanitære strategi erkender, at den klassiske donor-modtager relation ikke afspejler virkeligheden i verden i dag. Alligevel vil regeringen have mere udvikling for færre penge.

Når det sker samtidig med, at de nye donorer skruer op for pengestrømmen, er der fare for, at vores udviklingssamarbejde funderet i menneskerettighederne taber kampen til kinesiske investorer og andre globale aktører med helt andre dagsordener.

Med den forligsbelagte strategi er der kommet ro om linjen for dansk udviklingspolitik, og det er positivt, at menneskerettighederne fortsat står stærkt, herunder den rettighedsbaserede tilgang til udvikling.

Usikkerhedsfaktorer
Rammerne er på plads – sådan da. For der er usikkerhedsfaktorer.

Udover et langt mere broget udviklingslandskab, tænker jeg konkret, på den indvirken asyltallene i Danmark har på størrelsen af bistanden ude i verden og spørgsmålet om, hvor hårdt udviklingsbistanden kobles sammen med hjemvenden af asylansøgere.

I forbindelse med at regeringen flytter 1,8 milliarder kroner tilbage til verdens fattigste, oplyser Udenrigsministeriet, at der oprettes en særlig pulje, der styrker mulighederne for at hjemsende afviste asylansøgere. Det ligner nye betingelser for at få bistand fra Danmark, konditionalitet ind ad bagdøren.

Men for det første er det naivt at tro, at den slags betingelser til for eksempel Somalia vil have en effekt i et udviklingslandskab, hvor regeringen netop selv har erkendt, at der er mange spillere med hver deres dagsorden.

For det andet gør man udviklingssamarbejdet en bjørnetjeneste ved at foregive, at det kan være med til at løse hårdknuder i forhandlinger om mere eller mindre formelle hjemsendelsesaftaler.

Det giver god mening at støtte hjemvenden, men undlader man at tage højde for den kapacitet, der for eksempel er hos myndighederne i modtagerlandene til at kunne modtage egne borgere og i stedet bruger hjemvenden som betingelse for at få udviklingsbistand, så er det problematisk.

Erfaringen viser, at det kan give bagslag, hvis man søger at forcere en hjemvenden. Man risikerer blandt andet at skabe nye konflikter lokalt, gøre de hjemvendte yderligere udsatte og få dem til at flygte igen. Det er ikke nogen bæredygtig løsning.

Det lange, seje træk
Hvis årsagerne til at mennesker flygter og migrerer skal bekæmpes, så er der ingen vej uden om det lange, seje træk, altså at skabe noget at vende hjem til: Opbygning af lokal infrastruktur, politi og domstole man kan stole på, en administration uden korruption, udvikling af jobmuligheder, adgang til uddannelse, vand og bolig til både de hjemvendte og lokalbefolkningen.

Kun på den måde får man fat i potentielle konfliktudløsere, og sandsynligheden for en mere bæredygtig løsning bliver større.

Jeg håber, regeringen har den tålmodighed, der skal til. Jeg vil gerne advare mod for ensidigt at tænke i kortsigtede humanitære indsatser i nærområderne og belægge vores bistand med krav og betingelser, der ikke giver mening i virkelighedens verden.

Vi skal fastholde den langsigtede udviklingsbistand, for kun den kan skabe rammerne for og understøtte en ordentlig hjemvenden af mennesker med rettigheder. Og kun på den måde fastholder vi vores værdier i et broget donor- og modtagerlandskab.

Forrige artikel WWF: Investér i forebyggelse af konflikter WWF: Investér i forebyggelse af konflikter Næste artikel Ngo: Lad os gøre udviklingsbistanden overflødig Ngo: Lad os gøre udviklingsbistanden overflødig
Se Mette Frederiksens tale til FN's Generalforsamling

Se Mette Frederiksens tale til FN's Generalforsamling

TALE: Fredag aften talte statsminister Mette Frederiksen (S) til FN's Generalforsamling i New York, hvor hun bl.a. valgte at fokusere på klima- og immigrantkrisen. Talerne var i år optaget på forhånd.