Institutleder: Tør regeringen tænke lidt længere?

DEBAT: At Danmark i finanslovudkastet står til at blive største modtager af udviklingsbistand er bekymrende, mener Helle Samuelsen fra Københavns Universitet. Regeringen burde i stedet bruge mere på uddannelse.

Af Helle Samuelsen
Lektor og institutleder på Institut for Antropologi på KU

Det er bekymrende, at Danmark igen i 2017 ser ud til at blive den største modtager af dansk udviklingsbistand. I første udkast til finansloven er op til 30 procent af dansk udviklingsbistand tænkt administreret af Integrationsministeriet.

En forventet reduktion i antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, har betydet, at der forventes afsat cirka 1,1 milliard kroner på en reserve. På den måde fastholdes målet om at anvende 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand.

Men der er stadig grund til bekymring. Chefen for DAC's (del af OECD) evalueringskontor taler om ’den danske kovending’. Danmark har i mange år haft rollen som en global leder af udviklingssamarbejdet med respekt for idealerne om partnerskab, ejerskab og tilpasning som omdrejningspunkt.

Men den stigende praksis med at bruge en stor del af udviklingsmidlerne i Danmark får nu DAC’s advarselslamper til at blinke (se Udvikling no. 4, 2016).
Regeringen har fremlagt fire udviklingspolitiske prioriteringer: fred og sikkerhed, migration, vækst og menneskerettigheder. Det er gode og vigtige prioriteringer – både for Danmark og for resten af verden.

Men hvis regeringen virkelig ønsker at prioritere sine egne prioriteringer, så gør den det dårligt ved at lade Danmark være den største modtager af dansk udviklingsbistand. Det er en kortsigtet tankegang.

Uddannelse er basalt
De nye verdensmål, som Danmark jo har tilsluttet sig, burde få os til at tænke helt anderledes på udviklingsbistanden. Det er globale mål, der angår hele verden. Måske trænger vi også til at finde et nyt vokabularium. Udviklingsbistand er ikke et godt ord. Bistand lyder som noget, man giver bort, når man har penge til overs.

At vi bruger så stor en del af udviklingsbistanden i Danmark, ligger i forlængelse af denne tankegang. Men med de nye verdensmål bør vi se udviklingsbistand som en investering. Ikke kun en investering i Danmarks fremtid, men en investering i en række fælles mål, som næsten alle verdens lande har tilsluttet sig.

Regeringens udviklingspolitiske prioriteringer har fint potentiale til at spille ind i dette, men man må alligevel spørge, om ikke uddannelse er så fundamentalt, at det faktisk burde være den allervigtigste udviklingspolitiske prioritering. En god grunduddannelse er basal for den enkelte borgers mulighed for overhovedet at kunne begå sig i den globale verden.

Erhvervsuddannelser og videregående uddannelser er ekstremt vigtige for forebyggelse af konflikter og for at skabe vækst i de enkelte samfund. Så flere midler til uddannelse, både grunduddannelse, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser ville faktisk understøtte regeringens udviklingspolitiske prioriteringer bedre.

I stedet for at bruge udviklingsbistanden til flygtningeintegration i Danmark burde vi investere pengene i kommende generationers uddannelse. Det er en langsigtet tankegang og en investering inden for et område, hvor Danmark ovenikøbet har særdeles stor ekspertise.

Forrige artikel Dignity: Udviklingsbistanden skal stå på mål for sine resultater Dignity: Udviklingsbistanden skal stå på mål for sine resultater Næste artikel Greenpeace: Statsstøtte giver mindre frihed Greenpeace: Statsstøtte giver mindre frihed
Regeringen vil håndplukke nye kvoteflygtninge

Regeringen vil håndplukke nye kvoteflygtninge

GENBOSÆTNING: Regeringen vil sikre, at de kvoteflygtninge, som skal til Danmark, har den rette alder, motivation og uddannelse. Det såkaldte integrationspotentiale blev ellers droppet af en S-minister i 2014. EL undrer sig.