Iwgia: Udviklingsstrategien må ikke glemme de oprindelige folk i Afrika

Af Marianne Wiben Jensen
Seniorrådgiver vedrørende Afrika, International Work Group for Indigenous Affairs (Iwgia)

I skrivende stund er spredningen af covid-19 i Afrika i stigning, og inden for få uger har virussen spredt sig til 54 lande på kontinentet med over 175.000 smittede.

Særligt på grund af regionens skrøbelige sundhedssystemer kan epidemien få fatale følger og ødelæggende konsekvenser for de mest marginaliserede og sårbare grupper i Afrika, herunder de oprindelige folk.

Regeringen har med bred opbakning fra Folketinget meldt klart ud, at Danmark har en forpligtelse til at hjælpe dem, der kalder på vores hjælp.

Og regeringen ønsker med hjælpepakken til Afrika syd for Sahara og nærområder på en milliard kroner at støtte og hjælpe de fattigste og mest sårbare befolkningsgrupper – særligt flygtninge og fordrevne, kvinder og piger.

Dette er vigtigt og relevant, men hjælpepakken overser én af de mest udsatte og marginaliserede grupper i Afrika, nemlig de oprindelige folk. Den anden hjælpepakke på 365 millioner kroner til Afrika annonceret 10. juni 2020 nævner heller ikke oprindelige folk.

Oprindelige folk oplever et stort pres på deres territorier og mister i stigende omfang deres traditionelle landområder.

Marianne Wiben Jensen
Seniorrådgiver Afrika, International Work Group for Indigenous Affairs (Iwgia)

Det er dog meget positivt, at hjælpepakken har fokus på de afledte konsekvenser af coronapandemien såsom fødevarekrise og indskrænkning af menneskerettigheder og klapjagt på menneskerettighedsforkæmpere.

Oprindelige folk udsat under covid-19
De oprindelige folk i Afrika er meget udsatte under covid-19-krisen.

På grund af manglende adgang til uddannelsessystemer kan mange hverken læse eller skrive, mange taler ikke de nationale sprog eller har adgang til moderne kommunikationsformer som internet og sociale medier.

Derfor får store grupper af oprindelige folk ikke tilstrækkelig information om covid-19-risici og -forebyggelse. Hvis covid-19 skulle ramme hårdt blandt oprindelige folk, vil de også have meget ringe adgang til behandling på grund af den dårlige sundhedsinfrastruktur i de områder, som de lever i.

Alt dette bidrager til en øget sårbarhed og særlig risiko overfor covid-19 for oprindelige folk i Afrika. Dette er for eksempel tilfældet blandt masaierne i Tanzania, hvor mange kun har modtaget mangelfuld eller ingen covid-19-oplysning, fordi myndighederne ikke har sørget for forebyggende sikkerhedsforanstaltninger. Der hersker stor usikkerhed og frygt omkring covid-19 og dens mulige konsekvenser for masai-samfundene. 

Nomadiske folk rammes af nødretstiltag
Derudover udgør de nødretstiltag såsom nedlukning af samfundet og udgangsforbud, som de afrikanske regeringer har indført for at bremse smitten af covid-19, kritiske barrierer for de nomadiske oprindelige folks traditionelle fødevareproduktion og systemer.

Særligt lukning af kvægmarkeder og den stærkt indskrænkede bevægelsesfrihed udgør en trussel for de oprindelige folks fødevaresikkerhed, som i høj grad er baseret på mobilitet.

Priserne i husdyrsektoren i Vestafrika er allerede angiveligt faldet med mere end 50 procent, hvilket tvinger pastoralister til massivt at reducere antallet af deres husdyr.

Ligeledes gør nedlukning og udgangsforbud det vanskeligt eller umuligt at få adgang til markeder for at sælge og købe mad, der bliver stadig dyrere på grund af coronaepidemien.

Covid-19-pandemien eskalerer den allerede usikre fødevaresituation i regionen samt presset på de oprindelige folk. Vi håber, at den anden coronahjælpepakke til Afrika kan være med til at sikre oprindelige folks overlevelse under de nuværende omstændigheder og opfordrer regeringen til at sikre, at de oprindelige folk bliver inkluderet i hjælpen.

Hvorfor er de oprindelige folk vigtige?
Oprindelige folk i Afrika består primært af pastoralister og jægere/samlere. Det anslås, at der er omkring 268 millioner pastoralister i Afrika, og de områder, som de lever i, udgør op mod 40 procent af Afrikas landmasse.

Pastoralisterne udsættes som oprindelige folk for stærk politisk og økonomisk marginalisering og manglende anerkendelse fra afrikanske beslutningstagere og regeringer.

Oprindelige folk over hele Afrika oplever manglende investeringer i infrastruktur, begrænset adgang til basale ydelser såsom uddannelse og sundhed samt en stærk diskrimination og marginalisering, der har ført til højere analfabetisme, højere fattigdomsrater og ringere sundhedstjenester sammenlignet med nationale gennemsnit.

Oprindelige folk oplever et stort pres på deres territorier og mister i stigende omfang deres traditionelle landområder, hvorved deres fortsatte eksistens trues.

I Østafrika har et nyligt græshoppeangreb samt flere store oversvømmelser yderligere lagt pres på afgrøder, græsningsområder og fødevaresikkerheden for pastoralisterne.