Debat

Korrespondent: ”Mødet med klimaforandringerne slog mig ud”

DE UDSENDTE: Eregae Lokeno Nakali, hans familie og landsby har mistet deres eksistensgrundlag og er i livsfare på grund af menneskeskabte klimaforandringer på Afrikas Horn. Læs Mathilde Berg Utzons beretning fra Kenya i Altingets nye serie "De udsendte".

KLIMA: Mødet med 81-årige Eregae Lokeno Nakali, der bor i et tørkeramt område i Kenya, var et wakeupcall for Folkekirkens Nødhjælps Afrika-korrespondent, Mathilde Berg Utzon.<br>
KLIMA: Mødet med 81-årige Eregae Lokeno Nakali, der bor i et tørkeramt område i Kenya, var et wakeupcall for Folkekirkens Nødhjælps Afrika-korrespondent, Mathilde Berg Utzon.
Foto: /Folkekirkens Nødhjælp/ Mathilde Utzon
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mathilde Berg Utzon
Afrika-korrespondent for Folkekirkens Nødhjælp

”I år er det værste år nogensinde, og hvis hjælpen ikke kommer, så dør vi alle sammen”, sådan lyder den apokalyptiske vurdering fra 81-årige Eregae Lokeno Nakali.

Han bor i det nordlige Kenya i et område, der hedder Turkana. Han har levet et langt liv og kan huske en tid med velstand, vand i floderne og flamingoer. I dag er området et knastørt, sandet sted. Sidste år mistede han sin kone, søster og datter til sygdomme, der slog deres udsultede kroppe ihjel.

Jeg besøgte Eregae Lokeno Nakali og hans landsby for at dokumentere og finde ud af, hvor barsk en virkelighed de lever i på grund af klimaforandringerne og ekstreme naturforhold. Hans landsby er meget hårdt ramt af tørke, og det har regnet én dag i landsbyen det sidste halvandet år. For 30 år siden var det normalt, at det regnede seks måneder, hvorefter det var tørt i seks måneder.

At blive konfronteret med mennesker, der er direkte påvirket af klimaændringerne, er en del af mit arbejde som korrespondent for Folkekirkens Nødhjælp, men den her gang slog oplevelsen mig hårdere ud, end tidligere oplevelser har gjort.

Mathilde Berg Utzon
Afrika-korrespondent for Folkekirkens Nødhjælp

At blive konfronteret med mennesker, der er direkte påvirket af klimaændringerne, er en del af mit arbejde som korrespondent for Folkekirkens Nødhjælp. Men den her gang slog oplevelsen mig hårdere ud, end tidligere oplevelser har gjort.  

For en håndfuld år siden kom jeg hjem fra Roskilde Festival til et vandskadet kollegieværelse på sjette sal. Regnen havde stået direkte ind på mine vinduer, og bagefter skulle mit tømmermænds-ramte yngre jeg bakse med at tørre gulvtæppet og et par ejendele, som min veninde ikke havde reddet. I København druknede opbevarede ting og sager i kælderlokaler. 

Klimaforandringerne er også en realitet i Danmark med flere og voldsommere skybrud, stigende temperaturer, og vores have stiger. Jeg tror, mange af os helst vil glemme, at blandt andet vejrfænomener bliver mere ekstreme, fordi vi overforbruger voldsomt og også er med til at udslippe for mange drivhusgasser.

I Danmark er der kræfter, der arbejder for at vi får flere bæredygtige energiløsninger. Samtidigt kan vi helt praktisk og teknologisk ruste os mod ændringerne i klimaet. Ingen dør af sult eller oversvømmelser anytime soon i Danmark.

Men det at møde Eregae Lokeno Nakali og høre, hvordan han ingen anelse har om, hvorfor han har mistet familiemedlemmer og ikke ved, hvordan han og hans resterende familie skal overleve i fremtiden uden hjælp udefra er et wakeupcall. Jeg har haft svært ved at slippe hans historie og har helt fysisk mærket en trykken for brystet, når jeg tænkte på hans situation.

Normalt kan jeg godt lægge mit arbejde med at fortælle om ekstremt barske og uretfærdige menneskerettighedsovertrædelser i for eksempel Sydsudan fra mig, når jeg holder fri.

For at jeg kan lave mit arbejde, er det fuldstændigt afgørende, at jeg kan trække mig væk og leve et for mig ’normalt liv’. Jeg klatrer, fester med mine venner og stener ud over Ugandas hovedstad, Kampala, fra min veranda.

Mit helle er blevet sværere for mig at indkapsle, fordi jeg også har en del af skylden for klimaforandringerne. Jeg flyver forholdsvist meget, lever et ekstremt privilegeret liv og gør mere eller mindre, hvad der passer mig uden at tage hensyn at passe på vores klode.

I øjeblikket går jeg og tænker på at kompostere mine madrester i min baghave, og jeg forsøger at handle ind med en mulepose, men det er jo ikke det, der batter. Og det jo heller ikke mine handlinger i sig selv, der gør forskellen.

Men det er summen af alle vores handlinger, der ikke i sig selv gør den store forskel, der netop gør den store forskel. Og det er globale magtfulde industrier, der ikke har interesse i at miste markedsandele til bæredygtige og klimavenlige løsninger, der er med til at ændre på vores klima.

Eregae Lokeno Nakali har brugt det meste af sit liv på at gå rundt på sine to ben med sit kvæg og drikke mælk blandet med tappet dyreblod. Jeg ved ikke, hvor mange drivhusgasser han i sit 81 år lange liv har udledt, men det kan slet ikke sammenlignes med, hvor meget CO2 jeg og vi i den industrialiserede del af verden har udledt.

Men det er Eregae Lokeno Nakal og hans familie og landsby, der har mistet deres eksistensgrundlag og er i livsfare grund af menneskeskabte klimaforandringer på Afrikas Horn.

Der er millioner af mennesker, der dagligt bliver udsat for menneskerettighedskrænkelser og er ofre for krige. Vi har 65,6 millioner mennesker, der er tvunget væk fra deres hjem og mange af dem er flygtninge. Vores verden er skrøbelig.

Mange af de konflikter, jeg beskæftiger mig med i Afrika, er langt væk både i følelse og i geografi fra Danmark og Europa. Men at verdenshavene stiger, temperaturerne stiger, naturfænomener bliver mere ekstreme påvirker og i sidste ende truer os alle.

Paris-aftalen er et vigtigt skridt fremad, så vi kan passe bedre på vores livsvigtige klode, men jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg også har min egen lille andel i klimaforandringerne, og at jeg virkelig godt kan forstå, hvorfor de færreste har lyst til eller måske nærmere kan overskue at forholde sig til klimaforandringerne.

For de er voldsomme, komplekse, grænseoverskridende og dystopiske. Jeg bliver sjældent bange. Men klimaforandringerne gør mig bange helt ned i maven, samtidig med at min hals snører til.

Det er mere bekvemt for mig at danse videre til elektroniske trommebeats i Kampalas natteliv, men hvordan kan jeg fortsætte dansen, mens Eregae Lokeno Nakali og alt for mange andre menneskers livsgrundlag dag for dag bliver mere skrøbeligt?

Vi må fortsætte kampen for at passe på vores klode og hinanden. Jeg må fortsætte med at dokumentere og oplyse om forholdene her i det østlige og sydlige Afrika.

Også selvom klimaforandringernes sande ansigt er ubekvemt for mig at blive konfronteret med. Eregae Lokeno Nakali historie er vigtig og er én ud af alt for mange. Vi må aldrig stoppe med tage et globalt ansvar og kæmpe for at bremse klimaforandringerne.

Dokumentation

De udsendte
De rydder miner, underviser og redder menneskeliv. De befinder sig i fjerne lande og fremmede kulturer og kan fortælle levende om katastrofer, klimaforandringer, migration og overlevelse.

De er de udsendte, som danske organisationer hvert år sender af sted til verdens fattigste lande og brændpunkter for at gøre en forskel for mennesker i nød.

Fra januar står Altinget bag en serie, der sætter spot på dem, der gør en indsats uden for Danmark. Vi kalder serien “De udsendte” og inviterer danske organisationers udsendte medarbejdere til at fortælle fra deres dagligdag i fjerne lande. Det er deres personlige beretninger om, hvad livet som udsendt byder på og betyder i en større sammenhæng.

Er du selv udsendt, er du velkommen til at bidrage til serien med din historie. Kontakt os på [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00